udklip af Havnen, oktober 2000.
Gone Fishin'

Den 23. september 2000 blev den første Christianhavn's International Fishing Championship afholdt I Vesterled Ørredsø, der ligger i en grusgrav ved Bårse, Sydsjælland. Fra 2.V på Christianshavns Skole deltog tre forældre i konkurrencen: David Adams, Brian Richards og J.F. Hansen.

Konkurrencen afholdtes for første gang og deltagerne kæmpede om en nyindstiftet vandrepokal. Pokalen uddeles til den fisker, der fanger den største fisk. I tilfælde af at man ikke fanger nogen fisk, afgøres konkurrencen ved flintekast i korn og koneløft.

Selvom deltagerne egentlig havde aftalt ikke at spise morgenmad sammen, forsøgte David Adams bevidst at forsinke og obstruere konkurrencen ved at diske op med kaffe, morgenbrød, fem slags pålæg etc. Selv samme deltager havde desuden overtalt sin kone til at bede ham om at foretage diverse indkøb af kolonialvarer, vel vidende at butikkerne var lukket, og selvom det var en klar overskridelse af reglerne. Først efter en kraftig påtale fra de andre deltagere, indvilligede David Adams i at tage af sted til fiskesøen, hvor konkurrencen med en times forsinkelse blev indledt kl. 9.30.

Konkurrencens to engelske deltagere regnedes på forhånd som farlige outsidere til den danske favorit. Begge havde forberedt sig grundigt. Brian Richards havde investeret i en hvid ildelugtende Powerbait (= sædvanligvis effektiv ørredmadding) og en ny blank spinner af fabrikatet ABU. David Adams havde aftenen forinden rullet ny line på sit fiskehjul, en genistreg, der skulle vise sig at være både skæbnesvanger og udslagsgivende. Den danske favorit satsede udelukkende på regnorm og Powerbait.

De tre placerede sig alle i søens nordlige ende. I de første to timer var fiskeriet udpræget defensivt. Selvom et andet selskab landede mere end femten fisk, lod de tre christianshavnere sig ikke forlede til at kaste snøren ud, hvor fisken stod i flok, men satsede alle tre på den individualistiske ørred, der søgte lykken de to-tre meter fra brinken, som christianshavnerne maksimalt formåede at kaste snøren ud. *Efter to timer fik så favoritten det første hug. En 2 kilos ørred kunne ikke stå for hans orange Powerbait, og mens David Adams var i færd med at udrede sin fjerde fuglerede, viste Brian Richards sig som en ægte sportsmand og assisterede ved landingen af fisken. Den første fisk blev et gennembrud i konkurrencen og i de næste timer så man meget både overraskende og fint fiskeri. Et af de mere originale indslag stod David Adams for. Han havde på stedet udviklet en særlig crunchy variant af våd og klistret Powerbait dyppet i grus.

Det viste sig snart at Brian Richards nu gik efter fairplay pokalen. Da favoritten landede sin anden fisk var det igen Brian Richards, der assisterede ved landingen. Imens havde David Adams helt skiftet taktik. Han kastede nu på tværs af søen med det resultat, at han krydsede ikke bare en, men helt op til fire og fem fiskeliner, idet han øjensynlig satsede på at gøre krav på de fisk, der måtte befinde sig i enden af en eller flere af linerne. Arbejdet med at udrede linerne viste sig imidlertid hurtigt at være langt større end fangsten.

Da dagen var slut kunne man konstatere at det var blevet en favoritsejer. Om aftenen blev pokalen uddelt ved en festbanquet i Kasernens festlokale, hvor David Adams noget modvilligt holdt festtalen. Han fremhævede især den gode sportsånd, der havde strålet som en sol over konkurrencen, og han så selv frem til revanchen, der sandsynligvis vil blive afholdt en af de kommende måneder på Øresund. Vinderfisken vejede to kilo.