Frederiksborg Amts Avis | 19.03.2007 | 2. sektion | Side 4 (FAA: Fredensborg) | 1106 ord | artikel-id: e08fb746

Frygt og bæven i Kokkedal

Debat

I Kulturarvstyrelsens undersøgelse af danskernes forhold til kulturarven fremgår det at 70 procent af danskerne ønsker at bo i nærheden af kulturarven.

Er der noget Kokkedal er fattig på, er det netop kulturarv. Der er ingenting, bortset fra Egedal Kirke, opført i 1990. Og selvom man sjældent går derfra med uforrettet sag, så kan selv en hvilen i troen aldrig kompensere for det fundamentalt splittede samfund, Kokkedal nu engang er.

Splittelsen var til at få øje på på det borgermøde, kommunens politikere havde taget initiativ til i onsdags den 14. marts. Mere end 300 var mødt op. Heriblandt de såkaldt »utilpassede unge«, som var mødets indirekte anledning, da de for et par måneder siden havde afstedkommet flere læserbreve i herværende avis (og andre) fra angste borgere i Kokkedal.

Kokkedal er ingen by. Kokkedal er lejeboliger, andelsboligforeninger og parcelhuse. Der findes ikke noget downtown i Kokkedal, andet end Holmegårdscentret, hvor mange handler ind og som næsten alle identificerer som arnestedet for balladen. I centret ligger der et antal butikker (Netto, Aldi, Brugsen, Halalslagter o.s.v.), men der er ingen muligheder for at slå sig ned, andet end i et skummelt værtshus eller på en af pizzariaets hvide plastikstole. Centret er ikke et sted man gerne opholder sig med mindre man har et ærinde. Problemet er bare, at der ikke ER andre steder at gå hen i Kokkedal. Måske det er derfor, de unge opholder sig der.

I det år jeg har boet i Kokkedal, har jeg ved selvsyn konstateret en del ballade dernede. En nat var der nogen, der havde sat ild til ALDI. En lygtepæl blev bøjet og butiksvinduer smadret og så videre.

På borgermødet kunne der lægges flere alen til disse selvoplevede episoder. I den lille gruppe hvor jeg sad, fik jeg nærmest indtryk af, at jeg var tilbage på Nørrebro. Det fløj rundt med brandslukkere gennem vinduer, bomber, afbrændte telefonbokse og postkasser. Og også vold. Og selvom en politimand rejste sig op på borgermødet og fortalte, at volden og hærværket rent faktisk var faldet i de senere år, så var der flere borgere der sagde, at de alligevel følte sig utrygge, og at løsningen på al den ballade i Kokkedal måtte være mere politi.

For nylig har kommunen bygget en skøjtebane foran Egedalshallen i Kokkedal.

Som teatermand ved jeg, at en institutions eller en aktivitets værdi sjældent er betinget af antallet af dens brugere. Jeg sad i sidste weekend derovre i det meste af skøjtebanens åbningstid og så, hvordan danske og indvandrerbørn nød hinanden på isen. Imens kunne jeg se hvordan danske børn og næsten ingen indvandrerbørn søgte ind i hallen. Et signal om at børn er lige i den uorganiserede del af idrætsverdenen, men ikke i den organiserede. Når jeg frøs for meget, søgte jeg ind i hallen og varmede mig, mens jeg så Kokkedal og omegns sportsforeninger udfolde sig i hallen. Der var næsten ingen indvandrerbørn. Måske var det et tilfælde, eller måske var det et udtryk for at splittelsen i boligmassen også forgrener sig til foreningslivet. Noget kunne i hvert fald tyde på, at en stor del af foreningslivet i Kokkedal ikke kan skabe den sammenhængskraft i byen, som rigtig mange efterlyste på borgermødet.

Meget mere kunne skrives om Kokkedal. Lad os hellere kigge lidt ud i verden.

Både i læserbreve og på beboermødet er det blevet bemærket, at vild knallertkørsel på stisystemet, der er beregnet til gående og cyklende, er et stigende problem.

I boligområdet Dalhem i Helsingborg oplevede man det samme. Man løste problemet ved en alliance mellem den lokale motocrossklub og en pædagogisk medarbejder. Når hun mødte en knallert, der var, hvor den ikke skulle være, tilbød hun rytteren en tur på en meget større motorcykel på en rigtig motocrossbane. Det løste problemet. Dalhem er desuden et excellent eksempel på hvordan man har anvendt både kultur og skole som et integrerende element i boligområdet. På Dalhemsskolan spiser eleverne i et fælleskøkken i boligområdet, et simpelt tiltag, der har været med til at vitalisere boligområdet. Og i det hele taget kan et sted som Kokkedal lære rigtig meget af det svenske broderfolk, hvor både foreninger, kultur, sport og erhvervsliv i vid udstrækning er integreret i boligområder med en boligmasse, der ligner Kokkedals.

I nabokommunen, Helsingør, hvor jeg selv arbejder, har vi haft held med et par simple tiltag, som også har haft en afsmittende virkning på Kokkedal. I 2006 var Helsingør en del af kulturfestivalen Images of the Middle East og stiftelsen af netværket Ghettohood, hvor der bl.a. blev satset stort på boligområderne med en række aktiviteter. Bl.a. gadeteater som viste sig at have nogle helt særlige dialogfremmende egenskaber både i forhold til beboere og borgere udefra. En enkelt forestilling blev opført i Egedalsvænge, et almennyttigt boligbyggerier tæt på Holmegårdscentret med 1.600 sjæle hvoraf godt halvdelen er indvandrere. Forestillingen kaldte på en nysgerrighed man næppe troede fandtes hos beboerne her. Takket været en ihærdig indsats fra beboerbestyrelsen, et par vakse bibliotekarer i Nivå og den nuværende beboerrådgiver forløb arrangementet rigtig godt.

Men man savnede gæster fra parcelhusene og andelsboligforeningerne, der ofte er hurtige til at identificere gadebilledets negative elementer, men som enten ikke bemærker, eller simpelthen ikke interesserer sig for, de mere positive tiltag.

For nogen tid siden var der en artikel i avisen, hvor en politiker redegjorde for flytningen af en børneinstitution hen på en boldbane ved en af Kokkedals skoler.

På grunden skulle der bygges endnu flere boliger i Kokkedal. Skolebestyrelsen fandt det højst uheldigt. Ikke bare på egne vegne, men også fordi boldbanen blev brugt af børnene udenfor skolens åbningstid. Politikeren kunne slet ikke se noget problem i dette, men mente tværtimod, at naboerne ville blive glade, for børnene råber jo højt, » og det kan være generende, hvis man sidder på terrassen med kaffen.«

Jeg tror, desværre, at politikeren har ret. For selvom det på debatmødet lød som om det var et stort ønske fra borgerne i Kokkedal, at få nogle flere fælles huse, som fx medborgerhuse, så er der ellers ikke noget, der tyder på, at man vil møde sin nabo positivt. Tværtimod. De fleste af dem der ytrede sig på borgermødet efterlyste mere politi, videoovervågning og en enkelt endda deportation af udvalgte familier fra Egedalsvænge.

En af de ting der virkelig overraskede mig, da jeg flyttede til Kokkedal, oplevede jeg, da jeg første gang gik tur i parcelhuskvarteret. Jeg troede næppe mine egne øjne, da jeg kunne konstatere, at der var flere parabolantenner i parcelhuskvarteret end i Egedalsvænge. Og måske er det det handler om. At vi alle får styr på vores fordomme og retter positiv opmærksomhed mod vores naboer, så vi kan komme videre.

Venlig hilsen

Jens Frimann Hansen ,

Teaterleder, Helsingør Teater



Billedtekst: En af de ting der virkelig overraskede mig, da jeg flyttede til Kokkedal, oplevede jeg, da jeg første gang gik tur i parcelhuskvarteret. Jeg troede næppe mine egne øjne, da jeg kunne konstatere, at der var flere parabolantenner i parcelhuskvarteret end i Egedalsvænge. Og måske er det det handler om. At vi alle får styr på vores fordomme og retter positiv opmærksomhed mod vores naboer, så vi kan komme videre, skriver Jens Frimann Hansen i dette indlæg. Til daglig er han teaterleder på Helsingør Teater og bor i Kokkedal. Foto: Lars Skov