Alene hjemme

Af Jens Frimann Hansen

For 50 år siden stod der ”Velkommen” på dørmåtterne, i dag ser vi skilte med ”Hunden bider” og ”Privat”. Teaterforeningen i Helsingør – Helsingør Teater – udfordrer med Hjemstavn.com identiteten i det rige Nordsjælland.

 
I nogen tid har vi haft en debat om ”udkantsdanmark”. Et svært håndterligt begreb, som først og fremmest dækker over et geografisk område, ”den rådne banan”, som strækker sig fra Bornholm, over det sydlige Sjælland og visse egne af Fyn til stor områder af Vest- og Nordjylland. Udviklingen er i disse egne gået i stå, ja, i flere tilfælde ligefrem gået tilbage. Tab af virksomheder, arbejds- og uddannelsespladser. Mange steder river de boliger ned.

Under denne diskussion ligger der for mig at se en dybere diskussion om identitet. Hvad skal vi med provinsen, og hvilken rolle skal kulturen spille? Ole Sørensen fra Teatret Møllen fortalte mig engang, at det stadig var sådan når det turnerende teater ankom til udkantsområder, at teatret var den samlende kraft. Her stod jeg, teaterforeningsmennesket i Helsingør, og kunne konstatere at kun ganske få var mødt frem i Helsingør for at se og høre hvad skuespillerne havde at fortælle.  Inden for en radius af 40 kilometer fra Helsingør bor halvdelen af ministrene i Løkke Rasmussens regering. Husstandsindkomsten er den højeste i landet. Fremtidens samfund skabes i Nordsjælland. Vi er materielt set meget rige, men også fattigere på fællesskaber. En succesfuld polsk erhvervsmand og indehaver af en virksomhed med tre ansatte i Kokkedal flyttede for nylig fra Nordsjælland. Ensomheden blev for øresønderrivende.

Helsingør er historisk set en kosmopolitisk by. Byen er faktisk langt hen ad vejen bygget og finansieret af ”de fremmede”. Byen har engang haft en skotsk borgmester og for år tilbage var byens hovedsprog tysk eller nederlandsk. Det kosmopolitiske har byen arvet først og fremmest i bykernen, men også i Kronborgs evindelige dialektik mellem at holde fjenderne ude og få de forbipasserende til at betale told. I dag mimer byen Kronborgs dialektik. Bykernen er kommerciel, grænsende til det ekstreme, og har meget få pladser med tid til ro og fordybelse, herunder kulturel udfoldelse. Har du penge, kan du få. Har du ingen, må du gå. Det kosmopolitiske aspekt i bykernen findes fx i Mahmouds frisørsalon, Klip 2000, i Sudergade eller undervejs i offentlig transport eller i køen i Kvickly, hvor danskere og indvandrere mødes i 1:1. Ellers er det kosmopolitiske aspekt henlagt til trafikknudepunktet Rønnebær Allé. Her bor byens indvandrere i boligområderne Vapnagaard og Nøjsomhed.

Periferien må med. Øst for Helsingør ligger Helsingborg og syd for Fredensborg Kommune med små bysamfund som Kokkedal, Nivå, Humlebæk, Fredensborg, Karlebo. I Karlebo afleverer mødrene børn i børnehaven i ridetøj. I Kokkedal og Nivå i burka. Siger man. Næppe noget sted i Danmark er kontrasterne [mangfoldigheden] målt på socialgruppe større end i Fredensborg Kommune. 

Kunsten har for mig at se en meget vigtig opgave at udføre, men vi må sætte værket, institutionen, publikum og formidlingsbegrebet til diskussion. Og hvis vi anerkender mangfoldighed som en styrke i kunst kan Nordsjælland og Helsingborg med et slag forvandle sig til et meget rigt samfund. 

Udfordringen 
”I de sidste 40 år har det svenske samfund gennemgået en kolossal forandring. Det har kulturens institutioner ikke”, sagde den svenske kulturminister Lena Adelsohn Liljeroth ved afslutningen på Mångkulturåret i Sverige, 2006. Allerede Georg Brandes beklagede sig for 130 år siden over Oehlenschlägers og Holbergs sathed og manglende vid, når han skråede over Kongens Nytorv og bemærkede statuerne foran Det Kongelige Teater.  Brandes gad ikke snakke med Carsten Hauch når han besøgte Hauch-familien i Nordsjælland. Han gik hellere lange ture med Carsten Hauchs kone – Renna Hauch. "Åbn bladene!”, fortalte hun Brandes når de spadserede langs stranden i Hellebæk. ”Næppe en linje som ikke er løgn". Sandheden er, at institutionerne har forandret sig meget  lidt. Samfundet forandrer sig hele tiden.

Dette er selvfølgelig ikke noget problem for kunsten. Den vil altid klare sig, overleve. Men det kan være et problem for institutionernes legitimitet. Jeg tror ikke det er tilfældigt, særligt i disse år, at flere og flere midler overføres fra kunstnerne til drift af de store institutioner. Altså til vinduespudsning, kontorpersonale, husleje etc. Lidt polemisk kunne man skrive, at det fedtlag af smagsdommere man så gerne vil af med er det man i virkeligheden styrker med al den snak om institution, kulturarv og kanon. ”Murstenen, denne sølvbarrens og guldbarrens jævne fætter…”, skriver Hans Edvard Nørregård-Nielsen, har om noget bygget det danske samfund.1 Den er så galt med i egnsteaterloven, hvor man stiller krav om et sted til kunstnerisk udfoldelse. Man kan ikke forestille sig et teater uden rødder, vel vidende, at legenden Eugenio Barbas teater – Odin Teatret – altid har fulgt ruter. Og bygningen har altid i kraft af sin materielle eksistens en legitimitet i sig selv. Og selvom landmåleren og digteren Knud Sørensen i sine erindringer har berettet om en oktoberaften i 1962, hvor Børglum Kloster ikke var der2, så er det tit sådan, at når vi taler om teater, så taler vi mere om en bygning, altså en ramme og en institution, mere end vi beskæftiger os med et egentligt indhold. Det er også fint nok. Blot må vi huske på, at ikke alle danskere – i særdeleshed unge og indvandrere – træder lige rapfodede ind i den institution. Den kræver nemlig en a priori viden. Kort sagt: dannelse.

Et andet aspekt der må med. Kommunerne og i det hele taget det offentlige synes at blive mindre og mindre. Kan teatret vove sig ud af institutionen? Er institutionen ikke blevet en større hindring end en egentlig mulighed for at kunsten kan udvikle sig?

Publikum og kunstner 
I august 2008 opførte HMF Brændende Kærlighed deres udmærkede forestilling ”Luksus” i boligområdet Egedalsvænge, Kokkedal. Værket forudsatte kendskab til både kristen mytologi og klimaeffekt. Der var opstillet bænke til publikum og markeret et sceneområde hvor de, altså publikum, ikke havde adgang. Det endte i en katastrofe. Skuespillerne måtte iført deres kostumer og med forestillingens rekvisitter som våben forsvare scenografien mod publikum, der ikke kendte sin egen rolle, og endte med at storme scenen.

Hjemstavn.com arbejder med et åbent og inkluderende værkbegreb, hvor definitionen eller grænsen mellem værk og publikum ikke altid er fastlagt på forhånd.  Det engelske ord for publikum er audience og således tæt forbundet til begrebet audiens, som egentlig transcenderer det hierarkiske forhold mellem konge og undersåt, mellem kunstner og publikum. Et rum baseret på gensidig anerkendelse og respekt.

Parodiske, satiriske og ironiske former er ikke velkomne, for kunstner og publikum kender ikke hinanden eller hinandens forudsætninger. Odin Teatret arbejder med en sådan fundamental tilstedeværelse, som må være forudsætningen for at kunne udvikle teatret i globaliseringens æra.

Selvfølgelig handler Hjemstavn.com om at søge tilbage til teatrets rødder, men også at finde et projekt for fremtiden. Instruktør Romeo Castellucci fra Socìetas Raffaello Sanzio sagde engang om sit arbejde:  ”Mine forestillinger er ikke contra traditionelt teater. Men et opgør med det traditionelle teaters måde at være patetisk på. Mit problem er den klassiske traditionelle fremstilling, det er et spørgsmål om at henvende sig til noget fremtidigt. Fx Las Mininas af Velasquez, som bruger den klassiske form, men samtidig bringer den i krise.”3

Hjemstavn.com 2010-2012 
Hjemstavn.com er opdelt i et IN-program og et OFF-program.  I IN-programmet har vi de seks projekter som har fået støtte fra Statens Kunstråd, mens OFF-programmet indeholder senere tilkomne projekter. OFF-programmet er åbent for ansøgninger året rundt og alle er velkomne til at kontakte Helsingør Teater med deres projekter.  Udover det kunstneriske program består Hjemstavn.com af et formidlingsprogram og et dokumentationsprogram. Formidlingsprogrammet indeholder et undervisningssite baseret på nye medietyper, som fx mobiltelefon, hvor børn kan fortælle deres hjemstavnshistorie. Sammen med Kuben Management, som også har fulgt tidligere projekter med Helsingør Teater i boligområder, vil udvalgte projekter blive dokumenteret ikke ud fra en kunstnerisk indfaldsvinkel, men ud  fra en antropologisk/etnologisk.

Platformen for de fleste af projekterne vil være gadeteaterfestivalen i Helsingør/Helsingborg. I 2010 afholdes den fra 3.-7. august og omfatter også aktiviteter i Fredensborg Kommune. Men også inden for børneteater og teaterforeningsrepertoiret præsenteres projekter fra Hjemstavn.com.

Jens Frimann Hansen har været leder af Helsingør Teater siden 2003. Han har tidligere arbejdet i Kanonhallen og for Cantabile 2. Udover at være teaterleder er han bestyrelsesformand for det offentlige/private aktieselskab Vækst & Viden i Helsingør, som skal gøre Helsingør til en af Danmarks mest attraktive kommuner.  

Helsingør Teater er en teaterforening i Helsingør Kommune og Nordsjællands største formilder af teater. Helsingør Teater arrangerer hvert år en international gadeteaterfestival – www.passage10.nu – i samarbejde med Helsingborg.  Fra 2003-2008 havde Helsingør Teater et intensivt samarbejde med RiksDrama under ledelse af Lars Norén og Ulrika Josephsson.  

Hjemstavn.com finder sted i Helsingør, Fredensborg/Kokkedal og Helsingborg. Fra 2010-12 præsenteres seks IN-projekter 2010: Kumulus (F) ”Rencontres de Boîtes” & Rolf Heim ”Status H”. 2011: Socìetas Raffaello Sanzio/Cantabile 2 ”Buchettino”  & Gritt Uldall-Jessen ”Surviving Peder Paars”. 2012: Søren Lose ”Hjemstavn” & KomplexKapharnäuM ”Hjemstavn.com”. Desuden medvirker den svenske dramatiker America Vera Zavala som tværgående dramaturg. I 2010 præsenteres off-projekter af Paloma Madrid/Botkyrka Communityteater og dans, HMF Brændende Kærlighed, UPIA, Hotel Pro Forma m.fl. 

Læs mere på www.hjemstavn.comwww.passage10.nuwww.helsingor-teater.dk.