Af Jens Frimann Hansen, Helsingør Dagblad, 23. Oktober 2007
Homer Simpson goes Nøjsomhed
Vi danskere må i mødet med de andre turde sætte vores værdier på spil
Rollemodeller er det nye smarte trick til at fremme integrationen af de utilpassede unge. Initiativet har politisk haft vind i ryggen, mens fagfolk har været mere skeptiske.  Hvad gavn David Beckham eller Madonna skulle gøre i Vapnagaard, Nøjsomhed, Nivåhøj eller Egedalsvænge kan også være svært at se. De kan selvfølgelig ryste hænder med de unge og skrive et par autografer og fortælle lidt om dem selv, om hvor svært det har været at nå fra bunden til toppen, om at det handler om at tro på sig selv og blive ved og bla bla bla. Glem Beckham og de andre. Hvis der endelig skulle et kendt ansigt ud i boligområderne skulle det være Homer Simpson.  Homer er en slags menneske der problematiserer sine egne værdier i stedet for at påtvinge dem til andre. Det er der brug for.
Keep out
For 100 år siden samledes de unge ved gadekæret, mejeriet eller et andet centralt sted i landsbyen. I dag hænger de ud ved Shelltanken på Rønnebær Allé, Cantinos pizzaria i Holmegårdscentret eller i Nivåcentret. For 50 år siden stod der ”Velkommen” på dørmåtterne. I dag er hver anden husdør forsynet med et alarmskilt eller ”Hunden bider” eller ”Privat”. I min egen ungdom kørte vi også på ulovlige knallerter og hang ud ved pølsevognen.  På en måde har samfundet ikke ændret sig særlig meget. De unge har altid haft et behov for at samles og mødes udenfor rækkevidde af de voksnes blik. Man kan også godt sige at rig og fattig er blevet mere ens. Vi har fx alle et fjernsyn og en telefon. Det var kun de rige beskåret for 50 år siden. Men på en anden måde er forskellene blevet større. Før var rig og fattig bedre integreret, forstået på den måde at rige og fattige havde daglig omgang med hinanden. I dag kan man frygte vi er ved at udvikle et parallelsamfund, hvor de rige bor i den ene ende af byen og de fattige i den anden. Og når vi ikke har nogen daglig omgang med hinanden forskanser vi os i borge og holder fast i vores værdier. Vi får aldrig prøvet dem af i et fællesskab eller i offentligheden.
Værdier og kanon
I Danmark har man defineret en kanon, et katalog over de vigtigste kunstværker. Det er et klart krisetegn, at vores vigtigste kunstværker ikke kan stå selv, men må samles i et åndeligt museum. Det siger mere om danskernes åndsforladthed, end om kunstværkerne. Det danske samfund befinder sig i rivende udvikling og nogen er bange for at miste H.C. Andersen i svinget. Det er meget vigtigt at kunst og kultur også får nogle betingelser for at kunne udvikle sig i takt med samfundsudviklingen, at vi, præcis som Homer Simpson, hele tiden sætter kunsten og kulturen i spil i forhold til samfundet. Den danske teolog K.E. Løgstrup mente, at hvis man er et kristent menneske, så må man tro på evangelierne og at korsfæstelsen har fundet sted. Men det er mindst lige så vigtigt at kristendommen er til stede i vores egen hverdag. Kristendommen skal hele tiden og altid bestå sin prøve ikke bare i nutiden, men i hverdagen. Værdier er noget der på én gang findes og hele tiden skal udvikles.
Teatret
For min egen business, teatret, er det også vigtigt hele tiden at redefinere hvad teatret er. Jeg hører fra mange, og især blandt progressive, der aldrig tøver med at stille sig på kunstens side, at de ikke vil se teater på Borupgårdscenen. Selvom det kan være udmærkede forestillinger der spiller der, så kan skolepræget være så ødelæggende for nogens kunstneriske oplevelse, at de ikke finder det umagen værd. En publikumschef på DKT fortalte en gang, at han hver dag modtog klager over maden, kaffen, sæderne, trapperne, men ALDRIG repertoiret.  Selv om det nok har ændret sig noget, er pointen klar nok. I DKT forventer publikum at konventionerne, teatrets indpakning og rammen om oplevelsen, er i orden, mens man bekymrer sig mindre om indholdet. Sådan er det vist også i Helsingør.
---
Og vor tids helte og rollemodeller? Det er i hvert fald ikke Beckham med eller uden frue eller Madonna. Det er nok mere ham eller allerhelst hende der bevæger sig fra parcelhuskvarteret i Espergærde med en fodbold i den ene hånd og sin datter i den anden for at spille fodbold med drengene i Nøjsomhed eller i Vapnagaard. Det er nemlig ikke kun fodbold det handler om, men også en kamp på værdier og en kamp for det fællesskab, der netop bliver skabt når vi alligevel tør møde de andre som vi ikke forstår.

Billedtekst:  Gadeteatret har nogle særlige kvaliteter. Her er netop teatret i fokus og ikke forestillingen om at teatret skal være på en bestemt måde. HMF Brændende Kærlighed i boligområdet Andersberg, Halmstad, august 2007.