Det bedste og det værste
Af Jens Frimann Hansen, 10, 3.
Uforkortet version, Egebladet, maj 2008

Der bor 1.700 mennesker i Egedalsvænge. Det er et Nordsjællands største almennyttige boligområder. I det sidste år har Egedalsvænge været en hel del i fokus i medierne. Der har været ballade i Holmegaardscentret. Aldis indgang ligner en bankboks og der er sat kameraer op.  Noget af det negative kan de fleste nok godt genkende, andre ting er måske vildt overdrevne. Men hvad mener vi i Egedalsvænge om det sted vi selv bor? Hvordan ser vi på os selv? Hvad er det bedste? Hvad er det værste?


Johan, 11 år, synes det er svært at være på forlænget weekend i Egedalsvænge. Hvor er vennerne henne og hvad skal man lave?

5 dage i Egedalsvænge
Den første vi møder er Johan på 11 år. Han bor ikke altid i Egedalsvænge. Han bor 9 dage hos sin mor og 5 dage hos sin far. Han går i skole i København. Men når han er hos sin far bor han i Egedalsvænge. ”Når jeg har været hos min mor glæder jeg mig altid til at se min familie i Egedalsvænge. Jeg kan godt lide at spille poker og se tv om fredagen som hyggeaften, hvor vi køber slik og sådan noget. Det er også dejligt der er et stort område med fodboldbaner, men jeg går kun meget sjældent ned alene. Jeg er bange for at gå ned alene.” Johan ved ikke, hvorfor det er, som det er, men det har været meget svært for ham at finde nye venner i Egedalsvænge.  I starten var han meget populær blandt de andre børn, men pludselig kunne de på et øjeblik blive uvenner uden at Johan vidste hvorfor.”Jeg er aldrig selv blevet slået, men nogle små børn har kastet ting på min søster. Jeg kunne rigtig godt tænke mig at få nogle venner i Egedalsvænge. Nogen jeg kunne spille computer og playstation med eller tage på ture med. Jeg kunne også godt tænke mig der var en klub, hvor man bare kunne komme når man havde lyst, eller en biograf. Men der skulle også være nogle voksne. Nu tager jeg til København, hvis jeg skal mødes med mine venner. ”
Og det bedste Johan kan fortælle om Egedalsvænge? Det er når hans far går med ham ned og spiller fodbold sammen med de andre børn. Det er rigtig sjovt, og så er der aldrig ballade.


Naglan har boet hele livet i Egedalsvænge. Hvis du har modet til at vise hvem du er og hvordan du har det, så er Egedalsvænge et godt sted at bo.

Naglans historie
Naglan Alp har boet i Egedalsvænge hele livet. Hun er kurder fra Tyrkiet, men hendes morfar kom til Danmark allerede i starten af 70’erne.  Naglan er i midten af 20’erne, hun bor med to børn og en mand i Egedalsvænge. Hele hendes familie bor i Egedalsvænge i 7 forskellige lejligheder. ”Vi lever hvert vores liv”, fortæller hun, ”men det er rart at have familien tæt på når børnene er syge eller jeg skal til møde.” Naglan arbejder som pædagogmedhjælper og er desuden engageret i bestyrelsesarbejdet i Egedalsvænge. Hun er ikke overrasket over Johans historie. Hun har selv været meget glad for at bo i Egedalsvænge, men synes også det har været bedre. Før var der mere fællesskab mellem beboerne.
De unge
Naglan har selv nydt godt af både Sankt Hans fester og rundbold med danske, tyrkiske og arabiske børn og voksne. ”Det har været bedre i Egedalsvænge”, siger hun, ”især da der var flere danskere. De unge har også forandret sig meget. De er blevet ældre. En på 12 opfører sig i dag som en på 16, men de er ikke store nok til at være så voksne. Som barn oplevede jeg meget sjældent at en dansker kaldte mig ”perker”. Men en gang det skete kom alle hen og trøstede og opmuntrede mig. I dag opfatter mange af de unge sig som perkere. Og området – Oak Valley – er lige pludselig blevet meget vigtigt for dem. Det er ikke så godt.”  
- Mange siger de føler sig truet når de skal forbi en klump af indvandrerunge, der står og taler højrøstet sammen i Holmegaardscentret.  Kan du forstå dem?
-- Nej! Det kan jeg ikke forstå, og det er den værste måde man kan reagere på overfor sådan en gruppe. Viser du, at du er bange, er det dem, der har styringen og så skal du nok få problemer.
På borgermødet om tryghed i Kokkedal, der blev holdt for et år siden, rejste en gammel dame sig op og bekræftede hvad Naglan siger. Støttende sig til gangstativet [GANGSTERSTATIV iflg. Ali Agami]fortalte den gamle dame, at hun aldrig havde følt sig utryg på sin daglige færd fra Holmegårdscentret til Egedalsvænge. Naglan fortæller videre:  ”I min mormors opgang var der en dansk kvinde, der skrev et brev til hele opgangen. Hun fortalte, hvor glad hun var for at bo i Egedalsvænge. Hun fortalte hvem hun var, at hun ind imellem havde besøg af sine børnebørn og hvad hun lavede. Hun tilbød oven i købet at hjælpe opgangens andre beboere med noget af det hun selv arbejdede med. Det var rart at mærke en dansker, der på den måde turde vise interesse og engagement i sin opgang.” Naglan hæver stemmen: ”Vi kan ikke finde ud af at komme i kontakt med hinanden.  Det er vigtigt at smile og være kontaktsøgende og i det hele taget opsøgende overfor andre mennesker. Alt for mange slår blikket i jorden. Jeg kan godt forstå Johan efterlyser et værested. De unge har IKKE et værested. Da jeg var yngre havde vi Familieklubben. Det var et rart sted at være, men den lukkede vist nok af økonomiske årsager og det betaler vi prisen for nu. De har intet. Slet ikke de store. Dem der er fra 16 og op kan ikke gå i klub med 11-årige.”
Gården
- Hvordan vil du beskrive livet nede i gården?
-- Mange indvandrerforældre sender deres store børn ned i gården sammen med de små, fordi de gerne vil have fred og ro oppe i lejligheden. Langt de fleste af børnene nede i gården kender hinanden og de voksne kender også hinanden. For dem er gården et trygt stede at være..  Om sommeren ser man også tit forældrene drikke kaffe nede i gården. Jeg tror de fleste indvandrerforældre ser gården på en anden måde end danskerne, som et sted, der er meget tæt på hjemmet. Når indvandrerfamilierne skal være sammen, tager de typisk væk fra Egedalsvænge, fx til Klampenborg, hvor de griller på stranden, og de voksne leger og spiller fodbold med deres børn. Mange går også på Bakken bagefter.
-  Men hvorfor tror du danskerne er bange for at gå ned i gården?
- - Hmm, godt spørgsmål. Jeg tror de hører så meget om indvandrere, at de måske er bange. Vi kender måske ikke hinanden så godt, det ville nok gå bedre hvis vi mødtes noget mere. Det kan også være fordi der er mange nye danskere i Egedalsvænge. Nogen kan jo godt begå sig i gården, men jeg ved også godt, at der er nogen der bliver drillet.
- Tror du det er fordi danskere og indvandrere har forskellige måder at være sammen på?
- - Nej det tror jeg ikke. Mange kender jo også hinanden fra skolen. Men man skal nok først lige kende hinanden før man får rigtig fred nede i gården. Og så tror jeg mange danske forældre nok altid vil være lidt utrygge. Men det er vigtigt man som forældre støtter sit barn og hiver fat i forældrene, hvis ens barn bliver drillet. Så stopper det i langt de fleste tilfælde. Det er jo Ikke kun danske børn, der bliver drillet. Mobning sker i Egedalsvænge, men jeg tror ikke det er værre her end andre steder.
Alene i Egedalsvænge
- Hvis du var en fraskilt kvinde på 30 år med 2 børn og lige flyttet ind i Egedalsvænge. Hvor ville du så gå hen hvis du skulle møde nye mennesker? Og hvordan skulle dine børn finde nogen nye legekammerater?
-- Jeg ville deltage i det sociale liv i Egedalsvænge. Jeg ville smile, gå til mine naboer, gå ud og lege med mine børn, hjælpe mine børn med at få venner, så de også blev sociale og aktive. Jeg ville komme til beboermøderne og prøve at snakke med dem ved bordet, hvor jeg sad. Jeg ville være åben og smilende. Jeg ville deltage i forældregruppen. Man kan ikke bare sidde der hjemme og vente. Man er også selv nødt til gøre noget. Hils på naboerne, brug eventuelt beboer-tv til at efterlyse venner. Vær åben omkring din situation, selvom det selvfølgelig også kan være svært.  


Al har kastet ”K” og ”2980” på alle Danmarks rapscener. Egedalsvænge er en international landsby, hvor alle har et ansvar for at sprede gode vibrationer.

Rapperen Al Agami
Al Agami kom til Egedalsvænge første gang i ’ 75, sammen med sin mor og far og søster. De boede i to år i nr. 31 inden hans far blev udstationeret for FN i Afghanistan i 3 år før russerne invaderede landet. Efter de tre år vendte familien tilbage til Danmark. Han har det meste af sit liv boet i Egedalsvænge, men man sporer også en kosmopolitisme hos ham, der spejler den internationale beboersammensætning i Egedalsvænge. Dels gennem hans kontakt til den internationale rapmusik, dels i kraft af det internationale miljø han har været i kontakt med gennem sin opvækst.
- Hvad har Egedalsvænge betydet for dig og din karriere?
-- Egedalsvænge er min landsby. Her kan jeg møde verden…og hvis man vil det, må man enten rejse meget eller bo et sted som Egedalsvænge. Der er plads til alle som giver plads til alle, her har jeg lært meget om tolerance.  Jeg har optrådt flere gange på grillpladsen ud for nr. 37. Som ung rapper var det meget i Klub 47på Amager det rykkede, og jeg har brugt rigtig mange penge på at rejse derind, men jeg har altid haft en hjemmefølelse her.
- Men hvorfor, hvad betyder stedet helt konkret i din musik?
-- Kokkedal er aldrig blevet mødt med kærlighed, det har altid været opfattet af andre som et sted hvor der foregik en masse lort. Det billede møder man hvad enten man går i skole, gymnasium, i sportsklubben og lige nu især i medierne. Og det er så let at have en mening om et sted, hvor man ikke selv har været. Jeg har set mere af Danmark end danskerne har her, og jeg har altid kastet ”K” og ”2980” i hovedet på folk lige siden jeg startede med at optræde. Det har provokeret mig, at så mange siger det er noget lort uden de kender til det. Og hvis de siger sådan, så er jeg også en lort, og det er jeg ikke. København er bare nr. 2 efter Herning, det er ikke en rigtig storby, siger jeg, der har set verden. Danmark er ikke verdens største land. Da jeg fik min Grammy takkede jeg Kokkedal. Det er min hjemstavn.
De unge
Unge har altid samledes. I Jylland, i Holbæk, i København, i Karlebo. Om gadekæret, pølsevognen, grillbaren eller tankstationen. Men der er sket en udvikling i de sidste 20 år. Måske i takt med eksplosionen i antallet af tv-kanaler og hurtige internetforbindelser har mennesker trukket sig endnu mere tilbage i deres huse. Det er som om man ikke har behov for at komme ud i virkeligheden længere og i mange tilfælde kan nøjes med mediernes beretninger om hvordan verden ser ud. Men de unge vil altid have et behov for at mødes. Fysisk og konkret. Al siger: ”Samles man ikke om glæde, så samles man om nedturen. Mange danskere har mistet fællesskabet, de ser kun det der kommer udefra, det de ikke selv har tjekket op på; historien i radioen og fjernsynet. Det er nogen andre, der fortæller dig, hvad der foregår uden for din hoveddør. Det er et kæmpeproblem og et meget stort pres at lægge på de unge. De bliver skeptiske, både overfor danskerne og kommunen, der tit agerer på denne ubrugelige andenhåndsviden om hvordan verden ser ud. Men du er selv en del af problemet, hvis du ikke gør noget ved det. Og meget, meget få blandt dem der har reageret på de unge i den sidste tid har virkelig mærket dem.”
- Hvad gjorde du selv da du var ung Kokkedal?
--Som sagt tog jeg meget ud. Og jeg lærte, at det jeg kan, det kan jeg godt. Jeg lærte at processen og arbejdet er vigtigt og at det svært at lave noget der ser nemt ud. Men vi måtte finde det hele selv nogen andre steder, uden at man af den grund kan sige, at det er nemmere at være ung i dag. For i dag har de unge i Kokkedal på en måde de vildeste faciliteter i ungdomsklubben på Møllevej. Om man mødes i en klub eller på en bænk er i og for sig ligegyldigt. De unge ved aldrig hvad de vil alligevel. Men kan de udvikle en form for ejerskab til noget, så kan det blive ret cool. Men kommunen kan aldrig løse ”problemet”, de kan kun hjælpe til.
- Der har været talt meget om de utilpassede unge…
--De utilpassede unge findes ikke. De er de mest tilpassede der findes og de bedst integrerede. De er jo bare unge. Sådan er det at være ung, det er der bare alt for mange der har glemt. De skriger:  ”Der er ingen der kan mærke vores smerte”, når de brænder biler af.  I mit nye job som ungemedarbejder i Kokkedal på vej skal jeg ud på gaden og have fat i nogen af dem. Dem der har viljen skal i hiphop skole, og jeg ved godt hvem de bedste er. Det kunne have været meget værre. De kunne have startet en regulær krig med våben, hvis de ville. ’Utilpasset’…hvad er det man skal passe til? Det er et buzzword, jeg tænker mere på en der sidder på kontor til klokken 5 hver dag og som går hjem og sover trygt om natten.  Det er utilpasset. Unge har energi, der skal og vil udtrykkes. Det skal uuuud. Jeg kunne brokke mig gennem rappen, men jeg brokkede mig også på hjørnet af Holmegpårdscentret.
I øvrigt ligner al den ballade i medierne noget man har set før. Jeg fandt for nylig et udklip fra starten af 90’erne, hvor en ung hiphopper var blevet stukket ned på Hovedbanegården og hele ”Stop Volden”-kampagnen opstod. Det var de samme ord man brugte dengang. Statistikken siger oven i købet at volden har været konstant faldende. Nogen er bange for noget, men de ved ikke hvad det er, for man kan ikke være bange for noget, man godt ved hvad er. Det er problemet.

Adfærden
Mange nationaliteter giver en vis højtråben. Sådan er Egedalsvænge, siger Al.  Han spidser ører til Johans historie og er med på det kan være svært at skabe et liv i Egedalsvænge, men fremhæver også, at det er vigtigt at være den man er. Han fortæller den samme historie som Naglan om de gamle dage i Egedalsvænge, hvor man spillede rundbold, børn og voksne.
- Er det ikke vigtigt på en eller anden måde at få folk til at mødes i Egedalsvænge? Er du ikke bekymret for at der sidder mange ensomme mennesker rundt omkring i lejlighederne?
-- Der er mange af dem der bor i Egedalsvænge man aldrig nogen sinde ser. Jeg vil gerne være med til at skabe nogle aktiviteter for både børn, unge og gamle, så vi kan skabe respekt om hinanden i Egedalsvænge.  Fordelen ved banden er at man passer på hinanden, ulempen er, at hvis man er den der bliver hoppet på, så gør det ondt. Vi skal nok mødes noget mere på tværs. Jeg tror ikke vi får noget forærende fra systemet/samfundet, det kan passe sig selv og har slet ikke brug for mennesker. Men vi SKAL skabe good vibes mellem hinanden, vi skal hilse på hinanden, så sker der ting man ikke kan skrive ind i en helhedsplan eller evaluere. Og så bliver folk gladere end de tror de kan blive. Jeg skal ikke have et kontor. Jeg skal bare have en varm jakke og så skal jeg ellers ud på gaden …