Den første monografi om Albert Dam og hans livsværk har
for nylig set dagens lys på Silkeborg Bibliotek

Af Erik Skyum-Nielsen

 Om Albert Dam (1880-1972) og hans digtning er meningerne fortsat delte. Der er dem, der med ærefrygt dyrker hans minde og mener, han blev snydt for en Nobelpris. Andre finder ham derimod kedelig og tung. De fleste har dog aldrig for alvor gidet læse hans bøger.

 Danskernes almindelige ukendskab til Albert Dam skyldes formentlig især forfatterskabets ujævne rytme. Hans udgivelser i levende live strakte sig over mere end tres år, men i løbet af dette tidsrum præsterede Dam hele to gange at blive næsten glemt af den læsende verden, for så efter lange pauser at begynde forfra som digter. Ganske vist var omsætningstakten i bøgernes verden sindigere dengang end nu; men 26 + 17 års fravær betød, at Dam
 kom til at mangle både medspil og modspil. Kun takket være ildhu og vilje holdt han talentet og drømmen i live, indtil han omsider slap ind i de smagendes selskab; da havde han rundet de firs.

 Efter sin debut i 1906 med romanen Mellem de to Søer var Dam i lidt over et årti virksom og ihærdig som skribent. Det blev til endnu et par bøger og til en række prosastykker og avisreportager, så gav han op og nedsatte sig som konditor i Kjellerup. Folk på egnen har oplyst, at hans sukkergodt var fedtet og klistret, og han har selv fortalt, at han købte flødebollerne hjem 10.000 stykker ad gangen. Eksperimenter med chokolade havde hans store interesse; men de små fif, han nåede frem til, videregav han som regel til alle, der blot gad lytte. Alting tyder derfor på, at konditoriet mest skulle sikre familien Dam dens underhold samt bibringe huset den smule agtelse, der var nødvendig for at overleve i en lille provinsby som Kjellerup.

 Et gennembrud af en slags fik han i 1934 med Saa kom det ny Brødkorn, som høstede rosende anmeldelser og en tid påtænktes udsendt på tysk. Men planerne gik i vasken, og da Dam i de nærmest følgende år ikke havde synderligt held med at vinde forlagsfolks gunst, lagde han atter pennen på hylden. En stor roman, Mod det ukendte Maal, fik lov at cirkulere forgæves blandt forlag og så derfor først dagens lys i 1986.

 Hvornår Albert Dam i grunden genoptog sit forfatterskab, står ikke klart; måske har han produceret ubrudt, skønt blot for sin skrivebordsskuffe. Da han var flyttet til Silkeborg og kommet på aldersrente, udsendte han to små bøger om fremstilling af egen tobak, og til Cai M. Woel, der henvendte sig i forbindelse med udarbejdelsen af et forfatterleksikon, oplyste Dam i 1943, at han var begyndt på en bog, som måske engang ville blive færdig. Manuskriptet blev, så vidt vides, læst på en række forlag i begyndelsen af 1950erne og er muligvis sidenhen indarbejdet i den sene produktion; det er næppe identisk med Jomfruen og Soldaten, om hvilken Dam har oplyst, at udarbejdelsen blev indledt to dage før juleaften i 1948.

 Jomfruen og Soldaten (1951) betegner i øvrigt første fase af en intensiv litterær produktion. Op gennem 1950erne følger bøger tæt efter hinanden, og i årene omkring 1960 går Dam med ") "t hen og bliver genstand for en kult - først og fremmest takket være tidsskriftet 'Vindrosen's to redaktører Klaus Rifbjerg og Villy Sørensen.
 De allerseneste år har ydermere bragt os en lille stribe bøger om og af Albert Dam: først bogen til forfatterens 100-års dag, Den lodrette beståen, redigeret af Vagn Lundbye og Poul Vad, siden to hidtil upublicerede romaner og et bind med artikler om fængsler og straf, samlet på grundlag af Dams reportager fra årene 1912-13. Især forskeren Bo Elbrønd-Bek har bidraget til at (gen)udgive Dam og finde nyt materiale om hans liv og digtning. Men litteraturhistorikerne har fortsat ladet vente på sig. Jens Frimann Hansens værk Albert Dams forfatterskab - udsendt på forfatterens 115 års fødselsdag 21. oktober 1995 - er derfor den første egentlige monografi om fænomenet Dam.

 Det er Jens Frimann Hansens opfattelse, at Albert Dams forfatterskab i sit udgangspunkt må forstås parallelt med 'det folkelige gennembrud' og 'den store generation' i dette århundredes første årti. Dam voksede op i den traditionelle firlængede gård, men på tærsklen til den ny tid, hvor industrialiseringen for alvor slog igennem, også i de gamle og førhen så stillestående almuesamfund. Et hovedtema i hans digtning blev således anslået gennem hans opbrud fra egnen omkring Skanderborg og flytningen til København, som i ham efterlod spor af rodløshed og fremmedgjorthed. Blot lader Dams værk sig ikke reducere til denne tematiske formel: han har andet og mere i sig,
han er i forhold til sin generation modernisten og den utrættelige eksperimentator, hvad man bl.a. ser af hans tidlige prosa, som har træk til fælles med futurismen i Rusland og ekspressionismen herhjemme.

 Et andet hovedtema dukker op i prosastykket Tider gaar fra 1918, hvori Albert Dam skildrer sin tilværelse som vogterdreng og når frem til en opdagelse af naturen og dens mærkværdige tidløshed. 'Tiden besidder en dobbelthed, idet verden på én gang er i evig forandring og dog den samme. Verden er gjort af den samme mængde stof, urstoffet, det er kun stoffets fremtrædelsesformer, der ændrer sig.' (Albert Dams forfatterskab, s. 31) Virkeligheden får, som det videre hedder, for den menneskelige sansning kalejdoskopisk karakter: det er hele tiden det samme stof, der udformes forskelligt. 'Studiet af verden i dens tidslighed bliver et formmæssigt projekt.' (sst.) Kortere kunne man sige, at øjeblikket hos Dam krydses af det tidløse, af evighedsperspektivet; men Dam kombinerer denne tanke med sit tredje store tema, mennesket og dets hele udvikling, vor dybe samhørighed med dyret, og i forestillingen om form ligger et fjerde tema i kim, billedet som erkendelsesform. Dam benævner i sin sene digtning det han skriver træsnit, skilderier og rids, idet han dermed insisterer på sin kunsts billedkarakter. Den enkelte fortælling kan ikke suges op i et episk hele, men indgår i en serie af sideordnede, ligeværdige tekster, der skal læses for sig uden at danne overordnet sammenhæng. 'Skilderierne,' siger Jens Frimann Hansen mod slutningen af sin bog, skal læses 'som en samling sideordnede tableauer, hvor hvert enkelt menneske har haft sin værdi, i og med at det har været til. Intet menneske i skilderierne må gå til eller ofres for at følge en eller anden overordnet plan i evolutionen.' (s. 82)

 Disse temaer fremdrages og følges sobert og samvittighedsfuldt, og med sans for Albert Dams kunstneriske egenart. Værk for værk beskrives den episke grundstruktur, og det vises, hvordan tidsopfattelse, menneskesyn og skrivemåde hos Dam hører uløseligt sammen. I sine værkgennemgange lægger Jens Frimann Hansen især vægt på at vise kontinuiteten hos Dam, dvs. hans stadige kredsen om menneskehedens og eksistensens gåde, hans filosoferen i og med formen, hans tænken i og ved hjælp af billedet. Men hvor sympatisk denne læsemåde end kan forekomme, savner man samtidig egentligt litterært-analytiske greb til belysning af Dams teknik, ligesom det er en svaghed ved fremstillingen, at temaerne og deres forskydninger aldrig sammenfattes på tværs. Jens Frimann Hansen er nok kommet dybt ind i Dams univers; men hans monografi har ikke skabt fornøden distance til det, og ved at afstå fra at vise og argumentere konkret havner han i samme grøft som andre, der har forsøgt at slå et slag for Albert Dam: at påstanden om forfatterens storhed får lov at hænge ret frit i luften.

 Monografiens opbygning er bestemt af forfatterskabets fire faser. Efter en kortfattet biografisk optakt beskriver Jens Frimann Hansen således ungdommens, manddommens og alderdommens produktion; her ville som bekendt de fleste digteres virke have ebbet ud eller fået en brat ende, men Dam fortsatte jo ufortrødent og nåede at
kulminere som digter i ti frugtbare år efter de firs. Betegnelsen 'oldingeværker' kan ingenlunde kaldes uberettiget; men i tilfældet Dam emmer de jo altså af opdagelyst og vitalitet.

 Når kortlægningen af disse faser kan opleves som underlig bovlam, har det som nævnt at gøre med Jens Frimann Hansens indlevelse i stoffet og manglen på faglig objektivering. Men monografien skæmmes tillige af et unødig kluntet sprog fyldt med tomme og uskønne gentagelser. Tag som eksempel en sætning fra beskrivelsen af skilderiet 'Udånding', trykt i Information 1957 og siden optrykt i Vesteuropæers bekendelser (1963). Teksten skildrer en gammel mands erindring om en togrejse, han foretog i sin ungdom, dengang han, som det hedder, ville fange forbedringshusets sind. Jens Frimann Hansen skriver så: 'Skilderiet hviler på en narrativ splittelse mellem det fortalte, der foregår i fortællerens ungdom, og fortællingen, der fortælles i fortællerens alderdom.' (s. 68)
 Decideret tåget bliver sproget, når monografen bruger sit yndlingsord foretræde, som han åbenbart mener betyder, at noget træder frem i en forgrund på baggrund af noget andet. Om Morfars By (1956) hedder det, at 'universet får foretræde' (s. 64). Senere læser vi, at 'evolutionens mange skikkelser får foretræde' i Dams
 skilderier. Jens Frimann Hansens manuskript burde nok have haft foretræde for en redaktionel konsulent. Dét havde ikke gjort bogen fortræd.

 Monografien om Dam afsluttes med en lang, grundig og yderst anvendelig bibliografi. Besynderligt opdelt er den: nekrologerne fra 1972 figurerer eksempelvis under samme rubrik som nmeldelserne af Tider går (1970); men godt er det at have fået en nøgle til det videre studium af Dam.

 Dansk Forfatterforening har i forbindelse med monografien udsendt en pressemeddelelse, hvori det bl.a. hedder: 'Albert Dam (1880-1972) er måske en af det tyvende århundredes største danske forfattere.' Bag på Jens Frimann Hansens bog slår en omslagstekst fast, at Albert Dam 'er en af det tyvende århundredes største danske forfattere'. Her har man altså droppet måske'et. Det er til gengæld kommet med hos Vagn Lundbye, der i et ret så krukket forord udtaler, at alt hvad Dam skrev 'kom fra ham selv og hans voldsomme væsen. Han var hverken fortid, nutid eller fremtid, men et gengældende altid, et lodret dansende altid.'

 Monografien om ham godtgør, at Dam var en forfatter med et insisterende budskab, en særegen synsmåde og en dybt personlig stil. Dette alene gør ham bemærkelsesværdig og interessant. Men skal det også gøre ham til 'den betydeligste danske digter i det tyvende århundrede' (Vagn Lundbye), større end Pontoppidan og Nexø og Jensen og Blixen og Bjørnvig og Inger Christensen, kræves en overbevisningkraft sikrere end den, man har set virke i denne omgang.