Christiania i øjenhøjde

 

Af Anja Clausen og Jens Frimann Hansen

- medlemmer af Christianshavns Skoles skolebestyrelse

 

Christiania og Irak fortjener ingen sammenligning, men retorikken, der ledsager enhver krig, ligner til forveksling hinanden. I Irak taler vesten om eksistensen af kemiske våben som måske slet ikke findes, og det bruger man som argument for at kaste en hel nation ud i en frygtelig krig. Meget nemmere er det med Christiania. Hashen findes, på det punkt ligner Christiania ikke Irak, hashen findes oven i købet i en bestemt gade, ”Pusherstreet”, der både i lokalsamfundet, i regionen og i landet opfattes som en sygdom der skal fjernes. Regeringen har med andre ord erklæret Christiania krig, friske venstrebønder og parcelhusfascister hvis æstetiske ambitioner og arkitektoniske fatteevne ikke rækker meget længere end til parcelhuskvarteret har erklæret en lille lokalitet i Danmark krig. Det onde må væk. Man øjner her en klar ideologisk kulturkamp hvor målet er at vi alle skal være ens, forskellene må udviskes. Vi skal alle sammen gå velbarberede rundt i jakkesæt, gå på arbejde fra 9-16 og spille badminton i weekenden.

Christianshavnerne lever om nogen med Christiania i hverdagen. Fra sidelinjen har de fleste nok beklaget uforsonligheden der har hersket mellem samfundet og staden. Christiania har aldrig rigtig taget ansvaret for følgevirkningerne af stadens succes eller problemer, hvad enten de er afledt af hashmarkedet eller turismen. Stort set alle Christianshavns børneinstitutioner herunder skoler og gymnasium vender ud mod Prinsessegade, der er eneste vej som giver adgang til Christiania. Og i det sidste årti er trafikken vokset alarmerende. 1600 børn skal krydse Prinsessegade mindst en gang om dagen, har nogen beregnet. Den øgede trafik skyldes dog beviseligt ikke kun Christiania. Åbningen af Holmen hvor der ligger en lang række uddannelsesinstitutioner, er en del af forklaringen på problemet. Fremtiden tegner heler ikke for lys. Om kort tid åbner A.P. Møllers opera, og med hans tæft for at trække i marionetternes tråde i Københavns Kommune, skal han nok få nedlagt den foreløbigt beskedne trafikdæmpende bussluse som politikerne med god hjælp fra politiet efter alverdens absurde forhalinger har fået etableret på Holmen i en forsøgsperiode på foreløbigt et år. Busslusen er med garanti den eneste af sin slags i der er blevet velsignet i en kirke. En mor, der tilfældigvis også er præst, kunne ikke modstå fristelsen da alle Christianshavns unger var samlet til julegudstjeneste. Så desperate har man været på Christianshavn. Det er vigtig at slå fast at Københavns Kommune også har en stor del af ansvaret for trafikproblemerne omkring Christiania, og at kommunen har udvist en påfaldende passivitet. Det er problemerne omkring Christiania bestemt ikke blevet mindre af. Hvem har fx ansvaret når cyklende børn gentagende gange bliver klappet ned af svingende taxadøre ind over cykelstien ud for Christianias hovedindgang? Er det Christiania? Er det kommunen? Er det politiet? Er det taxachaufføren? Børnene? Passagererne? Lad os foreløbig konkludere at problemet nok ikke kan afgrænses til en part alene, men at vi alle har et ansvar for at forholdene er som de er.

Christianshavn er i mange år blevet forsømt af politikerne i både stat og kommune og ikke sjældent bruger man Christiania som undskyldning, ikke mindst når talen falder på trafikregulering. Imens har stat og kommune tjent styrtende med penge, men altså uden at nogle af de penge kommer tilbage til Christianshavn. Selvom der er flyttet mange børn til Christianshavn har politikerne besluttet at vedligeholde den gamle skole i stedet for at bygge en ny på Holmen. Og vedligeholdelse betyder i denne sammenhæng et nyt tag og udbedring af almindelig vedligeholdelsesforsømmelse som skolen ikke har haft råd til selv at udføre. Børnenes hverdag ændrer sig ikke, maden i husgerning skal stadigvæk laves i et lokale der lugter og ser ud som et levn fra før Christiania blev grundlagt. Råvarerne er dog af nyere dato. Hertil skal så lægges at A.P. Møllers opera på Holmen har fået det meste af borgerrepræsentationen til at gå i Berlusconi. Operaen er Christianias diametrale modsætning. Fredningsregler, byggelinjer og lokalplan tilsidesættes rask væk. Det er de samme regler man dunker Christiania oven i hovedet med og forlanger at de skal overholde, hvis ikke bulldozerne skal holde deres indtog. Der er onde tunger på Christianshavn der mener at offensiven mod Christiania i virkeligheden kommer fra hr. Møller, der vil sikre at hans operapublikum ikke skal passere forbi fristaden på vej til aftenens forestilling.

Børnenes hverdag på Christianshavn og Christiania er heldigvis en anden end de voksnes. Børnene skelner ikke mellem Christianshavn og Christiania, men leger lystigt med hinanden. Selvfølgelig. Mange christianitter sender deres børn i Christianshavns Skole og christianiabørn deltager i det ellers af Københavns Kommune udsultede foreningsliv der er på Christianshavn. Christianshavn har som den eneste bydel i København ingen sportshal. Vi skal tage tidligt fri fra arbejde og tage en meget lang busrejse hvis vores børn skal dyrke sport i en rigtig sportshal. Skolen bruger gerne Christiania som en behagelig og bilfri genvej over til et nærliggende naturcenter, og der er en tradition for at Christiania deltager i samarbejdsprojekter med skolen. Men Pusherstreet er i de flestes øjne et stort problem. De færreste forældre bryder sig vel ikke om at hash på denne måde udstilles og faldbydes uden nogen form for kontrol. Og det skal også fremhæves at der er et kriminelt miljø på Christiania som har en meget uheldig virkning især på de svageste børn. Vi kender til et eksempel på at forældre har sagt ”nej” til at sønnike måtte få en ny cykel, hvorefter han er gået over på Christiania og har tjent til sin cykel på en eftermiddag ved at flytte lidt rundt på nogle kufferter. Vi er overbeviste om at sådanne eksempler er undtagelser som der ikke kan generaliseres udfra. Men i dette felt ligger der en klokkeklar opgave som ikke kan løses af en part alene. Her er der store kameler at sluge for både stat, kommune, politi, Christiania og os andre, men et sådant samarbejde kunne være grundstenen til en konstruktiv og fælles fremtid. Kriminaliteten er heller ikke noget der gavner trafikkulturen. Kombinationen af 1600 børn der krydser Prinsessegade og en biljagt hvor man takket været Københavns Kommunes trafikdæmpende foranstaltninger kan nå op på langt over 100 km i timen er ikke ideel. En ensidig satsning på en politiindsats får efter vores vurdering heller ikke problemerne til at forsvinde.

I Christianshavns Skoles skolebestyrelse har vi noteret os at der er mange holdninger til Christiania blandt forældrene. På den ene fløj har vi forældre der seriøst mener at lærerne ikke skal undervise i hashmisbrug og på den anden forældre der mener at staden skal ryddes med en bulldozer. På skolen har vi en helt firkantet regel som ikke står til diskussion, nemlig at hashrygning er forbudt og medfører øjeblikkelig bortvisning fra skolen. I de sidste mange år har det aldrig været nødvendigt at håndhæve reglen. Børn på Christianshavn har simpelthen et andet og mere nøgternt forhold til hash. De ved hvordan det ser ud, og den lille brune klump er ikke omgæret med den samme mysticisme og forventningen om en transcenderende virkning som hos en velstimuleret og overbeskyttet gymnasieelev i provinsen. På Christianshavns Skole kan man med stor hjælp fra forældrene håndtere mange problemer selv, men ikke alle, og slet ikke kriminaliteten, som fordrer medvirken fra alle involverede parter. Men det er en kilde til undren at regeringen nedsætter et Christianiaudvalg  – og efter hvad ministeren selv siger er det sket bl.a. på vegne af christianshavnerne - og ikke inviterer Christianshavns lokalråd med i arbejdet. Lokalrådet kunne netop bidrage med et nuanceret syn på hele Christiania-politikken. Nu ligner Christianiaudvalgets arbejde mest af alt et ideologisk korstog, en krig mod Christiania, hvor konklusionen er truffet på forhånd.

Hvad ville der ske hvis man ryddede Christiania? Det er vores overbevisning og vores allerstørste frygt at det kriminelle miljø der henter en solid indtægt på hashmarkedet skal se sig om efter et andet arbejde. Eftersom deres cv næppe vil vække den store interesse i den virkelige verden må de af dem der ikke allerede er rockere uden rygmærker skabe deres egen. Mere vold og kriminalitet vil være konsekvensen, og tillige et mere diffust og uigennemskueligt hashmarked. Måske ville hashen rykke ind i skolegården. Hvad ville der ske hvis man frigav hashen? Nok noget nær det samme. De selv samme damer og herrer med forretninger i Pusherstreet skulle til at se sig om efter et andet arbejde, og det ville nok være fristende for flere af dem at kaste sig over langt farligere stoffer end hash. Der er mange politikere der vil både det ene og det andet, men ingen er til dato kommet med en plausibel forklaring på hvad man vil gøre efter man har grebet ind. Det der er mest brug for på Christianshavn og Christiania er i første omgang en nuancering af debatten, og en meget konkret handlings- og køreplan uanset hvad man måtte beslutte sig for.

Vi er mange smårevolutionære på Christianshavn, men de fleste af os har nok erkendt at Christianias fremtid går ad kompromisets snørklede stier. Problemkomplekset fortjener ikke at blive radikaliseret yderligere, vi efterlyser politikere, christianitter og christianshavnere der tør give slip på parolerne og tør tage et ansvar for hele Christianshavns fremtid. Vi kan slet ikke forestille os hvad der ville ske hvis bulldozerne (læs kampvognene) skulle ind på Christiania. Mediernes Christiania er et andet Christiania end det vi kender, men i deres jagt efter den gode historie er de med til at opildne en krigsstemning på Christianshavn.

Det kræver godt sømandskab at navigere rundt på Christianshavn. En gammel sømand der var gået i land fortalte en gang at Christiania aldrig kunne være opstået noget andet sted end på Christianshavn. Christianshavn har på trods af en hastigt voksende boligmasse stadig den gamle sømandskultur hængende ved sig. Christianshavnerne har vænnet sig til at skibe lægger til og nye mennesker flytter ind og de hilser dem velkommen - også selv om de ikke ligner dem selv. Vi får at vide af tidligere og nuværende lærere på vores skole at børnene på Christianshavn er mere tolerante end mange andre børn fordi de er vant til forskellighederne og derfor accepterer hinanden som de er. Den tror vi nu ikke på, vi tror ikke vores børn er anderledes end andre børn, men de lever på godt og ondt under nogen andre rammer end mange andre børn og disse rammer er nu under et voldsomt pres. Det er svært ikke at se regeringens truende indgreb som en ødelæggelse af en del af Christianshavns lange historie som på forunderlig vis er blevet bevaret i vidt forskellige kulturelle manifestationer  Udover at det er svært at opfatte som andet end et indgreb i vores frihed og vores ret til at forvalte vores eget liv, så ser det også ud som om det er et skridt i retning af en yderligere ensretning af os danskere som er både ødelæggende for vores kultur og meningsløs.

                      Halfdan Rasmussen var født og opvokset på 20’ernes Christianshavn og det er forbavsende så meget man genkender i hans digte om tyverne af vor tids Christianshavn. Dengang var det et mere ensidigt arbejderkvarter – ungerne råbte ”Lortekonge” efter Christian X til hest, så det var ikke så tit han red ned gennem Prinsessegade. Man kan næsten høre et ekko af Halfdan Rasmussen når de frækkeste af børnene på Christiania råber efter politiet under en af de utallige razziaer. Skolen var på Halfdans tid usædvanlig sort, men så var der lærer Ørnebjerg:

 

Og han kunne mer end sin ABC

for han kunne lege og slås med sne

og lærte os mer om at tro på os selv

end om det vi sku glemme alligevel

 

Halfdan Rasmussen glemte aldrig han havde været barn på Christianshavn. For nogle år siden gennemførte børnene på Christianshavn et teaterprojekt i Prinsessegade. Halfdan fik nys om det oppe i Saunte, og en dag dukkede der en check på 200 kr. op i en postkasse med en lille hilsen fra Halfdan Rasmussen og et ønske om at pengene gik til prinsessekroner til alle pigerne. Det gjorde de. Kunne politikerne bare mande sig op til noget lignende.

 

Trykt i Information, juli 2003