Hamlettyven

lørdag 24. februar 2008
Af Jens Frimann Hansen


Gå bare ind og se den, den nye Hamlet på Det Kongelige Teater. Og bliv endelig hængende efter pausen. Den norske instruktør Alexander Mørk-Eidem og scenograf Christian Friedländer arbejder i skøn samdrægtighed med alle det ny teaterrums muligheder. Og det er lige før de får scenografien til slå en saltomortale.  Faren er selvfølgelig, at al den teknik tager fokus fra skuespillet. Men det er en åbning af Danmarks nye skuespilhus vi fejrer, så hvorfor ikke bare fyre den af og vise alle husets muligheder. Nicolas Bro er enestående og fortjener alle anmelderroserne. Men netop som Hamlet er han også et farligt valg. Afstanden fra fx hans rolle som Tudse i ”Vinden i piletræerne”, han spillede lige så fremragende på Det Kongelige Teater for nogle år siden, er ikke stor. Men Hamlet er også fint karikeret og parodieret, hvilket må være et must, når man nu spiller Hamlet på Det Kongelige Teater for gud ved hvilken gang. Helle Fagralid er god som Ofelia, Jesper Asholt er suveræn som Polonius, i starten går han hele tiden tvivlrådigt ind og ud af døre. Hamlet er både sørgmunter, dekadent og manieret. ”Du er også altid så sur når du går i teatret”, indskød min ledsager. Ja, måske. Kongens (Carsten Bjørnlund) og dronningens (Benedikte Hansen) hof vokser ud af en loungestemning til et discoparty med hede rytmer og lys m.m. hvor nogle af personerne selvsagt ikke tager del.  Hamlet er i den sammenhæng en flakkende hjemløs, der trækker rundt blandt publikum med en plasticpose fyldt med øl. Og senere hvirvles det hele ned i en symfonisk centrifuge, tilbage til renæssancen, da begivenhederne for alvor tager fart. Fortinbras er slet ikke med. Det er ham der overtager magten efter slutscenen og hører krigstummel i det fjerne. Jytte Abildstrøm fortalte mig i sommers, at Hamlet kan man ikke spille længere. Al den hævn og vold ligner verden alt for meget. Hun ville hellere spille Kjeld Abel. Hamlettyven
Vi har på Kronborg set flere særdeles frie fortolkninger af Hamlet i de senere år. Instruktøren Mørk-Eidem har strøget ikke bare Helsingør, men også Kronborg. Hverken Kronborg eller Helsingør blev nævnt den aften jeg så forestillingen. Hvad skal man da også med dem i et eksistentielt drama om magt og hævn? Er det ikke bare en metafor eller et billede på noget andet? Ville det i det hele taget ikke være mere relevant at flytte hele begivenheden til København, Paris, London eller New York? Og her i Helsingør er vi jo ligeglade. I de sidste to somre har vi haft to top-tre Hamlet-opsætninger i europæisk teatersammenhæng, uden at vi gad markedsføre dem ordentligt. Så hvorfor ikke bare slå hælene sammen og gøre honnør og spille dette nordsjællandske es i hænderne på København? Helsingørs nye egnsteater kunne jo så koncentrere sig som noget virkeligt fornuftigt; fx at spille nisser til jul, lege spøgelser på Kulturnatten og servicere turister med røgede sild i vadmelsdragter om sommeren.

Det Kongelige Teater
Det Kongelige Teater fylder meget i det danske teaterlandskab. Det Kongelige Teater modtager ca. halvdelen af de finanslovens bevillinger til teaterområdet (½ milliard), mens øvrige aktører på teaterområdet må slås om resten. I kraft af operaen og det ny skuespilhus er Det Kongelige Teater blevet væsentligt styrket og især det storkøbenhavnske teatermiljø har al mulig grund til at frygte konkurrencen fra den styrkede gigant i dansk teater. I de sidste 5 år har Det Kongelige Teater udnyttet sine muligheder dygtigt og forberedt sig effektivt på den betragtelige udvidelse af teatersæder i København. Man har formået at rette fokus på Det Kongelige Teater som et fyrtårn i dansk teater, ved både at tilgodese det unge, sprudlende og eksperimenterende miljø i Turbinehallerne, som nu er lukket, og samtidig har man haft plads til flere internationale gæstespil. Det Kongelige Teater har udviklet sig fra at være en eksklusiv gigant på lerfødder til at huse både toppen og bunden af teatrets fødekæde. Og det er godt for Det Kongelige Teater, men bekymrende for udviklingen af teatret som kunstart i almindelighed. For dels styrker det ikke mangfoldigheden i dansk teater, at det meste foregår under en enkelt institutions tag, dels er det tre gange så dyrt at producere en teaterforestilling på nationalscenen som ude i den virkelige verden. På tv-siden er man gået den stik modsatte vej netop for at sikre mangfoldigheden. Fra at have en gigant – Danmarks Radio – skabte man et alternativ – TV2. På teaterområdet har man en gigant og så ellers et stærkt broget kludetæppe af landsdelsscener, københavnske teatre, egnsteatre m.m.

Velkommen Hamlet
Et nyt egnsteater er ved at fødes og helhedsplanen omkring Helsingørs nye kulturhavn endelig faldet på plads. Helsingør har nu en gylden mulighed for at invitere renæssancehelten Hamlet indenfor i nye og tidssvarende lokaler. Hamlet er en international skikkelse og heldigvis uløseligt forbundet til Helsingørs historie. Lad os gøre hans historie til vores og skabe et internationalt miljø for teater. Ligesom Louisiana har gjort det med kunst.
Ret ryggen Helsingør! Velkommen, Hamlet.  

Billedtekst
Nicolas Bro er enestående som Hamlet. Med sin plasticpose fyldt med bajere og sit fedtede hår passer han bedre ind blandt klientellet på bænken på Axeltorv end på kongeslottet Kronborg.