At feje for egen ghetto

Kronik trykt i Frederiksborg Amts Avis, 21.oktober 2010

Af Jens Frimann Hansen, teaterleder i Helsingør

Nordsjælland har udviklet sig til et boligområde og en forstad til København. Mange af os hænger hver morgen i firhjulstrækkeren i motorvejskøen på vej ind mod København. Der drives ikke rigtigt landbrug længere. Gårdene er for længst opkøbt af rige københavnere, som har lidt hestehold som adspredelse. Der er ikke rigtigt noget på spil længere. Om høsten bliver god eller dårlig er ligegyldigt. Vi bor her jo bare. De små bysamfund er også blevet til boligområder og er ikke længere produktionsfællesskaber. Ghettoen er ikke kun de andre; det er måske i endnu højere grad os selv. Man siger, at mødrene i Karlebo og Fredensborg afleverer børnehavebørnene i ridebukser. I Kokkedal og Nivå afleverer de dem i burka. Hvad er værst?

For ikke så længe siden kunne man i avisen læse om en kendt nordsjællandsk politikers oplevelse med Alarmcentralen. Hun havde ventet i op til 16 sekunder, før hun kom igennem. Ingen kom til skade; hvad man frygtede kunne være et hjertetilfælde, viste sig til alt held kun at være lidt hjerteflimmer. Så heldig var en teenager med indvandrerbaggrund i et almennyttigt boligområde i Nordsjælland ikke. Selvom det præcise forløb ikke kan rekonstrueres, så ligger det fast, at ambulancen først kom mange timer efter første opkald, og at den stakkels teenager da var afgået ved døden. Dødsårsagen var et gement astmatisk anfald. Hans historie nåede aldrig Frederiksborg Amts Avis, eller andre aviser for den sags skyld, men fortonede sig i en storm af rygter, løgn, vilde overdrivelser, lidt ild i en skraldespand, optræk til uroligheder, sorgfyldte beskeder på Arto, sms og mund til mund, en tale af skoleinspektøren, der fik dæmpet det hele ned, og lidt harmløs grafitti ”RIP XXX” skrevet med med speedmarker og ubehjælpsom barneskrift på en gulstensmur tæt ved et nærliggende indkøbscenter.

Regeringen og oppositionen overgår i disse dage hinanden med forslag om hvordan man løser problemerne i Ghettoen. Nedrivninger, mere politi og en styrkelse af civilsamfundet. Nedrivninger kender vi fra Egedalsvænge i Kokkedal, hvor et ældrecenter erstattede en boligblok. Erfaringerne er positive. At indsætte politi er den ultimative falliterklæring. Tryk avler modtryk. Sætter man politiet ind for at slukke en brand startet af en forsmået bondesøn fra Anatolien, starter man en krig. En spand vand, et skuldertræk og civilsamfundets klare afstandtagen er langt mere effektivt.

Civilsamfundet er nøglen til løsningen, men netop i Nordsjælland er det sat temmligt meget ude af kraft. Så længe indsatsen gælder vores egne børn er indsatsen ambitiøs nok, men når det gælder dem på den anden side af motorvejen eller i nabobyen – dem, som vi mener er årsagen til problemerne, falder interessen. Her må samfundet tage over, selvom de fleste af os godt ved, at en klar, konkret afstandtagen over for uret fra et rigtigt, levende, engageret menneske er langt mere effektivt end alverdens myndighedspersoner. Er det ikke en borgerpligt?

Civilsamfundet skal i spil, det er os selv der skal løse en stor del af opgaven med integration; først og fremmest ved at turde vise hvem vi selv er, og hvad vi står for. Det er det mest effektive middel mod banderne. Som ganske ung hang jeg selv ud ved pølsevognen med min knallert og så enorm sej ud. Men gik jeg over stregen var der voksne, jeg kendte, til at fortælle mig, at nok er nok.

Uddannelse, erhvervsrådgivning og kultur nævnes ofte som vigtige områder, man skal satse på i almennyttige boligområder. Og netop her skal det offentlige på banen. Men man må også erkende, at vort samfund har ændret sig så meget, at vi – og i særdeleshed i boligområder – må retænke og redefinere indsatsen. At sætte en mand på min alder bag et skrivebord i en lejlighed, inddraget til formålet, og kalde det erhvervsrådgivning er en misforståelse. Indsatsen skal – som erhvervslivet – være langt mere fleksibel, opsøgende og business to business-orienteret. Og selvom det efterhånden mest lyder som en floskel, så har kulturlivet en meget vigtig rolle at spille. Indsatsen til dato har været alibiagtig. Vi skal løfte kulturlivet til et højere og mere ambitiøst og strategisk niveau, hvor vi på den ene side formulerer nogle skrappere og mere visionære krav til, hvilken rolle det skal spille, og på den anden side bruger det til at opbygge nogle tværgående, sociale strukturer og fællesskaber.

Suzanne Brøgger er i sin nyeste bog ude efter teknokrater og åndsfattige, som bliver ved med at påstå at jorden er flad, og at kultur ikke er vigtigt og ikke skal spille en rolle. Det er netop det, der er på spil i Nordsjælland. Vi er blevet bevidstløse spøgelser, bedøvet af udstødningsgasser fra E47 og alt for meget flimmer fra internet og tv. Nordsjælland er – ikke målt på økonomi, men på identitet - ved at blive et af Danmarks hårdest ramte udkantsområder Skal vi være et reservat for de rige, et gated community, eller skal vi turde møde vores nabo og måske ligefrem invitere ham indenfor?