Hamletspøgelset

 

Trykt i Frederiksborg Amts Avis, 5. juli 2003

 

Af Jens Frimann Hansen, teaterleder Helsingør Teater

 

I Shakespeares skuespil udmærker Hamlet sig ved at være menneske, mens faderen er spøgelset. I dagens Helsingør synes det at være lige omvendt. Hamlet er blevet til et mystisk spøgelse man ikke rigtig kan få hold på.

 

Min far fortalte mig engang om Theodor og Niels der boede ude på Mosegården i en fjern egn fra Helsingør. De var brødre og ungkarle og byens unge mødtes derude for at spille L’hombre. Dernede hvor jeg kommer fra blev det ikke udtalt på fint fransk, som det nok rettelig bør, men på et solidt og utvetydigt bondemål med tryk på sidste stavelse: ”Låmber”. Kortspillet skal jeg vende tilbage til om lidt.  Kombinationen Hamlet og Kronborg er noget teaterfolk over hele verden ville give alt for at opnå, men den findes kun et sted i verden. Hamlet og Kronborg har givet Helsingør en plads på det kulturelle verdenskort,  som andre byer –  store eller små – aldrig ville kunne opnå.  Alle der kender Shakespeare kender Helsingør. Alle der elsker Hamlet har også en drøm om at besigtige Kronborg og byen hvor hele dramaet udspillede sig. Helsingør kunne være for teatret hvad Bayreuth er for operaen. Hvert år valfarter i tusindvis af Wagner-elskere til Bayreuth for at opleve hans operaer for fuld udblæsning. I Helsingør er det som om man aldrig rigtigt har set mulighederne med Hamlet. Jo, Jo, der har da været mange mindeværdige Hamlet’er på Kronborg, men kunstnerisk har der også været tale om en zigzag kurs. Økonomien har aldrig kunnet strække sig til det helt store – og når den endelig kan går der prestige og ikke kunst i den. Konceptet har i det hele taget været noget mudret. Tænk bare, at hvis Provinspuljen ikke havde sikret årets Hamlet for knap to måneder siden, så var der måske slet ikke blevet nogen Hamlet på Kronborg i år.  Nu kan vi så her i sidste øjeblik glæde os til at se Jens Albinus, Kirsten Olesen og stjernen in spe Signe Egholm Olsen og tillige et gæstespil med koreografen Kim Brandstrup og Art Dance Company. Og de skal nok gøre det godt, og billetsalget går tilsyneladende strygende – så alle er glade, og skam få den der ikke kan glæde sig over en succes.

Men midt i jubelstemningen i Helsingør er det nok også klogt at gøre sig nogle overvejelser om fremtiden, og især den fremtid som Hamlet Sommer skal være en del af. I nogle år har man samarbejdet med KIT/Københavns Internationale Teater, et samarbejde som for en delvis udenforstående mildt sagt har været på godt og ondt. De internationale ambitioner har ikke fejlet noget, men de lokale muligheder for at udnytte gæstespillene kommercielt og den internationale markedsføring har det skortet på. Planlægningshorisonten har været alt for kortsigtet. Det kunne have været til at leve med hvis man havde haft et veldefineret koncept. Hvis man bare hvert eneste år havde kunnet være sikker på at der på et bestemt tidspunkt ville være et eller flere internationale gæstespil på Kronborg, så havde turisterhvervene mulighed for at markedsføre Hamlet Sommer internationalt og andre kulturinstitutioner kunne lettere planlægge i relation til Hamletfesten. Og hører man til dem der mener at interessen for Shakespeare i udlandet nok er lige så sporadisk som i Danmark – her kan man jo med en vis ret hævde at glæden ved Hamlet er forbeholdt en lille kulturel elite - så tager man fejl. I England i særdeleshed, men også mange andre steder i Europa og i verden, tager man ikke bare Shakespeare men også det fælles kulturelle arvegods langt mere alvorligt end vi har for vane her i Danmark. Kombinationen af Hamlet og Kronborg kombineret med det naturskønne Nordsjælland, der oven i købet ligger tæt på ikke bare København, men også Sverige… det svarer til at sidde med alle matadorerne i et spil L’Hombre.

I år satser Hamlet Sommer på en kombination af det internationale og det kendte. Problemet med det kendte i Danmark er at det overhovedet ikke er kendt i udlandet. Til gengæld kan det sælge masser af billetter og man kan forstå hvad de siger på scenen. Det internationale kan turisterne så hygge sig med. Hamlet Sommer er i år et ”både og” eller måske rettere et ”hverken eller”.  Et sådant koncept er efter min vurdering meget kortsigtet og særdeles sårbart overfor fiaskoer. Det kan gå godt i år og det kan gå godt til næste år og næste år igen, men når den første fiasko viser sig, og tro mig, den kommer, så vil fristelsen til at lukke butikken helt nok være for stor, og Hamlet kan så sætte sig til rette ved siden af Holger Danske i Kasematterne under Kronborg. Og måske vil han der være lige så længe om at røre på sig  som sin stenede sidekammerat.

Som sagt tror jeg den rigtigste model for en institution som Hamlet Sommer er at finde et koncept man for alvor tror på. Dernæst at udvikle og forbedre det inden for de aftalte rammer, og sidst, men vigtigst, at holde fast i konceptet også i de magre år. Man må indstille sig på at man investerer langsigtet, og det betyder i praksis at de første år måske vil give underskud. Sådan er vilkårene altid når man udvikler noget nyt. Inden for den moderne dans er det ikke mere end ti år siden at det var reglen snarere end undtagelsen at der sad under 20 publikum til en forestilling. I dag spiller langt de fleste danseforestillinger for fulde huse. Da jeg for nogen år siden arbejdede med en gadeteaterfestival i Vordingborg var der vel mellem 200-500 tilskuere til hver forestilling. I dag kan de store spektakulære forestillinger trække flere mennesker til torve og stræder end der bor i byen. Kun gratis fadøl og Lars Lilholts friluftskoncerter kan efterhånden konkurrere med gadeteatret i Vordingborg. Og finten er, at når man har markedsført sit koncept, når man har gjort det kendt, så er alle forudsætninger til stede for at gå til de private sponsorer og hente de helt store penge.

Helsingør har nogle langt bedre forudsætninger end de fleste andre provinsbyer til at skabe noget virkeligt stort inden for scenekunsten.  Det burde være indlysende for enhver. Det er ærgerligt man ikke har et rigtigt teater i Hamlets hjemby, men når det nu skal være sådan, så er det dobbeltærgerligt at man ikke lader Hamlet Sommer være det store internationale forbillede, lokomotivet, for os alle sammen, og i særdeleshed kulturlivet, turisterhvervene og handelslivet.

En sommeraften de sad og spillede kort ude på Mosegårdens veranda smilede Theodor skælmsk. Det var lykkedes ham at rage alle ni matadorer  - de ni højeste trumfer -  til sig. Dette er det ultimative højdepunkt for enhver L’hombrespiller, og kun få spillere opnår det selvom de har spillet L’hombre hele livet (det skal her i parentesen bemærkes, at det også var en ære der overgik vores tidligere udenrigsminister Uffe Ellemann Jensen i foråret 1998). Sidder man med de ni matadorer er der en uskreven regel om at alle der er til stede i lokalet skal give den heldige en to-krone, så alle de fattige bondekarle måtte til lommerne.

Sådan burde det også være med Hamlet Sommer. For det er med kortspil som med kultur. Har man den ære at være i selskab med en særlig begunstiget, så skal man ikke være bange for at vise sin anerkendelse. Man må med andre ord finde checkhæftet frem hvis man vil være med til at løfte Helsingør op på det kulturelle niveau hvor byen hører hjemme.

 

 Billedtekst: De kunstneriske ambitioner på vegne af Shakespeare har aldrig været et anliggende for Helsingør. Her ses scenen efter den italienske teatergruppe Socìetas Raffaello Sanzio har opført deres verdensberømte og prisbelønnede opsætning af Julius Cæsar i sommeren 1999 - …i København.