Her går det efter omstændighederne godt

Helsingør Dagblad, 29. januar 2008

Af Jens Frimann Hansen

 

”Her går det efter omstændighederne godt”, konstaterede eventyreren Andrée på drivisen i 1898 efter han havde forsøgt at nå Nordpolen i ballon. Forsøget mislykkedes, ballonen nødlandede og de tre ekspeditionsdeltagere måtte kæmpe for deres liv på drivisen.

Historikeren Peter Carelli har netop udsendt en læseværdig bog om Skånes historie i middelalderen. Skånes historie er også vores historie. Men Skånes historieskrivning har levet en omtumlet tilværelse. I Danmark har Skåne i middelalderen ikke haft nogen særlig fremtrædende plads. Skåne blev jo svensk i 1657 og dermed tabte danskerne interessen for landsdelen. Men i Sverige tænkte man på samme måde. Skåne var dansk i middelalderen, så hvorfor skulle svenske historikere beskæftige sig med det? Peter Carellis bog er noget så sjældent som en arkæologisk guide til middelalderens Skåne og indeholder både en oversigt over steder der er værd at se og fine læsevejledninger. Derudover forankres Skåne i en mere almen europæisk historieforskning. I middelalderen blev både Helsingborg og Helsingør til. Byerne udviklede sig hurtigt til motorer for udviklingen af den nordlige Øresundsregion. Kongemagten havde en stærk befæstning i Kronborg, men efterhånden fik byerne også deres eget liv. I Helsingør havde vi i mange år Sundtolden, så kom værftet og i den sidste generation har svenskehandlen været dominerende. Kendetegnende for afviklingen af de to første epoker, altså Sundtolden og værftet, var at Helsingør var totalt uforberedt og at storhedstiden afløstes af massive nedgangstider.

For nogen tid siden var jeg til et møde med repræsentanter for de ældste elever i Helsingør Kommunes folkeskoler. Jeg var i en diskussionsgruppe med nogle piger og drenge fra Hornbæk, der berettede, at når de skulle ”ud”, altså i biffen, på café eller noget, så tog de til Helsingør.  Sådan var det hverken i Espergærde eller i Helsingør. De store elever der fortalte at de helst tog til København, hvis de skulle se en film, på café eller shopping.  Men kan det virkelig passe? Gider de unge ikke deres egen by? Vender vi blikket mod de voksne kan tendensen meget vel være den samme. Helsingør Kommune har i de sidste 20 år fået en del tilflyttere, hvoraf mange kommer fra København. Mange arbejder fortsat i Københavnsområdet, de holder måske en københavneravis , de henter måske stadig deres kulturelle oplevelser i storbyen frem for lokalt, og de tager hellere ind til Parken og ser FCK (sammen med 20.000 andre) end de stiller sig op i køen til Helsingør Stadion for at se de lokale helte. Metropolen København kaster i sandhed sin skygge over Helsingør.

Helsingør har aldrig rigtig defineret sin rolle i forhold til København. Det er vigtig at fastholde at byen har en stor attraktion for kunstnere. Da Sonning uddelte sin musikpris i 2007 til Lars Ulrik Mortensen blev det fejret med en eksklusiv koncert på Kronborg. Lars Ulrik Mortensen skulle spille værker af Buxtehude, der jo i 2007 også blev hyldet som en lokal stjerne, en af vores, med byvandringer, kirkekoncerter etc. Med koncerten på Kronborg havde Helsingør en enestående og aldeles gratis chance til at melde sig ind i verden. Koncerten var en international begivenhed. Men mødet mellem Helsingør og barokensemblet faldt ikke heldigt ud. Selvom min teenagedatter med mellemrum kalder mig både blind, døv og dum, så kunne jeg også godt høre at koncerten var i en klasse for sig. Men hvorfor havde byen ikke havde taget begivenheden til sig.  Hvorfor var der ikke var en linje i de lokale aviser og hvor var de lokale musikelskere? Det var med garanti ALDRIG sket i andre byer, hvor man har koblet sig på det store eventtog. I Helsingør har vi Hamlet på Kronborg .Satsningen har været halvhjertet og har aldrig rigtig arbejdet sig ind i fortællingen om Helsingør. Da Norén (2007) og Odin Teatret (2006) spillede Hamlet på Kronborg var det top 3 begivenheder i europæisk teatersammenhæng. Når vi ser hvordan teatre og kulturarrangører i resten af verden kan arbejde sammen på tværs af sektorer om præsentationen af langt mindre begivenheder, må det undre at vi i Helsingør er så rige eller tilsyneladende ikke vil eller kan udnytte det kommercielle potentiale, der ligger i disse i særklasse enestående fortællinger byen producerer om sig selv.

”Vor position er ikke synderlig god”, kunne Andrée konstatere efter en endeløs vandring på drivisen, hvor vind og vejr havde drevet dem endnu længere væk fra fastlandet.  I mere end 30 år kendte man ikke deres skæbne, men i 1930 fandt en ekspedition resterne af ballonfarerne på en øde ø i Polarhavet. En stor del af deres dagbøger og fotooptagelser var bevaret efter mere end 30 års ophold i arktisk kulde. Alt blev senere udgivet af et videnskabeligt selskab i bestselleren ”Med Ørnen mod Polen”, hvor man kan læse at de døde polarfarere blev transporteret med skib og flyekskorte forbi Kronborg og Helsingør og videre gennem Øresund og til Stockholm. Mon ikke der dengang var et par værftsarbejdere der lettede på huen i respekt for og anerkendelse af de ulykkelige polarriddere?

Peter Carelli, ”Det medeltida Skåne”, Lund, 2007. Fås i boghandlere i Helsingborg,

 

 Billedtekst: Eventyrerne Andrée, Frænkel og Strindberg fanget på Indlandsisen.