Helsingør Dagblad, 3. marts 2008

Af Jens Frimann Hansen

Filmen knækker aldrig!

Helsingørs russiske verdensdame Mette Dalsgaard fylder 60 år

At skrive den russiske litteraturhistorie efter de store 1800-tals mestre Pushkin, Gogol, Dostojevskij og Tolstoj ville være en umulig opgave for de fleste. For slavisten Mette Dalgaard blev det et enestående 3-binds livsværk, hvor hun går bagom Sovjetunionens stenansigt. Inde bagved levede menneskene og kunsten blomstrede. Putins Rusland, som fx beskrevet af den myrdede journalist Anna Politkovskaja, er ikke hele sandheden om det enorme land. For sin russiske litteraturhistorie modtog Mette Dalsgaard Danmarks fornemste pris Georg Brandes Prisen. Måske uventet for hende selv, men ikke for kolleger og venner.

Mette Dalsgaard har boet i Helsingør siden 1981. Hun flyttede hertil få år efter hun afsluttede sin studier i russisk og efter hun havde fået børn. Hendes mor var finsk og stimulerede barnets lyst til især russisk litteratur. Da studievalget faldt på russisk var det en jagt efter noget nyt spændende og en trang til at udforske det store mærkværdige land. Studierne afsluttede hun i Finland i 1977, hvor der findes et stort slavisk bibliotek i Helsingfors. Siden har karrieren bevæget sig i både zigzag og ryk. Hun har deltaget i et utal af udsendelser om russisk litteratur i Danmarks Radio, hun har i perioder været tilknyttet universitetet i en række forskellige sammenhænge og hun har været fast skribent på Weekendavisen siden 2002, hvor hun bl.a. har fulgt dronning Dagmar til graven og anmeldt russisk litteratur. Mette fortæller gerne en anekdote om Joseph Brodsky, der modtog Nobelprisen i 1987. Da han besøgte København fremstod han i pressen som en sand litterær, russisk krukke. Besøget er omtalt i Herbert Pundiks erindringer, hvor Mette Dalsgaard også optræder sammen med en noget fortumlet Jørgen Reenberg, der aldrig fik lov til at læse Brodskys digte op for forfatteren selv. Mette Dalsgaard kom som en af få tæt på mesterforfatteren. Mette kendte i modsætning til de fleste andre hans baggrund i den russiske sølvalder og vidste at poesi for Brodsky aldrig var kling-klang. Den danske presse var mere interesseret i at få politiske kommentarer til situationen i Rusland. Frem for alt har Mette Dalsgaard haft et utrætteligt engagement i og kendskab til russisk litteratur og russiske forfattere, som hun også har haft evnen til både at formidle og nuancere til glæde for alle os andre. Hun er desuden en fremragende oversæter af russisk poesi.

Med mellemrum har hun russere på besøg i Helsingør og russere elsker H.C. Andersen. Derfor slæber hun gerne gæsterne ned til den gamle latinskole hvor H.C.Andersen bandede og svedte og rektor Simon Meisling havde givet ham forbud mod at skrive poesi. At Andersen havde trodset Meislings censur og skrevet ”Det døende barn” synes de russiske gæster var meget morsomt.

Når hun er alene går hun gerne ture rundt i Helsingør, men hun savner et sted nede ved havnen hvor man kan drikke en kop kaffe. Derfor glæder hun sig til Kulturværftet åbner i 2010, om end det er mindst lige så vigtigt at fylde på og fyrre op, som det er at bygge. Men hun er bekymret for om Kulturværftet kommer til at gå ud over det etablerede kulturliv, først og fremmest biblioteket, musikskolen, billedskolen og teatret, som hendes egne børn og hun selv har nydt godt af. Forhåbentlig bliver der plads til flere litterære arrangementer på Kulturværftet, for det har Helsingør, på trods af et godt bibliotek, altid manglet.

Hun kan godt savne den hyggelige stemning i den gamle biograf i Stengade og tænker med noget der ligner vemod tilbage på pauserne når filmen knækkede og man måtte gå ud og vente til filmen var splejset færdig. Sådan er det ikke mere. Biografen er flyttet ud af byen og i dag knækker filmen aldrig.

 

 

ANMELDELSE
Aldrig trykt

Et boldøje ud over det sædvanlige
Helsingørforfatteren Mette Dalsgaards tre-bindsværk om den russiske litteraturhistorie giver et både nuanceret og farverigt indblik i Ruslands kendte og ukendte forfattere

Da Danmarks nyeste nationalleksikon, encyklopædien, udkom (1994-2006)udløstes en lidenskabelig debat mellem den danske højre- og venstrefløj. Groft forenklet mente en flere borgerlige historikere, at en række centrale artikler om især Ruslands historie var mangelfulde og fortiede de store ydmygelser det russiske folk havde gennemgået i Sovjetperioden og i særdeleshed under Stalin. Encyklopædien, der egentlig var tænkt som et objektivt og videnskabeligt værk, blev med et slag fanget i koldkrigens sort-hvide verdensbillede. Rusland har i sovjettiden fostret en lang kø af kandidater til Nobelprisen i litteratur. Kun fem fik prisen: Bunin i ’33, Pasternak i ’58, Shokolov i ’65, Solzhenitzyn i ’70 og Brodsky i ’87. Hver gang gik der storpolitik i sagen. Sveriges neutralitet udfordredes, som encyklopædiens, og forfatterne havnede i orkanens øje. Men virkeligheden var langt mere kompleks end en enøjet og en sort/hvid strid mellem Øst og Vest. Og det er det virkeligt store ved Mette Dalsgaards tre-bindsværk om russisk litteraturhistorie i det 20. århundrede. Hun nuancerer og får hele det farverige og komplekse billede af litteraturens og forfatternes rolle i sovjettiden med. Solzhenitzyn er et enestående eksempel. På den ene side en eksileret forfatter, men samtidig dybt forankret i Ruslands historie og litteratur. Kritisk overfor Sovjet, men også overfor Roosevelt og Churchill, der svigtede i tusindvis af russere og sendte dem lige i armene på Stalin.

Emigranterne
Den historiske udvikling sendte mange forfattere i Rusland på flugt. Mange holdt forbindelsen til Rusland og skrev fortsat på russisk. Små russiske samfund opstod i Berlin, Paris og New York med kirker, tidsskrifter o.s.v. Man kunne sågar finde russiske kolonier i Kina og Sydamerika. På mange måder levede emigranterne et dobbeltliv. Under 2. Verdenskrig blev de tvunget til at vælge mellem to onder – Hilter eller Stalin og i 30’ernes massearbejdsløshed så man mange steder russerne som en trussel. I Frankrig måtte balalajkaorkestre fx kun ansætte 15% russere. Og Eurokommunister som Jean Paul Sartre anerkendte udrensningerne under Stalin, Moskvaprocesserne, som både reelle og retfærdige. Men eksilet og den nostalgiske drøm om Rusland, kunne også betyde fornyet kraft i forfatterskabet, som i tilfældet Bunin, der skrev sine bedste bøger i eksil.

Sølvalderen
Mette Dalsgaards litteraturhistorie falder i tre bind. Det første: Sølvalderen omhandler en specifik periode fra 1890-1917 og følger en rig og spændende periode efter Dostojevskij, Tolstoj og Tjekov. Med til perioden regnes også futurismen – en kunstretning som troede blindt på revolutionen, kunsten, teknologien, som med sine ”jernbetondigte” gerne ville i alliance med arbejderne og så krigen som en rensende nødvendighed. Futurismen er mere udsprunget af sølvalderen end egentlig en del af perioden. To kvindelige forfattere står stærkt i ”Lad os blive som solen”. Zinaida Gippius, som leverede skildringer af mange af periodens forfattere, og Anna Akhmatova, hvis kolossale betydning rakte helt op til 60’erne hvor hun bl.a. velsignede en meget ung  Joesph Brodsky. Min personlige favorit er Andrej Belyj, som i romanen ”Petersborg” har skildret verdenslitteraturens ubetinget morsomste, mislykkede selvmordsforsøg. Men at Belyj også var en stor tilhænger af Rudolph Steiner og nærmest forfulgte ham på en Europarejse er dels underholdende læsning, men også et vink med en vognstang  og bare et eksempel blandt flere på, at der både i Rusland og Europa allerede omkring århundredeskiftet fandtes flere udsvævende hippiekulte som ikke lader Christiania noget efter at ønske. I hvert fald ikke når talen falder på udforskning af sindet, brugen af euforiserende stoffer, soldyrkning og fri seksualmoral m.v. Over en bred front var russerne i denne sammenhæng særdeles langt fremme i skoene. Bogen indeholder en fin beskrivelse af kulten omkring Maksimilian Volosjin, hvis enorme hus ved Sortehavet, i perioder var residens for flere af tidens fremtrædende kunstnere.

Sovjet
I bind 2 ”En optimistisk tragedie”, der følger perioden 1917-1985 i Rusland, skildrer Mette Dalsgaard den russiske litteratur i sovjettiden. Titler som ”Cement”, ”Skinnerne synger” og ”Stålet blev hærdet” understøttede Stalins projekt med at rejse Rusland som en supermagt. Men i Sovjetunionen levede også store kritiske kunstnere som fx Mikhail Bulgakov, hvis store, komplicerede roman, ”Mesteren og Margarita”, der netop er blevet genudgivet på dansk, også henter stof i 30’ernes totalitære, stalinistiske samfund. ”En optimistisk tragedie” beskriver Stalins bestræbelser på at skabe én ”rigtig” litteratur, der følger statens bestræbelser, og den omfangsrige litterære opposition og systemkritik. Store forfattere og Nobelprismodtagere som Sjolokhov (”Stille flyder Don”) og Pasternak (”Dr. Zjivago”) blev, den første frivilligt den anden aldeles ufrivilligt, indrulleret i Den kolde krigs propagandamaskineri hvilket i nogen grad overskyggede deres store litterære kvaliteter. Generelt er perioden der afløser sølvalderen mindst lige så rig på mangfoldighed som sølvalderen, men forfatterrollen ændrer sig betragteligt. I tiltagende grad er forfatterne enten for eller imod Stalins projekt, om end projektet beviseligt ikke indeholder nogen entydig skabelon for hvordan systemet vurderer forfattere som værende for eller imod systemet.

Georg Brandes Prisen
For værket modtog Mette Dalsgaard i 2006 Georg Brandes Prisen. Hendes største kunst er at nuancere billedet af den russiske litteratur, også de kvindelige forfattere, i det 20. århundrede. Men det er også værd at bemærke at hun har et suverænt blik for detaljen, for det store i det små, og for anekdoten, som gør alle tre bøger læsevenlige ud over det sædvanlige. Som når hun skildrer digteren Majakovskij på film som en rørende krydsning mellem King Kong og Buster Keaton – eller digteren der altid var ledsaget af en tjener med en klapstol, så den skrøbelige mand når som helst kunne få sig et komfortabelt hvil. Eller Juri Olesjas roman ”Misundelse”, hvor alt vedrørende kropslighed og vellyst på forunderlig vis er flyttet over i et univers af skinker, pølser og morgengymnastik. Mette Dalsgaards litterære boldøje er ud over det sædvanlige, hvilket 3-bindsværket vidner om i en grad så man aldrig har lyst til at ligge det fra sig.

En optimistisk tragedie. Sovjetruslands litteratur 1917-1985.
Den tunge lyre. Ruslands emigrantlitteratur 1917-1985. (Nedsat på bogudsalg).
Lad os blive som solen - Den russiske sølvalder 1890-1917.