Litteraturmagasinet Standart, 10. Aargang nummer 2, maj-august 1996.

På sporet af menneskelinien
Banebrydende værk om Albert Dam - »måske den betydeligste danske digter i det tyvende århundrede«

Af Ib Johansen

Albert Dams løbebane som forfatter - så meget kan man uden videre fastslå - var på mange måder usædvanlig: dels strækker hans forfatterskab sig over en periode på næsten halvfjerds år, hvad der i Dams tilfælde resulterede i, at han med mellemrum helt mistede kontakten med den litterære offentlighed; dels tog det umådelig lang tid for ham at slå igennem som forfatter, hvad der vel i virkeligheden først skete, da han i 1962 udsendte alderdomsværket »Syv skilderier«. Efter Albert Dams død i 1972 har der ind imellem igen været temmelig stille omkring hans forfatterskab, selvom den bog der blev udsendt i 1980 på Gyldendal i anledning af hundredåret for hans fødsel: »Den lodrette beståen« (redigeret af Vagn Lundbye og Poul Vad) og en række nyudgivelser af hans (hidtil upublicerede) værker - sammen med adskillige kritiske artikler - op igennem 1980erne og ' 90erne - markerede, at der fortsat var interesse for denne ener i dansk litteratur. Hvad der har manglet, har været en mere omfattende undersøgelse af hele Albert Dams produktion - fra hans debut i 1903 med teksten »Rytter« i »Skanderborg Amts Avis og Avertissementstidende« og frem til begyndelsen af halvfjerdserne. Denne mangel er der nu rådet bod på med udsendelsen af Jens Frimann Hansens banebrydende studie »Albert Dams forfatterskab - med en bibliografi«. Hér finder man ikke blot en inciterende kritisk gennemgang af forfatterskabet i hele dets udstrækning, men bogen fokuserer også på sammenhængen mellem Albert Dams konkrete livsomstændigheder - bl.a. hans bestandige kamp for at opnå litterær anerkendelse (eller blot at få udgivet sine bøger) - og hans motivverden eller hvad man kunne kalde den indre linje i forfatterskabet. I den forbindelse har Frimann Hansen fundet et væld af hidtil upåagtede materialer frem, hvad der giver nye vinkler på stoffet (og ikke mindst på receptionshistorien), samtidig med at det er værd at understrege, at det biografiske og dokumentariske materiale er brugt med megen omtanke og skønsomhed - og at Frimann Hansen aldrig forfalder til forhastede (kritiske) følgeslutninger på basis af disse arkivalier.

Den dansende stjerne
Jens Frimann Hansens studie falder i to dele: en kritisk læsning af Albert Dams produktion fra debut' en og frem til de sene alderdomsværker (1) og en bibliografi, der dækker ikke blot Albert Dams egne (kortere og længere) værker, men også den kritiske litteratur, anmeldelser og interviews samt radio, t.v. og filmmediet (2); bibliografien - hvor Frimann Hansen bogstavelig talt (næsten) har vendt hver eneste sten med relevans for studiet af Albert Dam - fremtræder i den sammenhæng som et særdeles nyttigt (for ikke at sige uundværligt) filologisk hjælpemiddel for den fremtidige Albert Dam-forskning.
»Albert Dams forfatterskab« indledes med et forord af forfatteren Vagn Lundbye (en af dem, der har gjort mest for at udbrede kendskabet til Dam hér i landet), hvor Albert Dam karakteriseres som »måske den betydeligste danske digter i det tyvende århundrede«, og hvor den kosmiske rækkevidde i forfatterens verdensvision forsøges bestemt gennem en henvisning til hans metafysiske position og mobilitet som »et lodret dansende altid« (man mindes hér uvilkårligt Nietzsches kaosbårne, dansende stjerne!). Men formuleringen »et lodret dansende altid« peger også i retning af, hvad man kan opfatte som et af Frimann Hansens tematiske hovedanliggender i Albert Dams forfatterskab; hans konsekvente fremhævelse af tidsproblematikkens centrale placering i Albert Dams digteriske univers. For Frimann Hansen drejer det sig nemlig hos Dam i emfatisk forstand om ' Sein und Zeit' , og i dette perspektiv aftegner en tidlig Dam-tekst, »Tider gaar« , sig - set i lyset af det senere forfatterskab - som et afgørende gennembrud, hvor Dam med Frimann Hansens formulering »erstatter den naturalistiske form med en modernistisk«, i og med at han bryder med den mere klassiske (psykologiske, realistiske) fremstillingsform, man eksempelvis finder i hans to første romaner: »Mellem de to Søer« (1906) og »Det bevingede Hjul« (1908). For Frimann Hansen er der en lige linje fra »Tider gaar« frem til de sene skilderier, hvor tidsproblematikken - i førnævnte tekst modsætningen mellem naturens tidløse uforanderlighed på den ene side og en kultur underlagt forandringens magt på den anden - ikke blot spiller en tematisk rolle, men også har fået konsekvenser for teksternes opbygning. Kritikeren formulerer det derhen, at »skilderierne bliver en formmæssig virkeliggørelse af Albert Dams kalejdoskopiske virkelighedsopfattelse; at verden på én gang er underlagt tidens forandring og består i tidløs evighed«. Man kan sige, at det filosofiske nøglebegreb hos Dam, som Frimann Hansen hér forsøger at indkredse, er, hvad Dam i et interview har kaldt for »den lodrette beståen«. Endvidere hedder det hos Frimann Hansen i forbindelse med denne nye, af Albert Dam prægede fortælletype, i.e. skilderiet, at hér konfronteres »tekstens iboende tidslighed - vi læser en tekst som en handling i tid - med billedets principielle tidløshed - billedet udfolder sig ikke i tid men i rum«.

En tænkende sten?
Alle disse filosofiske overvejelser over tidsproblematikken hos Albert Dam peger på en iøjnefaldende måde i retning af problemstillinger og perspektiver, der knytter sig til den modernistiske æstetik og/eller poetik som sådan, samtidig med at man også her kan ane nogle forbindelseslinjer til dele af den nyere (og nyeste), stærkt Heidegger-inspirerede teoretiske debat og polemik - fra Paul de Mans »The Rhetoric of Temporality« (1969) og fremefter. Modernismens fremhævelse af rumligheden på tidslighedens bekostning er således blevet betonet i Joseph Franks klassiske studie »Spatial Form in Modern Literature«, hvor denne kritiker taler om »den indre konflikt mellem sprogets tids-logik og den rum-logik, som er implicit tilstede i den moderne opfattelse af poesiens væsen« , (jf. imagismes poetik, m.v.). Samtidig er det naturligvis værd at have in mente Paul de Mans understregning af temporaliteten som ontologisk (tragisk?) grundvilkår i det føromtalte essay (»The Rhetoric of Temporality«) - et essay, hvor ethvert tilløb til, hvad de Man må klassificere som metafysisk holisme (eller holistisk metafysik), øjensynlig er bandlyst. I den sammenhæng er det interessant at konstatere, at Albert Dams tilværelsesforståelse trods alt synes at rumme et element af holisme: »Jeg er romantiker i den forstand, at for mig er naturen besjælet. Hvem ved: Stenen kan måske tænke mere end jeg!? Min indstilling til naturelementerne, som selvstændige, energiske fænomener, nødvendiggør imidlertid ikke som hos de gamle romantikere forestillingen om en gud«.
Det er også værd at fremhæve Jens Frimann Hansens brillante gennemgang af Dams fjernhistoriske studier i skilderierne, hvor evolutionen selv - i et stærkt subjektivt farvet perspektiv - bliver anskuet som »et morfologisk projekt«. For hér får Frimann Hansen meget klart gjort rede for det hermeneutiske problem der ifølge sagens natur altid knytter sig til en digterisk beskæftigelse med fortiden (især den fjerne fortid?), og kritikeren opfatter det derhen, at der i dette tilfælde hos Dam i eminent forstand er tale om en (Gadamersk) horisontsammensmeltning, hvor »Den dominante tidshorisont bliver fortællerens [i.e. den nutidige fortællers], det afgørende for ham er at pege på det virkeliges urformer, i særdeleshed kornets forstadier, i de fortidige samfund«. Når Albert Dam således i en række tætte følinger og med en overbevisende sans for stoflig konkretion og (livs)fylde søger at efterspore menneskelinien i fjerne fortidige tidsaldre, læser han hele tiden historien i lyset af et hér og nu.
I den sammenhæng er det, som hele tiden er tematisk på spil i forfatterskabet, forholdet mellem menneskeverden og planteverden (eller menneskeeksistens og planteeksistens), og Jens Frimann Hansen forfølger denne problematik igennem en række tekster - fra den store trediverroman »Saa kom det ny Brødkorn« (1934) og frem til kunstneriske højdepunkter som skilderierne »Alrune« og »Gartner« (fra »Syv skilderier«, 1962): »I »Alrune« skildres plantens forsøg på at blive menneske. I »Gartner« går udviklingen den anden vej: fra at være menneske til at blive plante«. Hvorom alting er, så er menneske og planteeksistens vævet uløseligt sammen i Dams forfatterskab, idet »Alrune« og »Gartner« kommer til at fremtræde som »et sidste svar på det tidligere forfatterskabs motiviske og tematiske sammenhænge«.

Hitlers litterære profet
I lyset af de(n) ovenfor skitserede erkendelsesinteresse(r) akcentuerer Jens Frimann Hansen nogle ganske bestemte aspekter af Albert Dams produktion, og han vælger at fremhæve visse værker (tekster) på andres bekostning - hér kan man måske sætte spørgsmålstegn ved nogle af Frimann Hansens kritiske præmisser. Et sted henviser Frimann Hansen således til en journalist, som i 1934 i »Viborg Amts Folkeblad« citerer Dam for et »håb« om at blive »Hitlers litterære profet«, hvad Frimann Hansen finder er en mærkværdig påstand, »eftersom Albert Dam i hele sit forfatterskab er aldeles upolitisk« . Albert Dams tidlige interesse for det danske straffe- og fængselssystem, som han vier særdeles indgående studier, og som han forholder sig yderst kritisk til, synes imidlertid at pege i en anden retning. En række af disse (system)kritiske fængelsartikler udkom faktisk i forskellige tidsskrifter i perioden 1912-13, men herudover kan man henvise til en gruppe uudgivne papirer, som nu befinder sig i Det Kongelige Biblioteks håndskriftsamling. I et af disse fragmenter kommer Albert Dam faktisk direkte med et politisk bud på en ny samfundsorden, idet han forudser at »Det fremtidige Samfund, som vi nu stiler imod, socialistisk i sin Basis og sine Retsregler, anarkistisk og kooperativt i sin Kultur og sine Arbejdsmetoder vil komme med en Naturmagts Vælde...;« .
I sin anmeldelse af Frimann Hansens bog (Weekendavisen) efterlyser Jens Andersen »en uddybning af Dams forhold til den pangermanistiske tanke og til nazismen i 30' rne« - og det kunne man måske nok ønske sig, men spørgsmålet er i den sammenhæng, om der er særlig meget at gå efter. »Så kom det ny Brødkorn« blev faktisk oversat til tysk i trediverne, men udkom aldrig i Hitlers Tyskland - hvad der så ellers var grunden dertil. Ifølge Frimann Hansen varede Dams brevveksling med det tyske forlag »helt frem til juni 1936«, hvor forlaget karakteriserede Johannes Jørgensens oversættelse som ubrugelig og stillede Dam frit med hensyn til udgivelse på et andet tysk forlag. Frimann Hansen hævder også, at »Det oversatte manuskript er aldrig blevet fundet« - hvad der ikke er helt rigtigt, for dele af denne oversættelse befinder sig faktisk i Det Kongelige Biblioteks håndskriftsamling.
Der findes dog enkelte kilder til belysning af den af Jens Andersen efterlyste problematik, nemlig nogle filosofiske og politiske (håndskrevne) notater, som øjensynlig er forfattet under og umiddelbart efter Anden Verdenskrig - men disse tilsyneladende hastigt nedskrevne (og ikke altid særlig velgennemtænkte) refleksioner lader sig næppe bruge som udgangspunkt, når det gælder om at drage sikre konklusioner vedrørende »Dams forhold til den pangermanistiske tanke og til nazismen i 30' erne«, for dertil peger disse strøtanker i altfor forskellige retninger: på den ene side mærker man sig en stærkt anti-engelsk og anti-amerikansk tendens, men på den anden side gør Dam også op med den totalitære ideologi, i hvilken form den så måtte optræde: »At Mennesker vil lade sig indfange af og snære til Døde af Regler, skal ikke ske (nl. Nationalsocialisme el. Kommunisme...;«. Med hensyn til pangermanismen er der nogle betragtninger, der skurrer fælt i ørerne i dag, men Dam synes at foretrække Danmark som moderlandet frem for den sydlige nabo, idet danskerne »dog er Kærnen i den europæiske Afstamning, selve dens Rod, Stammelandet for Germanerne, Kernen i Europæismen...;« Disse ' Betrachtungen eines Unpolitischen' - som jo aldrig nogensinde er blevet befordret til udgivelse og som har en i høj grad privat karakter - siger dog ikke noget væsentligt om Albert Dam som tænker, d.v.s. om den Albert Dam hvis visionære styrke og digteriske gennemslagskraft har været så markant i dansk åndsliv (selvom han i perioder har været næsten glemt). I den forstand har Frimann Hansen jo ret, når han kalder forfatterskabet for ' upolitisk' , for det er ikke hér tyngdepunktet ligger - selvom de fængselskritiske artikler på sæt og vis foregriber megen moderne institutionskritik à la Goffmann og Foucault.
Frimann Hansen betoner som sagt nogle andre - eksistensfilosofiske - aspekter af forfatterskabet, og på den måde lykkes det ham faktisk at fremanalysere nogle særdeles spændende sammenhænge i Dams omfattende produktion. Det er der kommet en yderst læseværdig bog ud af - en afhandling, som i et kulturpolitisk perspektiv kan medvirke til et fornyet studium af dette enestående forfatterskab.
 

Jens Frimann Hansen
Albert Dams forfatterskab - med en bibliografi
158 sider, 168 kr.
Silkeborg Biblioteks Forlag