Politiken | 26.10.2006 | Debat | Side 9 | 379 ord | artikel-id: e07a76aa

Debat: Teaterkrise 1: En stor tragedie for dansk teater

Af Jens Frimann Hansen, Leder af Helsingør teater

Alle grænser for anstændighed har været overskredet i forbindelse med ansættelsen af nye chefer for de københavnske teatre. Desværre har en ellers lødig avis som Politiken ikke holdt sig for god til med tendentiøs journalistik at bære ved til det bål, der ledte til Lars Noréns og Ulrika Josephsons fald.

Den kunstneriske tyngde i makkerparet Norén og Josephsons curriculum vitæ overgår selv den mest velrenommerede danske instruktørs. Går du en tur på gaden i New York, Paris eller Sydney, er chancen for, at du møder en teaterinteresseret, der kender Lars Norén, langt større, end hvad angår en hvilken som helst dansk dramatiker eller teaterinstruktør. Norén og Josephson har dygtigt ledet Riksdrama, en selvstændig afdeling under Riksteatern i Stockholm. Ud over at Riksdrama er platformen for Noréns egne stykker, er det også kendetegnet ved en åbning mod det internationale. Man har jævnligt inviteret store internationale navne til at arbejde med svenske skuespillere og efterfølgende sendt dem på turne i hele Sverige. Riksdrama har produceret teater i fængsler og boligområder, og for et år siden producerede Riksdrama en forestilling med et overvejende arabisk cast til at fortolke en algerisk dramatikers tekst. Riksdrama er en af de mest innovative, updatede og bedst kunstnerisk funderede produktionsenheder i Europa. Da valget af svenskerne til Betty Nansen blev kundgjort, udløste det et ramaskrig i dansk presse. En depeche blev båret fra Betty Nansens bestyrelse til Stockholm med opfordring til at trække sig. Udokumenterede konspirationsteorier føg gennem luften. Velkommen til den danske kulturdebat, hvor vi mimer flygtningedebatten og holder alle fremmede ude. Enhver rimelig objektiv vurdering af de to makkerpar ville – ’Woyzeck’ til trods – til hver en tid falde ud til svenskernes fordel.

Dansk teater er sat mange år tilbage. Det kan ikke forventes, at chefstillinger i Danmark i en nær fremtid bliver søgt af kompetente udenlandske kunstnere og/eller administratorer. En tiltrængt saltvandsindsprøjtning og et internationalt løft har man forpasset. Det i forvejen udsultede KIT/Københavns Internationale Teater er også blevet beskåret. Efterhånden er teater i Danmark mest at sammenligne med et spejl foran et dansk publikum uden inspiration og energi udefra. Måske er det ikke så underligt, at det er så svært at få f.eks. nydanskerne og de unge til at interessere sig for teater i Danmark.