Weekendavisen, 8.-14. december 1995

Konditoren fra Kjellerup
Damernes Dam: Smuk bibliografisk udgivelse om en besynderlig skæbne i moderne dansk litteratur.

Af JENS ANDERSEN

Jens Frimann Hansen: Albert Dams forfatterskab - med en bibliografi.158 s.,168 kr. Silkeborg Biblioteks Forlag.
 

Albert Dam nåede at debutere tre, fire gange i løbet af sit næsten 100-årige liv. Det fortæller Jens Frimann Hansen i sin fortrinlige introduktion (med bibliografi) til forfatterskabet. De mange debuter kom i stand gennem Hans Brix, som hele tre' gange glemte alt om tidligere anmeldelser og i 1951 skrev, at denne forfatter havde fremtiden for sig. Da var Dam 71 år, men det var faktisk ret profetisk sagt af professoren. Albert Dam er en af de besynderligste skæbner i moderne dansk litteratur. Han voksede op som vogterdreng på Skanderborg-egnen, men flyttede i begyndelsen af århundredet til hovedstaden og blev akademiker. Her forsøgte han sig også som forfatter med små futuristiske skitser af fart, muskler og modernitet. Siden blev det til mere vægtige bøger som >>Mellem de to Søer<c (1906) og >>Det Bevingede Hjul<< (1908). Det var romaner, der voksede frem i forlængelse af Den store generations digtere (først og fremmest Johs. V. Jensen og Knud Hjortø), og som skildrede splittelsen mellem det traditionsbundne almueliv og den begyndende industrialisering og storbyen.

Denne natur/kultur-splittelse var i høj grad også inde i den unge Dam selv. Og det blev til en Iængere litterær pause på 25 år, hvor Dam stiftede familie to gange og blev ejer af en afholdscafé i Kjellerup med hjemmelavede konditorkager i vinduet og velvoksne tobaks-
planter i baghaven.

1934 ryddede han imidlertid  vinduet for sine kageeksperimenter for at give plads for sin nye stolthed: En stor, ambitiøs bog med den kringlede titel, >>Saa' kom det ny Brødkorn<<.  Det er en psykologisk, realistisk roman med en mangegrenet handling snoende sig om bonden Hans Peter Nielsen, der svigter jorden og siden må gå gruelig meget igennem, bl.a. tre ægteskaber, mordanklage og fallit. På Gyldendal havde Ludvig Holstein afvist romanmanuskriptet med ordene: >>Hvis der findes et specielt Organ for Sprog, maa dette Organ hos Hr. Dam være undergivet visse sygelige Forstyrrelser, noget i Retning af Drejesyge hos Faarene. Man kan ikke være Forfatter med et saadant Sprog<<.  Holstein sigtede til Albert Dams knortede stil, der indebar et overlæsset sprog med sin egen staccattoagtige rytme og en sparsom - for ikke at sige minimalistisk - tegnsætning, som Albert Dam senere forsvarede med ordene: "Jeg bruger kun kommaer og punktummer. Hvad man ikke kan sige med ord, det kan man fa'en galeme heller ikke sige med spørgsmålstegn, udråbstegn og alle disse her krusseduller.
Hvad er stil? Det er at sige det man vil ha' frem, på den korteste, den mest indtrængende måde<<.  Det var for så vidt, hvad Dam sigtede mod i resten af sit forfatterskab. At skrive kort, indtrængende og samtidig bevare skriftens stærke præg af en forfattersjæl, der søgte uden at vide, hvad han egentlig søgte. Dam ville, at det intentionsløse i tingene og verden
skulle udtrykke sig i hans digtning.
Han var jo ikke naturalist i gængs forstand, men ville i stedet, som Jens Frimann Hansen skriver i sin introduktion, >>skildre Naturen i dens selvberoende og suveræne udfoldelse<<.

I 1951 forelå Dams tredje debut,  >>Jomfruen og Soldaten<<. Men det var først i 1960'erne, hvor en ny modernisme kunne forstå og værdsætte ham og generationen af >>sære fortællere<< tog oldingen til sig i Vindrosen, at Albert Dam fik sit store gennembrud. Det skete med >>Syv skilderier<<  (1962), denne dybt fascinerende samling historier, hvor Dam i en mytisk-eventyrlig form digter løs om udvalgte epoker i menneskehedens historie. Resten af forfatterskabet frem til døden i 1972 bevægede sig omkring den billedrige prosagenre, Dam kaldte for træsnit, skilderier og rids. Det er en pointe i Jens Frimann Hansens bog, at Albert Dam ved at insistere på billedkarakteren af sin digtning fandt en særlig kunstnerisk form for et af forfatterskabets grundlæggende temaer, der også udtrykte Dams modernistiske dobbelthedsfølelse: At verden på én gang er underlagt tidens forandring og består i en tidløs evighed. Hvor en tekst udadtil udfolder sig fremadskridende i tidens vandrette plan, fastholder det Dam'ske billede altid et nu, som er dvælende og vegetativt og udtrykker den form for væren, Albert Dam kaldte for "den lodrette beståen".

DER er en fortrinlig vekslen  mellem liv og værk i Jens Frimann Hansens introduktion, og i den kronologiske gennemgang af det spredte forfatterskab får vi mange gode og spændende eksempler på Dams kalejdoskopiske virkelighedsopfattelse.
  Hvad man måske savner, er en uddybning af Dams forhold til den pangermanistiske tanke og til nazismen i 30'rne. Frimann Hansen bringer nemlig selv problematikken på bane gennem et avisudklip fra Viborg Stifts Folkeblad, der i 1934 spørger, om Dam med sin nye roman nu bliver Hitlers litterære profet, og bladet underbygger insinuationen med et påstået citat fra Dams ungdom: >>Jeg er Arier!<<. Her burde bibliografen nok have gået på barrikaden med flere og mere uddybende ord end: >>En mærkværdig påstand, eftersom Albert Dam i hele sit forfatterskab er aldeles upolitisk<<.  Hvad man også savner, er en samlet vurdering af Dams spændende syn på seksualitet og på forholdet mellem kønnene, der jo spiller en stor rolle i hans bøger, som vrimler med kvinder. Dam baserede nemlig sit slægtsbegreb på kvinden, idet han anså manden for at være et såkaldt >>sideskud<<, der kun havde rolle i selve forplantningsprocessen. Det vender den gamle Dam igen og igen tilbage til i flere af de interview, man også kan finde frem til i den grundige, overskuelige bibliografi, der udgør halvdelen af Frimann Hansens bog.

I 1962 havde den 82-årige Albert Dam således besøg af Politikens Ninka, og efter (vil rygterne vide) at have jagtet den unge dame rundt om stuebordet, pustede den virile olding ud med ordene: >>Menneskeheden består af kvinderne og deres afkom. Kun som sønner af kvinder eksisterer mænd. Mænd er sideskud, der dør ud. Kvinderne er menneskehedens virkelighed og sandhed. Kvinden har det rigtige, hun har tiltroen. Det har mænd ikke. Vi er rodløse. Jeg er rodløs<<.  Hvilken konditor!

Billedtekst
>>Da jeg skrev Det Bevingede Hjul, laa jeg hele Dagen på en Friluftsbadeanstalt; ved Aften kom jeg hjem og rablede på 1 / 2-1 Time et par Sider ned og var derefter saa udslidt, at jeg ikke sansede de næste 23 timer<<. Albert Dam i brevudkast fra 23/12-43.

Billedtekst 2:
>>Jeg håber at jeg dør ved skrivemaskinen, at jeg falder ned over den med hovedet på tromlen og hånden på tangenterne<<, udtalte Albert Dam i 1956. Da var han over 75 og

havde 16 år og ni bøger foran sig.