Grundloven er Danmarks grænse

Grundlovstale, 5. juni 2010

Af Jens Frimann Hansen
Wienerkongressen 1814. Napoleon har hærget Europa. Europa ligger i ruiner, Nu vil man genoprette balancen. Alle lande trommes sammen i Wien, herunder Frederik 6.

Kongressen er ved at koste Danmark livet. Frederik 6 må kæmpe for sit land. Ingen ved rigtig hvad det er der holder sammen på Danmark. England skal have Jylland og Sverige Sjælland. ”Danmark er et land på vej mod opløsning”, konstaterer en russisk diplomat.

Riget redes i sidste øjeblik.

Så tæt på at miste landet er Wienerkongressen bl.a. med til at få os til igen og igen op gennem 1800 tallet at reflektere over hvad det vil sige at være dansk.

Og Grundloven er et af de vigtigste vidnesbyrd,

Tidspunktet for dens tilblivelse afspejler også dette. I midten af 1800-tallet blev danskheden for alvor defineret og vi blev bevidste om vores kulturarv.

Oehlenschläger passerede Fjenneslev Kirke med dens to tvillingetårne, som lå i ruiner. Han restaurerede dem i sit digt ”Tvende Tårne”, og få år senere blev han overhalet af virkeligheden.

Forfatteren, kunsthistorikeren, Hans Edvard Nørregård-Nielsen skriver om murstenen, at det er sølvbarrens og guldbarrens jævne fætter. Og i forhold til opbygningen af Danmark og Danskheden, kulturarven, historien kan den jævne murstens betydning ikke overvurderes.

Digteren Poul Martin Møller drømte så langt væk som Manila i et digt om en lur i den danske kløverseng.

Kunne du ved guld og sølv at love
Købe dig en nordisk kvindes tro.
Købe dig et pust fra søens vove,
Købe dig ly af Thules skove,
Og en Kløvermark til middagsro

H.C. Andersen ”I Danmark er jeg født” kunne han have skrevet den uden at have været i (tyskland, Italien, Schweiz, Tyrkiet osv) Ville H.C. Andersen have vidst hvad han savnede, hvis han ikke hade været borte fra det? Næppe!

guldaldermalerne Købke (Dresden Munchen Italien)
og Eckersberg (Paris, Firensze og Rom) kunne de male Danmark som de gjorde uden at have mødt resten af verden?

Krigene med Tyskland 1848 og 1864 satte danskheden under pres, men gav den også endnu mere vind i sejlene. Endnu flere kirker blev istandsat og genrejst og inde under kalken fandt man en ny rigdom - kalkmalerierne - som gjorde os endnu rigere på det danske, selvom billederne havde rod i Mellemøsten.

Grundtvig sad med i den grundlovgivende forsamling. Han skrev og digtede om det danske og det nordiske, men glemte ikke demokratiets vugge i Grækenland. Ej hellere kristendommens udspring i Mellemøsten.

Det vigtige her, er at det danske lader sig definere af og perspektivere i det fremmede.
Mødet med det fremmede planter længslen efter ophavet, efter hjemstavnen, i kunstnerne.

Sådan er det også med Grundloven.
Grundloven er også et møde med det fremmede.

Grundlovens råstof er ikke dansk. Demokrati, kristendom og frihed er, hvor velkendte begreberne end må klinge, ikke særlige danske begreber, men i høj grad tankegods hentet andre steder fra.

Men i Grundloven gør vi demokrati, frihed og kristendom til vores. Vi gør dem danske. Og det er vigtigt. Ikke mere vornedskab, hoveri eller stavnsbånd.

Grundloven er Danmarks grænse
Herfra hvor jeg står kan jeg næsten se Sverige.
Forfatteren og oversætteren Mette Dalsgård, der bor i Helsingør og for nylig modtog akademiets pris, har engang fortalt, at når hun havde russiske forfattere på besøg skulle de altid se H.C. Andersens hus i Helsingør. Men forfatterne var også vildt betagede af, at man i Helsingør kunne se over til den anden side, til et andet land og at man bare kunne sejle derover.

Grænsen er både en mulighed og en barriere. En mulighed til at udforske ukendt land eller en barriere der skal overvindes eller respekteres.

Vi må vedkende os arv og gæld, vi må stå stærkt og tro på vores danske værdier.
Men vi må også have have modet til at møde det fremmede.

Kakkelovnen, skriver Brandes, har fået danskerne til at vende verden ryggen. Vi sidder og varmer os i familiens skød. Mageligheden og selvtilstrækkeligheden er vores værste fjende. Parcellens symmetri og plankeværket ind mod naboen er bjælken i vores øje. Den danske kanon er vores redningsplanke.

NEJ, vi skal bære grundlovens værdier ud i verden. Ordene skal virke i os, de skal ikke være tomme indholdsløse floskler. Oehlenschläger, Martin Møller, H.C. Andersen og Grundtvig kan sagtens stå selv.

Det kan grundloven også.

Grundloven i vor tid
Vi lever i en international verden. Vi danskere rejser over hele verden og mange nye danskere er kommet til fra alle egne af kloden. Giver det mening længere, at have en lov forankret i nationalstaten Danmark?

JA! Det gør det, men vi må stå ved vores værdier og vi må have modet til at sætte dem på spil i mødet med det fremmede.

Det springende punkt er mere om vi kan bevare et fællesskab om et fælles værdier.

For nogle år siden var Uffe Ellemann Jensen tæt på at blive generalsekretær i NATO. Da slaget viste sig at være tabt roste Uffe Ellemann den socialdemokratiske regering for fuld opbakning og hjælp til at styrke hans kandidatur.

For ½ års tiden siden var Lars Løkke Rasmussen sat på opgaven at lande en klimaaftale, der omfattede hele verden. Der har været sagt og skrevet meget om statsministerens indsats i den sammenhæng, men kritikken af ham var i hvert fald uklædelig. I så alvorlig en situation MÅ VI DANSKERE stå last og brast med vores statsminister og fortælle verden, at vi er et folk.

Den kendte teolog K.E. Løgstrup har en gang udtalt, at hvis man er et kristent menneske må man tro på evangelierne, men man må også finde kristendommens værdier i den tid man selv lever i.

Sådan er det også med grundloven.

Vi må tro på dens værdier, vi må tro på forsamlingsretten, ytringsfriheden og demokratiet.

Men vi må også finde værdierne levendegjort i det samfund vi selv lever i, ellers giver grundloven ingen mening.

Et samfund i forandring

Vort samfund befinder sig i konstant forandring. Landbrugssamfundet er for længst blevet afløst af industrisamfundet og den igen af den teknologiske tidsalder. Grundloven har været vidne til alle disse forandringer.

Grundloven har selv hen ad vejen fået slebet nogle kanter.

Selvom forandringerne i samfundet i dag går meget hurtigere end tidligere er det bemærkelsesværdigt at grundlovens værdier om demokrati og frihed har været konstante.

Ændringerne af Grundloven har primært drejet sig om at gøre værdierne gældende og tilgængelige for en større del af befolkningen. Grundloven har været inkluderende.

Helsingør by og Helsingør Kommune er også en del af den store fortælling.
Helsingør gennemgår en forandringsproces fra at være en værftsby til at blive en kulturby.

Hvor meget vi end investerer i kultur kan det aldrig blive på bekostning af byens og oplandets historiske rødder, det beviser historien i sig selv.

Selvom Helsingør bliver en kulturby, så har den stadig sine rødder i Kronborg, Hamlet, Øresund, tætheden til Sverige, Værftet, Hornbæk, Espergærde og så videre. Helsingør er det hele, det må vi aldrig glemme og det må vi være fælles om.-

Hvis vi mister evnen til at stå sammen om noget, så mister vi også noget grundlæggende ved det at være menneske.

- Tilliden

- Troen

- Håbet

Ja…selve vores menneskelighed står på spil.

Jeg vil gerne slutte denne grundlovstale med digtet Gensyn med Danmark af Johannes V. Jensen, hvor mennesket og naturen sammenfattes under det at være dansk:

Forunderligt så sødt et smil
Ej smiler nogen anden strand
Som når en soldag i april
Man set igen den danske kyst

Et stille land! Den gamle jord
Med Grønsvær klædt i havets skød
En venlig slægt ved søen bor
Her gjorde regnen kinden rød

En kølig yndig flora gav
De danske lave kyster læ
Jeg lægger ned min vandringsstav
Og kommer, kære, til dit knæ

Jeg ønsker alle en god grundlovsdag.