Tumult på Møn

 Hvem er vi? Samtidskunst udfordrer vores historie og identitet

 Min mormor fortalte mig historien for mange år siden. Hendes hus og kirken var som de eneste bygget på et kampestensfundament. Derfor sank de ikke som resten af byen i den bløde mosejord. En af Tumults kunstnere, Sine Lewis, har bygget et værk, et forløb i træ som udmunder i et take-off, i et lille uudnyttet landskab ved siden af DLG-siloerne i Borre. Her står jeg så med erindringen om min mormor og barndomssomrene i Borre Mose overfor et værk  skabt af en bunke brædder som på sin egen sære og indirekte måde fortæller den samme historie. Samtidskunst og historie er ikke nødvendigvis modsætninger, men lader sig smukt forene i samdrægtighed et konkret sted.

 Svensmarke er en spøgelsesby. For 30 år siden arbejdede jeg på en af byens gårde og kom jævnligt i flere af landsbyens huse. I dag bebos de, efter postkasseskiltene at dømme, mest af den kreative klasse, af designere og andre kreative ikke-stedbundne erhverv, hvis de da ikke står tomme. Jeg ser ikke antydningen af et menneske i den halve time jeg er i Svensmarke, men forskrækkes voldsomt, da et automatisk havevandingsanlæg uden varsel sætter i gang.  En anden Tumult-kunstner, Thomas Gunnar Bagge, har skabt et værk, en serie skilte med beskrivelser af Svensmarkes monumenter. Jeg hæfter mig ved monumenternes flygtige eller timelige karakter. En ikke længere eksisterende transformatorstation, en død kat, en snedrive, lyden af en jetager. Det er stærke sager og cool.

 Møn er min hjemstavn. Min familie i uendelig mange generationer levede og arbejdede på Møn. Min far var den sidste ansatte på Stege Sukkerfabrik og bærer den dag i dag i en alder af 83 sukkerfabrikkens nål i sit slips. Da ”fabrikken” lukkede i 1990, gik det stærkt. Med et slag forvandledes Møn til noget man i dag ville kalde for udkantsdanmark. Men forinden, i slutningen af 60'erne og 70'erne var det lille samfund allerede i opbrud. ”Tilflytterne” kom til øen. I starten nægtede vi at handle i deres butikker, bl.a. i Land & By – den første rigtige økologiske butik i Danmark. Min far fortalte mig om en episode ude i forsamlingshuset Skydevænget. Kommunens folk præsenterede planerne for et nyt rensningsanlæg. En af de nye rejste sig og kritiserede planen og alle kunne se han havde ret. Alligevel stemte de for kommunens plan. Dengang havde landmændene ejerskabet til landskabet og var garanter for stedets kulturelle selvforståelse. Det blev der i 70'erne og 80'erne lavet godt og grundigt om på. For tilflytterne var landskabet mere en æstetisk nydelse og svine- og kvægbedrifter betragtedes nu ikke længere som lokalsamfundets indiskutable forudsætning, men som en forureningskilde og et problem. Dele af denne historie er fortalt af Elsa Gress og Clifford Wright. Tumult har også planlagt et værk på Marienborg, hvor de havde deres Decenter, men det lykkes mig ikke at finde det.

 Til gengæld kommer jeg til Stege, hvor det gamle rådhus og museum er tildelt en hovedrolle. Sådan har det altid været. Arkiv, stakit, kasket er fællesbetegnelsen for de mønske værker, og en stille problematisering af forholdet mellem rammens indhold, det vi synes er vigtigt lige nu, det vi finder værd at udstille på et museum, og alt det andet udenfor. Også understreget af Kulturbureauet, en ubemandet pølsevogn med lys i om aftenen.

 Bag udstillingen fornemmer man det vigtige spørgsmål ”hvem er vi”? Tumult er en befrugtning af landskaber og steder, hvor kunstnere graciøst og gavmildt deler ud af deres syn og idéer. Et helt nyt perspektiv på et sted, der har mistet sin historie og skal søge en ny identitet. Vi kan ikke overskue konsekvenserne endnu. Det er en langt vigtigere diskussion end den fedtede misundelsesdiskussion om økonomisk tilbagegang i udkantsdanmark.

 I antikvariatet Læsehesten på Lendemarke Hovedgade har dette drama udspillet sig dagligt i mere end 30 år. Da Elsa Gress, Henrik Stangerup og senere Clifford Wright døde havnede de bøger ingen andre ville have netop her. Læsehesten har altid været stedet, hvor de der blev tabt i det store spil om fremtiden kom på besøg. Træsmeden Johannes fra Bissinge, Virkelystgartneren Aksel fra Udby, som indehaveren Per, hvert år sendte en flaske snaps til jul, og kirkegårdsgraveren og den sidste færgemand fra Nyord Anker, der som de andre fra Nyord hed Stolt til efternavn. Selv har jeg tilbragt timer og dage sammen med Per i dette sære lokale akademi, lyttende til fortællinger fra livslabyrintens og udkantens blindgyder.  En oase af anekdoter og ensomhed.

 På den vindblæste og nærmest gotiske Nyord Kirkegård kan man også se forandringen. Før hed de bare Johannesen og/eller Stolt i alle tænkelige kombinationer. Men efter broen gjorde Nyord landfast i slutningen af 60'erne er andre navne kommet til. Nu hedder de også Andersen og Pedersen for slet ikke at tale om andre helt fremmede navne.  

 Af Jens Frimann Hansen, teaterleder i Helsingør.

 

Billedtekst: Line Skywalker Karlström udfordrer med dans og bevægelse historien. Og det er her slaget skal slås. I spændingen mellem den hult klingende kulturarv og den levende, pulserende virkelighed og hverdag som vi hele tiden skal fylde ud.