Det kunne have været meget værre
Mediernes fremstilling af Kokkedal er svær at genkende i virkeligheden, hvis man spørger dem der bor der.

Af Jens Frimann Hansen

 


Naglan Alp har boet hele livet i Egedalsvænge.
Hvis du tør vise hvem du er, er der ikke noget at være bange for.

I skrivende stund har den værste ballade – eller hvad man nu vil kalde det – lagt sig. For ikke så lang tid siden stod Danmark i brand – i hvert fald hvis mediernes dækning står til troende.  Skoler, fritidsklubber, biler o.s.v. blev der stukket ild på og mange skal nok have følt jorden ryste under sig. ”De kunne have startet en krig, hvis de ville. De har våben”, fortæller rapperen Al Agami. Han er netop blevet ansat som ungemedarbejder i Kokkedal og kender de unge. Han både har været og er stadig en af dem. ”Jeg skal ikke bruge et kontor i mit arbejde, bare en varm jakke. Jeg skal ud på gaden og arbejde”. Og er det ikke påfaldende, at man på den ene side af hegnet har en stor gruppe danskere der føler sig truet af unge indvandrere, og at der alligevel ikke sker mere? Er det en selvopfyldende profeti?  Det kunne have været meget værre.

Kærlighed
”Stilheden bliver fremherskende på en fraværende måde, når man kommer fra et fremmed land og ingen er interesseret i ens historie.” Ordene er den norske kunstners Hans Hamit Rasmussens. En udlandsdansker fortalte mig for nylig, at hun var rystet over danskernes systematiske eksklusion af alt hvad der er anderledes. Det anderledes kommer tættere og tættere på, men vi skubber det længere og længere væk. ”Jeg kender de unges smerte”, fortæller Al Agami. ”Kokkedal er aldrig blevet mødt med kærlighed, det har altid været opfattet af andre som et sted hvor der foregik en masse lort. Det billede møder man hvad enten man går i skole, gymnasium, i sportsklubben og lige nu især i medierne. Og det er så let at have en mening om et sted, hvor man ikke selv har været. Jeg har set mere af Danmark end danskerne har her, og jeg har altid kastet ”K” og ”2980” i hovedet på folk lige siden jeg startede med at optræde. Det har provokeret mig, at så mange siger det er noget lort uden de kender til det. Og hvis de siger sådan, så er jeg også en lort, og det er jeg ikke. København er bare nr. 2 efter Herning, det er ikke en rigtig storby, siger jeg, der har set verden. Danmark er ikke verdens største land. Da jeg fik min Grammy takkede jeg Kokkedal. Det er min hjemstavn.”
”Samles man ikke om glæde, så samles man om nedturen. Mange danskere har mistet fællesskabet, de ser kun det der kommer udefra, det de ikke selv har tjekket op på; historien i radioen og fjernsynet. Det er nogen andre, der fortæller dig, hvad der foregår uden for din hoveddør. Det er et kæmpeproblem og et meget stort pres at lægge på de unge. De bliver skeptiske, både overfor danskerne og kommunen, der tit agerer på denne ubrugelige andenhåndsviden om hvordan verden ser ud. Men du er selv en del af problemet, hvis du ikke gør noget ved det. Og meget, meget få blandt dem der har reageret på de unge i den sidste tid har virkelig mærket dem.”

Vær dig selv
Naglan Alp, der er tyrkisk kurder, har mærket dem. Hun er midt i tyverne, har mand og to børn og har boet i Egedalsvænge hele livet. ”De unge har forandret sig meget”, fortæller hun. ”De er blevet ældre. En på 12 opfører sig i dag som en på 16, men de er ikke store nok til at være så voksne. Som barn oplevede jeg meget sjældent at en dansker kaldte mig ”perker”. Men en gang det skete kom alle hen og trøstede og opmuntrede mig. I dag opfatter mange af de unge sig som perkere. Og området – Oak Valley – er lige pludselig blevet meget vigtigt for dem. Det er ikke så godt.”  Danskernes angst for de unge, der hænger ud i små grupper forskellige steder i Holmegaardscentret forstår hun slet ikke.  ”At være bange er den værste måde man kan reagere på overfor sådan en gruppe. Viser du, at du er bange, er det dem, der har styringen og så skal du nok få problemer.” Da Fredensborg Kommune for et år siden arrangerede et folkemøde under temaet ”Tryghed i Kokkedal” rejste en gammel dame sig op og bekræftede hvad Naglan siger. Støttende sig til gangstativet [GANGSTA’STATIV iflg. Ali Agami]fortalte den gamle dame, at hun aldrig havde følt sig utryg på sin daglige færd fra Holmegårdscentret til Egedalsvænge. ” Vi kan ikke finde ud af at komme i kontakt med hinanden.”, fortæller Naglan. ” Det er vigtigt at smile og være kontaktsøgende og i det hele taget opsøgende overfor andre mennesker. Alt for mange slår blikket i jorden, når de møder en gruppe unge.”


Al har kastet ”K” og ”2980” på alle Danmarks rapscener.
Egedalsvænge er en international landsby, hvor alle har et ansvar for at sprede gode vibrationer.

 

De utilpassede unge
Al Agami bryder sig ikke om udtrykket ”de utilpassede unge”. ”De er jo bare unge. Sådan er det at være ung, det er der bare alt for mange, der har glemt. ”Utilpasset”…hvad er det man skal passe til? Det er et buzzword, jeg tænker mere på en der sidder på kontor til klokken 5 hver dag og som går hjem og sover trygt om natten.  Det er utilpasset. Unge har energi, der skal og vil udtrykkes. Det skal uuuud. Jeg kunne brokke mig gennem rappen, men jeg brokkede mig også på hjørnet af Holmegårdscentret. ” Jeg er mere bekymret for dem man ikke ser. Der mangler aktiviteter for både børn, unge og gamle, så vi kan skabe respekt om hinanden i Egedalsvænge.  Fordelen ved banden er at man passer på hinanden, ulempen er, at hvis man er den der bliver hoppet på, så gør det ondt. Vi skal nok mødes noget mere på tværs. Jeg tror ikke vi får noget forærende fra systemet/samfundet, det kan passe sig selv og har slet ikke brug for mennesker. Men vi SKAL skabe good vibes mellem hinanden, vi skal hilse på hinanden, så sker der ting man ikke kan skrive ind i en helhedsplan eller evaluere. Og så bliver folk gladere end de tror de kan blive.”