Agterlanternen

Af Jens Frimann Hansen

Helsingør Dagblad, 9. februar 2008

 

Ind imellem skal byer genopfinde sig selv og reformuleringen af byens projekt følger ofte konjekturernes udvikling. Da Sundtolden forsvandt, blev Helsingør en værftsby. Da værftet forsvandt, fik man aldrig rigtig diskuteret hvad man så skulle, krisen kradsede, men gik efterhånden i sig selv igen. Man havde jo svenskehandlen og de arbejdsløse kunne jo bare gå på arbejde i København. I disse år dykker svenskehandlen og vi har ikke rigtig noget at sætte i stedet. Helsingør Kommune er ved at udarbejde en vision for fremtiden, hvor kulturen og historien ser ud til at komme til at spille en central rolle. Men langt ind i opiniondannernes rækker bliver visionen mødt med tommelfingrene pegende nedad. Man sporer en vis irritation over at nogen kommer udefra og blander sig i byens udvikling. Den gamle gardes højlydte snorken rejser sig højst til en bitter knurren. Alt for sjældent løfter brokkeriet sig til en konstruktiv dialog eller diskussion af hvilken vej Helsingør skal slå ind på for at redde sin egen fremtid. Helsingør risikerer at gå i et med Nivås og Kokkedals gråt i gråt og blive endnu en soveby til København.

Sydøstdanmark rykker
I min barndomsby – Stege på Møn – var der to typer af erhverv for 30 år siden. Enten var man bonde eller også arbejdede man på sukkerfabrikken.  Alle andre erhverv, kultur- og foreningsliv drejede om denne akse. For de store drenge og piger var der ikke så meget andet at tage sig til end at dyrke sport , rode med borede knallerter og at hænge ud ved pølsevognen på torvet. Øen var helt uforberedt, da sukkerfabrikken lukkede i 1990 og med et slag faldt hele øens liv fra hinanden. Folk flyttede væk, forsamlingshuse og sportsforeninger mistede deres rekrutteringsgrundlag, skoler blev slået sammen, butiksdød o.s.v. Driftige mennesker gjorde alt muligt for at genopfinde øens livsgrundlag, hvor man bl.a. endte med at satse massivt på turisme. I de første år var det noget af en zigzag-kurs. For nogle år siden havde man i en af øens turistpublikationer forsøgt at skabe parisisk Montmatre-stemning. I brochuren var trykt et billede af en kunstmaler med overskæg, staffeli, alpehue og palet, der havde taget opstilling på torvet i færd med at ophøje pølsevognen i kunstens evighed. Men alt i alt må man sige at det i dag med enkle midler er lykkedes Møn at reformulere sin egen identitet. Caféer, restauranter, mikrobryggeri m.m. har afløst industribyen og bragt et helt nyt liv til øen.

Hjemstavn
Littera­turprofessor Vilhelm Andersen skrev i 1895 i sin biografi om digteren Poul Martin Møller, der var født i Maribo, at Lolland, i poetisk henseende, var en lille grim ø, der aldrig havde haft sin egen digter. Om Emil Årestrup, der levede en anseelig del af sin produktive karriere på øen, hed det, at.. hvor forlollandsket han end følte sig, havde han andet at gøre end at besynge sit hjemsteds "flade former og plumpe grønhed". Men Andersen gav den en tand mere: ”Lolland! det dufter af sødgrød og hvergarn. Ingen dansk digter ville føle sig tjent med at føre titlen Lollands sanger.” Kriser, nedgang og fattigdom har altid hængt ved øen, der kun finder vej til de landsdækkende medier når snakken er om især materiel men også åndelig bankerot. Historier om øens største arbejdsplads, skibsværftet, der måtte lukke, lukningen af sygehuset i Nakskov, nedrivningen af hele boligblokke i Rødby fordi ingen gider bo dér. Kabelskrotskandalen i Grænge i 90’erne var aldrig hændt i Espergærde, men på Lolland kørte forretningen i årevis inden den blev standset. Lolland er øen hvor det kun går tilbage, Lolland er et af de få steder i Danmark hvor man har fået egnsudviklingsstøtte fra EU. På Lolland har bistandsklienter råd til at købe hus. O.s.v.Odds har altid været imod Lolland, som dog i nyere tid har fået en slags hjemstavnsforfatter i Bent Vinn Nielsen. Kunstneren Søren Lohse har i billedværket ”Home” meget smukt dokumenteret Lollands forandring. Søren Kragh Jacobsens film ”Mifunes sidste sang” skildrer også en slags Lolland, men her mere i en skinger og falsk tone som omgivelse for en kunstnerisk idé. Et enfoldigt københavnerlolland.
                   Men al den kunstneriske interesse er ikke i sig selv nok til at løfte Sydøstdanmark til en ny tilværelse efter bondesamfundets og industrikulturens kollaps. Og alligevel har den været med til at tilføre næring til nogle af de væsentligste initiativer, der løfter egnen ind i fremtiden. Det ene er altså det nyåbnede Kunstmuseet Fuglsang. Et andet initiativ er det ny oplevelsesmuseum på Møns Klint, men også festivalen Lys over Lolland er med til at tegne en ny vej for Lolland. Direktøren for Realdania, Flemming Borreskov, der har betalt broderparten af det ny museum, har fremhævet at Kunstmuseet Fuglsang ikke kun er en bygning, men at dens betydning gælder for hele Lolland og Falster. De lokale forventninger er imidlertid – og med fuld ret – meget større. Den tidligere borgmester i Nykøbing F, Poul-Henrik Pedersen, ser Fuglsang som hele Lolland-Falsters vækstmotor, baseret på en satsning på kreative alliancer mellem erhverv og kultur.

Agterlanternen
I modsætning til Sydøstdanmark har Helsingør alle muligheder for at markere sig som en kulturby og med kreative alliancer mellem kulturlivet og andre sektorer som turisme, detailhandel og erhverv. Desuden har vi en unik beliggenhed i forhold til Sverige og vælger vi en satsning i samarbejde med Helsingborg har vi et befolkningsgrundlag på i hvert fald 300.000 og kan tilbyde flere alternativer til København.

Men i Helsingør er vi mest optaget af at få julepynten op at hænge, og når det skal gå rigtigt højt kan vi invitere et par unge københavnerkunstnere til byen for at hænge farvestrålende lamper op og vi kan synes – som Rudolph – at vi lyser rødt og festligt her på toppen af Sjælland. Sandheden er bare en anden. Helsingør er ved at udvikle sig til agterlanterne sammenlignet med andre byer. Kulturværftet er vores måske sidste chance for at udnytte bare lidt af det store potentiale der findes i byen og dens historie og komme på omgangshøjde med andre danske byer. Mange års satsen indenfor detailhandel og turisme på et bevidstløst svensk segment har sat den byudvikling i stå som nu bl.a. Kulturværftet og visionen kan åbne op for.


[TEKSTBOKS]

Kunstmuseet Fuglsang

I sidste måned åbnede Hendes Majestæt Dronning Margrethe Kunstmuseet Fuglsang på Lolland, helt præcist mellem Nykøbing og Nysted. Museet er afløseren for Storstrøms Kunstmuseum og ligger på godset Fuglsang, der har en lang historie og tradition for at skatte kunstnere. Flere af museets værker har motiver fra godsets omgivelser. Museet er tegnet af den britiske arkitekt Tony Fretton og lægger sig smukt op ad det historiske gods og samtidig midt i det inspirerende lollandske landskab med fine udsigtspunkter til naturen og muligheder for gåture. Museets samling indeholder bl.a. værker af Juel, Skovgaard, Ring, Hammershøi, Zahrtmann, Ring, Ancher, Cobramalerne ,Schwalbe, Hornung, Strøbæk m.fl. Museet har en omfattende skolevirksomhed, bl.a. et tværgående samarbejde med Storstrøms Kammerensemble. Endelig har man nyregistreret hele samlingen som i fremtiden vil være tilgængelig på internettet. Læs meget mere om museet på www.fuglsangkunstmuseum.dk, men husk et besøg i virkeligheden altid er den største oplevelse.