Kosmopolen Helsingør

Helsingør Dagblad, 4. august 2007

af Jens Frimann Hansen

Hvert år rejser jeg til verdens største gadeteaterfestival i Aurillac, Frankrig. Når jeg fortæller jeg kommer fra Helsingør ved næsten alle hvor det er. Min rejsekammerat fra Århus har mere end svært ved at gøre det begribeligt for franskmænd, at hendes by er Danmarks næststørste. Også efter kunstmuseet Aros gav byen et løft. Horsens, som er på alle brandingseksperters læber i Danmark, er der ingen der ved hvor ligger. Alle danskere tror Horsens er blevet verdenskendt fordi Madonna, Bob Dylan og Rolling Stones har spillet der. Men det er ikke rigtigt. Hvem af os danskere husker eller ved fx hvor de samme kunstnere spillede i Tyskland, Frankrig eller Sverige? Det er en kendthed interieure, hvorimod Helsingørs kendthed er ægte og historisk genuine.

Da jeg for mange år siden skulle lave en serie af teaterprojekter i Helsingør var det også med disse forventninger i bagagen, at jeg kom til Helsingør. Men jeg blev meget hurtigt overrasket over hvor lillebysagtig Helsingør egentlig er. Helsingør er en stor kommune, selvom den efter kommunesammenlægningen ikke er så stor som den har været. Økonomisk og driftsmæssigt er den nu på størrelse med Horsens, men mindre end Vejle, men ude i verden, altså mentalitetshistorisk set, virker den langt større. Museumsleder Kenno Pedersen fortalte mig på en rundvisning i Skibsklarergården, at da Sundtolden afvikledes i 1857 var byen totalt uforberedt. Siden Erik af Pommerens dage havde man haft en begunstiget rigdom i Helsingør, der nærmest fra den ene dag til den anden forsvandt. Men det kosmopolitiske ved byen hang ved. Det var allerede på den tid så forankret i byen, at fx Sara Bernhard fandt det værd at medtage byen i sine erindringer om end hun var noget skuffet, da hun stod overfor Hamlets grav. Afviklingen af Sundtolden skabte stor armod i byen og først, da skibsværftet kom til i 1882 senere blev byens økonomiske fundament efterhånden genoprettet og fornyet. I 1980 lukkede så skibsværftet. Selvom afløseren, svenskerhandlen, allerede var kørt i stilling, var det en social og økonomisk katastrofe for arbejderne. Men Hamlet klæbede stadig til byens historie og man kan stadig mærke værftets folkelige hjerte banke, hvis man lægger vejen forbi Kringlen en tidlig morgen eller hvis man en sen aften besøger værtshusene Strandborg, Sundkroen eller Axelborg. Det er nogle af de få værtshuse i Danmark, der kan måle sig med christianshavnerværtshusene Eiffelbar, Fingerbøllet eller Stærkodder, og som endnu ikke er blevet udvisket af den økonomiske opturs og friværdiens korrumperende jagt efter originalitet, autencitet og fortælling, som de nyrige i øvrigt selv er med til at ødelægge. Helsingør må gerne lugte lidt af pis og dieselos fra Scandlinesfærgerne eller fra en Scandia Vabis i slæbegear på vej op ad Hestens Bakke. Det skal ikke være potpouri og parfume det hele.

Men i disse år begynder så svenskerhandlen at røre på sig. Detailhandlen har slynget tal ud som at byens omsætning er gået tilbage fra 900 millioner til 300 millioner på få år. Man har lavet rapporter, hvoraf det fremgår, at vi skal have mere detailhandel, for at knække minuskurven. Vi bliver bedre til at markedsføre byen, men desværre bliver de andre også bedre, så mest af alt ligner det satus quo. Får vi flere butikker kommer vi sikkert til at ligne Hillerød, og det skal da nok være lykken for nogen. Men spørgsmålet er, om ikke al den handel kommer til at kvæle byen i en grad, så vi til sidst ikke engang kan holde os selv ud. Sådan har det jo allerede været med svenskerhandlen. Helsingør downtown er totalt dødt efter kl. 6 om aftenen.

Synes og væren
Historien om Horsens ligner den om Læsøsaltet. Læsøsaltet er blevet en kommerciel succes, fordi det er lykkedes driftige folk på Læsø at sælge fortællingen om Læssøsaltet. Men saltets egenskaber og kvalitet adskiller sig ikke fra det salt vi putter i vores opvaskemaskiner. Spørgsmålet er om man i Helsingør i tråd med god skik og brug på reklamebureauerne og handelshøjskolerne skal genopfinde en fortælling om Helsingør eller om man i stedet skal søge indad i byens sjæl for at formulere eller reformulere Helsingørs enestående og unikke identitet. Det er et spørgsmål om synes og væren. Horsens og Læsø SYNES afgjort af noget, men der er måske ikke så meget at komme efter ved et nærmere eftersyn. Helsingør ER noget, men byen synes ikke af ret meget ude i verden, fordi vi er væsentlig dårligere til at markedsføre os selv end Horsens og Læsø. Men hvordan skal vi præsentere os selv ude i verden? Hvordan skal vi gøre byen interessant for os selv, borgerne, og turisterne? Hvordan sikrer vi vækst, arbejdspladser og fremgang på længere sigt?
Helsingør Kommune er for tiden i gang med at udarbejde en strategi og en fremtidsvision for Helsingør. Det er svært at sige hvor fremtidens tyngdepunkt kommer til at ligge, men det problem man helt sikkert vil løbe ind i når planlægningen skal materialisere sig i fremtidens kommunale budgetlægning er det faktum at byen er fanget i en diskrepans mellem økonomisk set at være en lille provinsby i Danmark og samtidig at være en af Danmarks kendteste byer i udlandet. Helsingør har svært ved at udnytte potentialet og har i de sidste par år været mere optaget af at skulle kigge indad og finde budgetbesparelser, hvor byens største aktiv udadtil, Hamlet Sommer, indenfor kulturområdet har ageret prügelknabe for massive besparelser. I mellemstore jyske byer er kulturbudgettet på aktivitetssiden ikke sjældent et tocifret millionbeløb og i vækst. Jyderne har opdaget, at kultur skaber liv og omsætning. I Helsingør er beløbet etcifret og klart faldende.

HH-Samarbejdet
For et par måneder siden afholdt man i Helsingborg et fremtidsseminar om hvordan man sikrer Sundets pärla, det kalder man sig i Helsingborg, får en aktiv rolle i den videre udvikling af Sverige. På seminaret blev Helsingør stort set ikke nævnt, om end man alligevel nok kunne øjne en chance for at Helsingør kunne spille en vigtig rolle for udviklingen af Helsingborg i og med kommunegrænser og regionale inddelinger også her betragtes som barrierer for udviklingen. Og Helsingør nævnes da også som et aktiv i markedsføringen af Helsingborg. Men de facto er der tale om to selvstændige byer, hvor det kommunale udviklingsperspektiv først og fremmest er rettet mod det nationale. Man kan tale om to horisontale og parallelle udviklingsakser. En svensk, hvor Helsingborg orienterer og definerer sig selv i forhold til Malmö og Göteborg, og en dansk, hvor Helsingør først og fremmest orienterer sig mod København.
Helsingør Teater har i de sidste tre år arbejdet intensivt med at udvikle samarbejdet med Sverige på teaterområdet. Det har været et både vanskeligt og til tider også et dyrt samarbejde. Men Helsingør Teater har også gjort den vigtige erfaring at vedholdenhed kan betale sig. Helsingør Teaters satsen på Sverige har skabt nogle særlige og perspektivrige udviklingsmuligheder for den lille teaterforening, der i år kulminerer med verdensdramatikeren Lars Noréns opsætning af Hamlet på Kronborg. Det er en begivenhed, der giver genlyd i hele den internationale teaterverden, men som sagtens kunne udnyttes bedre, hvis der var et mere veludviklet samarbejde mellem kultur, turisme og detailhandel i Helsingør og Helsingborg. Det er som om guldægget bare får lov til at ligge, uden at man gør en aktiv indsats for at udnytte dets kommercielle potentiale. Noget lignende kan siges om H-H Gadeteater 2007, der også er et samarbejdsprojekt på tværs af Sundet. Gadeteaterfestivalen, der har høstet både national og international anerkendelse, er end ikke nævnt i den officielle turistguide for Helsingør/Helsingborg. Men også turist og detailhandlen har forsøgt sig med et samarbejde over Sundet. Med Grænseløse Dage i november måned har man fået færgerne til at sejle gratis og satset kraftigt på markedsføring. Projektet savner helt meningsfulde aktiviteter, hvorfor man må frygte at gæsterne undlader at besøge nulaktiviteterne i Helsingør/Helsingborg og i stedet tager turen til Louisiana i Humlebæk eller København.
Findes der en diskrepans mellem Helsingørs kendthed i udlandet og dens lille-kommune-virkelighed, så kan man pege på en tilsvarende mangel på synkronisering mellem erhverv, detailhandel, turisme og kulturlivet. Der er ligeledes tale om parallelle, ukoordinerede og usammenhængende tiltag over Sundet, hvor kulturlivet er rigt på indhold, men dårlige til markedsføring, og hvor turisme, erhverv og detailhandel er gode til markedsføring, men dårlige til at skabe meningsfulde og konsistente projekter, der profiler Helsingør og Helsingborg.

HH som centrum
Både Helsingør og Helsingborg er for små til at markere sig selvstændigt overfor det altoverskyggende Metropolis København og Malmö er ved at udvikle sig til i Øresundsregionen.
Men sammen udgør de to byer med tilhørende opland et alternativ til storbyerne på omkring 700.000 sjæle. Som et centrum kan HH høste alle fordelene og slippe for en stor del af ulemperne. I stedet for at være to perifere punkter i et netværk har de to byer potentialet til at blive det næststørste centrum i regionen. Men det fordrer et forpligtende samarbejde indenfor erhverv, beskæftigelse, turisme og kultur. Målsætningen må være at få turisterne til at besøge Vestskåne eller Nordsjælland først.  HH må så være klar til at tage imod dem med højt profilerede aktiviteter og komfort, så de i hvert fald bruger et par dage her inden de tager videre til København eller Malmö. Havner de først i ballongyngen i Tivoli eller på Café Nemo på Christiania – alt efter hvilket segment vi taler om – er det tvivlsomt om vi nogensinde ser dem i HH. Og vi skal ikke, som Horsens og Læsø, opfinde en fortælling om Helsingør/Helsingborg først. Vi har takket været - hvis man betragter byerne under ét - et enestående naboskab, fremragende museer, et enestående café og handelsliv, masser af kulturarv og en kulturhistorie man ikke finder magen til noget andet sted på kloden. Og turister er vilde med det.

Åbne økonomier – byer for alle
I den seneste tid har der været afholdt en del konferencer og seminarer om oplevelsesøkonomi og andre af globaliseringens udfordringer. I Helsingør har man med etableringen af Kulturværftet helt konkret spillet et stærkt kort ud, der kan få stor betydning for en langsigtet og dynamisk videreudvikling af Helsingør. Kulturværftet er først og fremmest en investering i infrastruktur og en helt nødvendig opgradering af byens kulturelle faciliteter. På et af seminarerne om oplevelsesøkonomi foreslog en driftig udenbys turistmand, at man skulle etablere et vandland á la Lalandia, da det ville give 300 arbejdspladser til byen. Jeg er sikker på, at Don Ø ville betale hver en krone af anlægget, men også at Helandia,  bortset fra arbejdspladserne, ikke ville bidrage væsentligt til Helsingørs videre vækst. Byen ville alene hænge på affaldet. Det er erfaringen med Lalandia, at denne type virksomheder er lukkede virksomheder, hvor gæsterne både kan overnatte, spille minigolf, æde burgere og pommes frittes, uden at falde ind i eller udforske lokalitetens liv i øvrigt.
I både Helsingør og Helsingborg skal vi tænke helt anderledes og kosmopolitisk, da vi som region er et af de få begunstigede hotspots, der har muligheden.
Det jyske kulturwunder er baseret på store anlægsudgifter i 80’erne og 90’erne. I Helsingør når vi at komme 20 år bagefter inden Kulturværftet står færdigt. Men i modsætning til de jyske byer har vi muligheden for at bygge en selvstændig profil ovenpå vores kulturværft og dermed spille op til og forstærke den branding af byen vi har fået forærende på forhånd. For at udnytte dette til fulde er vi nødt til at investere i muligheder og tænke utraditionelt. Vi må holde byen åben og tænke meget mere utraditionelt hvad enten vi taler om erhverv, handel, turisme eller kultur. Vi må skabe stærke events, men med åbne og inviterende organisationer og institutioner med et økonomisk råderum og en reel mulighed for at sætte fart i udviklingen af Helsingør-Helsingborg.