Café Europa

af Jens Frimann Hansen, Helsingør Dagblad, 22. september 2007

Den italienske forfatter Claudio Magris hvirvelvind af en roman sender Helsingørs hvide café-plastik-stole i høj fart ned gennem Stengade

I de sidste 20 år har den italienske professor i tysk litteratur Claudio Magris været en af de største hotshots på den europæiske litterære scene. Han har skrevet flere romaner og udgangspunktet har ofte været fødebyen Trieste. Trieste ligger i det østligste Italien. Byen grænser op til både Slovenien og Kroatien og under den kolde krig gik Jerntæppet nærmest lige gennem byen. Trieste var et lille Berlin. Længere tilbage, til og med 1. Verdenskrig, var Trieste Habsburgerrigets eneste havneby. Der er både en fordums imperial storhed over byen, samtidig med at byen er mærket af det 20. århundredes store katastrofer. Trieste er et multikulturelt rend sammen af slaver, italienere, jøder, muslimer, etniske tyskere m.m. Stor litteratur er blevet skabt i Trieste. James Joyce boede en tid i byen og bysbarnet Italo Svevo. Få kilometer derfra skrev Rainer Maria Rilke ”Duino Elegier”. Trieste er, som Helsingør, en kosmopol. Italienerne ved det bare ikke. I en undersøgelse fra 1999 mente 70% af de adspurgte italienere, at Trieste end ikke lå i Italien!

Claudio Margris kan skrive. Han har en frygtindgydende viden om europæiske forhold og det er den kombination, der åbenbarer sig i hans værker, og giver læseren følelsen af at være i audiens hos forfatteren. Han mestrer både det helt nære og det uendeligt store. I hans seneste bog ”I blinde” lægger han ordene i munden på fortælleren Salvatore Cippico, der om nogen er mærket af det 20. århundrede. Cippico var kommunist. Han deltog i Den Spanske Borgerkrig og var aktiv i den italienske modstandsbevægelse og endte i koncentrationslejren Dachau. Efter krigen emigrerede han til Titos Jugoslavien for at bygge et kommunistisk samfund op. Men efter Titos brud med Stalin i ’48 blev han deporteret til Titos Gulag, to små øer i Adriaterhavet, hvor han gennemgik frygtelige lidelser. Da han mange år senere, som en af de få overlevende, vendte tilbage til Italien blev han behandlet som en udstødt. I romanen ligger Salvatore på et hospital og fortæller historien. Og ind i den er klonet historien om danske Jorgen Jorgensen, en fusentast og svindler – Oehlenschläger kaldte ham i sine erindringer ”en Spektakelmager i første Klasse” - der 100 år før Salvatore gennempløjede verdenshavene. Han gennemførte et statskup i Island og var i 3 uger landets Island. Jorgensen var lidenskabelig spiller og røg ind og ud af gældsfængsler, men snoede sig, takket være sin uimodståelige charme og intelligens, hurtigt ud igen. Han grundlagde fængslet Port Arthur på Tasmanien, et fængsel så frygteligt at selv børn begik selvmord. Og han havnede der selv. Det paradoksale ved Jorgensen er at hans egen historie overgår hans eget fantasteri med flere længder. ”True life is stranger than fiction”, sagde Melville engang. En anden tråd, der er vævet ind i Cippicos fortælling, er historien om Jason og det gyldne skind og Jasons svigt af Medea. Jasons jagt på det gyldne skind kobles til Salvatores egen jagt på den røde fane og det skind Jorgensen lægger under en dødsmærket vens hoved, som han skyder af medlidenhed. Jagten på idealsamfundet har altid været en blodig affære i Europa. Men skindet bringer også håb. I romanens slutning spiller det en rolle da Jorgensen giver håb til en nødstedt måge.

Bogens titel griber også tilbage til Jason. Jason og hans mænd modtages på dolionernes ø med stor gæstfrihed. Men da de om natten sejler derfra, rammes skibene af en storm og de driver tilbage til øen. Både dolionerne og Jason tror, i mørket, at de står overfor deres fjender og de bekriger, i blinde, hinanden. Og det er en vigtig pointe i bogen. Hvad enten vi befinder os i Dachau, i Port Arthurs grufulde celler eller i krig ,så begås overgreb som oftest i blinde. SS-folkene i Dachau havde kanariefugle til at advare dem om stanken fra krematorieovnene før de selv kunne lugte den. Når kanariefuglene blev urolige beordrede de ovnene slukket. Vil man forstå mennesket, må man elske det, skrev Georg Büchner engang. Et menneske ved sine fulde fem , et helt menneske, kan ikke dræbe et andet menneske. Sveasøjlen og mindepladerne for de faldne i sidste krig på dansk jord i Helsingør må også kalde på vores andægtighed og respekt. Vores historie griber også ind i den store historie. Og i vor egen tid: Ser vi de mennesker, der påføres død og lidelse i Irak? Eller er det i virkeligheden bare endnu et eksempel på computerens, fjernsynets og avisartiklens kropsløse og døde vinkel? Er mennesket ved at forsvinde fra vores kultur? Vi leger med vores identitet når vi surfer rundt i anonyme chatrooms på nettet og bruger rask væk medicin som et værn mod vores egen menneskelighed. Hvor er menneskeligheden i Dachaus statistiske registre over de døde, ser vi mennesket i Guantanamo?
Både Salvatore Cippico og Jorgen Jorgensen er oprørere mod dette skema over menneskeligheden. Chippico roder rundt i sin egen lægejournal og blander rundt i de medcinske præparater som var det terninger, for at sætte sin identitet i spil på ny. Jorgensen er håbløs spiller og gør med sin spillelidenskab hele tiden oprør mod den herskende talorden, for at en ny kan dannes.

Galionsfigurer og deres rejser over havet er et af romanens vigtigste motiver. Magris fortalte selv på et møde med sine læsere i København, hvordan netop dette motiv bragte ham til Helsingør for at researche til romanen. Galionsfiguren er i romanen koblet til kærligheden, men også til historien. Fra skibets stævn ser galionsfiguren katastrofen før alle andre, men det er også hende der først øjner de fjerne horisonter. Denne duven mellem håb og katastrofe er også historiens og kærlighedens bevægelse, og det er de fire temaer, der tegner bogens verdenshjørner.

”I blinde” er i vid udstrækning en personal-historisk skildring den eruopæiske kultur fra antikken og til vort eget nu, det nu, hvor fortælleren er ved at udånde. Det er en tegning af den store verden, der også er vores. Det er en fortælling om, at hvis vi forenkler vores syn på mennesker, så er vi i risikozonen for i blinde at komme til at foretage et overgreb.

For et par år siden mødte jeg Magris, tilfældigt, på Café San Marco i Trieste.

I romanen ”Mikrokosmer” har han beskrevet caféen, hvor han selv sad som ung og skrev sit speciale omgivet af jøder, slovaker, muslimer og kristne. Og nu sad han der som ældre professor omgivet af unge studerende, kortspillende ældre, og gav interviews. For sådan skal en café være. Aldrig for udvalgte grupper, men for alle.

Og prøv at tænk, hvis man overførte denne model til Helsingør? Prøv at tænk hvis de bestræbelser kommunen nu har på at afstikke en vision for fremtiden ikke kun blev afstukket af trendsættere, der tjener 50.000 eller meget mere om måneden. Tænk hvis det muslimske kulturhus lå nede i midtbyen i stedet for ude ved Vapnagaard? Tænk hvis Stehns Kirke multikulturelle festival blev afholdt i domkirken eller i klostret? Tænk hvis det jødiske publikum man så til Yasmin Levi koncerten i Toldkammeret under Images of the Middle East festivalen i Helsingør havde et offentligt, synligt tilholdssted i midtbyen? Tænk hvis Toldkammercafeen havde åben om aftenen og et kulturprogram der spejlede Helsingør som kosmopol?

Sikkert er det, at det segment der stiller sig tilfreds med en hvid plastikstol på Stengade, et stjerneskud og en fadbamse givet ville føle sig lidt klemt. Men mange andre ville komme til. Og frem for alt…kosmopolen Helsingør ville vinde Europa tilbage.

Claudio Magris, ”I blinde”, samleren, 2007. Roman. 374 sider. 299 kr.

Jørgen Jürgensen, ”Brudstykker af en selvbiografi”, Museum Tusculanums Forlag, 2006. 253 sider.