Helsingør Dagblad, 4/3-08

IKEA-samfund og mennesketeater
Af Jens Frimann Hansen
En bosnisk debutant og en lille engel fra Præstø med Downs Syndrom kaster stjernedrys over teatret i Helsingør/Helsingborg


Annika Kofoed (Mirna) og Tobias Borvin (Josef) i den svenske IKEA-farce på Helsingborg Stadsteater. En både kritisk og vittig kommentar til et svensk, virkelighedsfjernt velfærdssamfund.  Foto: David Skoog.


Såkaldt multikulturelt teater i 80’erne og 90’erne var med få undtagelser noget af det værste.  Velmenende, javel, men alt for ofte af en ekstraordinær ringe kvalitet. Måske fordi bagmændene var europæere kunne man leve med, at bare det var velmenende, var det godt nok. I Sverige lever mellem 10.000 og 50.000 papirløse flygtninge.  Ali, Jasmin og Mohammed er på top hundrede over de mest almindelige navne i Sverige. På teaterscenerne er navnene til gengæld usædvanligt sjældent forekommende. Helsingborgs Stadsteater har deltaget i et netværk med flere svenske teaterproducenter, hvor man målrettet er gået efter at få fortalt nogle af de historier som Ali, Jasmin og Mohammed går og bærer på. Udgangspunktet er interessant. For 1 års tiden siden udgav Kunststyrelsen i Danmark en rapport, der utvetydigt viste, at vi også i Danmark er exceptionelt dårlige til at integrere ikke-vestlige kunstnere i kunstlivet. Ifølge rapporten er vi faktisk betydeligt værre end svenskerne. Og i særdeleshed på teatersiden. Men for et par år siden besluttede et lille teater i Gottsunda ved Stockholm, at nu skulle det være slut, kun for at måtte konstatere, at de mange spændende, kosmopolitiske historier, der måtte gemme sig i bag gardinerne i Sveriges betonghetto, aldrig var blevet omsat til dramatik. Teatret udskrev en konkurrence og indrykkede en annonce i avisen, hvor de opfordrede nysvenskere til at skrive til teatret. De fik mere end 250 henvendelser og af de mange manuskripter er nu tre valgt ud.
Projektet regnedes under Mångkulturåret i Sverige i 2006 for et af dem der var værd at fremhæve. Et af teaterstykkerne – ”Borta bra, hemma best” – kan for tiden ses på Helsingborgs Stadsteater.
Ude godt, hjemme bedst
”Borta bra, hemma bäst” er noget så sjældent som en komedie, der udspringer af dette alvorlige udgangspunkt. Dramatikeren Alma Kirlic kom selv til Sverige som flygting fra Bosinen. Borta Bra Hemma Bäst er Alma Kirlics debut. Vi er hos det unge smarte svenskere, Josef og Maria, i et hus som pigens mor har købt og betalt. Maria har en hang til popmusik, mens Josef zapper rundt mellem alverdens meningsløse tv-kanaler. Hørjakkesættet går farvemæssigt i et med MDF-pladernes, scenografiens, brune monotoni. Farverne kommer først frem under festen i anden akt, ellers holdes de tæt til kroppen hengemt i tøjets fór. Mirna er flygtning og bor i huset i 1. akt uden at den svenske værtsfamilie ved det. Men en dag krydses deres veje. Mirna spiller musik på gaden og Maria kommer forbi og giver hende penge, fordi hun tror Mirna er en tigger. Temaet er slået an. Nu starter en forvekslingskomedie, også på det etniske plan. For i 2. akt inviteres Mirna sammen med veninden Ana hjem til Josef og Maria. Maria mødte hende igen, men genkendte ikke tiggeren fra Balkan. Nu ser hun hende som den eksotiske Carmen fra Columbia. Bagsiden af medaljen er, at hun kan fortælle historier som Sheherazade fra ”1001 Nat”. I stykket er de persiske eventyr imidlertid, og ikke uden symbolik, skiftet ud med Marquez ”100 års ensomhed”.  
Et af stykkets modsætninger er forholdet mellem værten og parasitten. Stykkets virkelige styrke ligger i en vedvarende leg med og bytten rundt på begreber og roller. Josefs og Marias forhold er på sin vis allerede i opløsning, da stykket starter, og kun holdt sammen af at det er husets hemmelige gæst, Maria, der brygger kaffen og hælder friske bønder på dåsen. Josef og Maria lever i en pseudoverden uden og autencitet, mens den papirløse Mirna, til tonerne af U2’s ”One”, bare drømmer om at blive hel igen. Som dengang hun var barn i Dubrovnik.
Det er rigtig godt teater med både nerve og tråd, og altså en tekst skrevet af Anna Kirlic, en ny stemme  i svensk dramatik. Hun havde længe været fascineret af tanken om at nogen boede i en lejlighed uden at stedets øvrige beboere bemærkede det. I ”Borta Bra, hemma bäst” udfolder hun motivet både vittigt og dygtigt. Det er knaldgodt skrevet og i en god opsætning, hvor farcen og alvoren mødes.
Don’t let me down
Det lykkedes holdet bag forestillingen ”Don’t let me down” at score en TV-avis. I forestillingen medvirker Louise Hansen med Downs Syndrom, der ikke spiller, men er sig selv på scenen. Ikke et ord skal her i Hamlets hjemby falde om den kortslutning Det Kongelige Teater var ude for i 2002, da den schweziske instruktør Stefan Bachmann ville lade Ofelia spille af en pige med Downs Syndrom og ”Hamlet” af netop den grund måtte tages af plakaten.
Normalt er tv et fattigt medie til at formidle essensen af en teaterforestilling, men ikke i det her tilfælde.  For selvom journalisten er faldet for Louise Hansens historie, så ser man på et tidspunkt den italienske instruktør Paolo Nani føre Louise Hansen til scenen med al den værdighed og respekt, som er påkrævet når man åbner scenen for et menneske, der arbejder på radikalt anderledes betingelser end skuespillerens.
Tomas Kubinek er en erfaren skuespiller og mestrer ikke bare ordets kunst, men også det fysiske arbejde. Han spiller en arketypisk amerikansk forretningsmand, hvor business altid kommer i første række og overskygger tilværelsens mere menneskelige sider. Men i et syret Pink-Floyd-godmodigt-Franz-Kafka-David-Lynch univers indhentes forretningsmanden af sin egen menneskelighed på en rejse til Europa, hvor han møder en engel, Louise Hansen.
Instruktøren Paolo Nani er en erfaren rotte, ikke så meget indenfor dansk teater, men i en række internationale sammenhænge. Han har i mere end 20 år turneret på alverdens teaterscener med egne forestillinger og er en højt skattet kunstner. Hans kærlighed ligger især til det ordløse teater, ikke bare fordi dansk er et alt for lille sprogområde til at kunne begå sig internatonalt, men også fordi teatret har så mange andre raffinerede måder at kommunikere på.  Det ser man udfolde sig i fuld styrke i ”Don’t let me down”, der mere end noget andet er en hyldest til det at være menneske og glæden ved det.
Borta bra, hemma bäst spiller på Helsingborg Stadsteater, Lillan, til 19. april 2008. Læs mere på www.helsingborgsstadsteater.se

Don’t let me down spiller på Borupgårdteatret tirsdag den 25. Marts 2008 kl. 20.00. Læs mere på www.helsingor-teater.dk. Forestillingen indgår i et uformelt arrangement om kulturlivet i H-H.