Åbent hus i rugbyklubben

Trykt i Havnen, juni 2003

- af Jens Frimann Hansen

 

Det var en lærer på Christianshavns Skole der før der var noget der hed fritidsordninger, hev et par drenge med ud på flådestation Holmen for at lære dem at spille rugby. Det var i starten af 70’erne, og Peter Johansen og Jes Larsen der begge er medarrangører af det åbne hus og trænere i Christianshavns Skoles Rugbyklub Nanok, har stort set været med fra starten. I dag har klubben godt 100 medlemmer hvoraf de 50 er børn. Men børn vil de gerne have flere af derfor har de en søndag eftermiddag lokket med både pølser og dåsecolaer. CSR Nanok har også et pigehold. Stammen på holdet er en flok unge tøser fra en baggård i Holmbladsgade. Oldboysholdet frister undertegnede, indtil jeg får at vide at man skal spille med tandbeskytter og at man først er fredet for de hårde tacklinger når man er fyldt 50. Det bliver der dog lavet om på i løbet af eftermiddagen. Efter selv at have fået lov til at prøve at spille med bliver jeg så vild med rugby at jeg seriøst overvejer at melde mig ind.

 

Men i dag er det også børnenes dag. Måske er det derfor jeg møder lederen af Asylets børnehave derude, eller måske er han bare ude for at lure et par pædagogiske fif fra rugbytrænerne. De tyve-tredive børn der er mødt op er ellevilde og glemmer nærmest alt om de lovede pølser og sodavanden når de først er i gang med at spille. Jeg har min søn med og hans kammerat Bjarke, og de nyder i den grad at deltage i et spil hvor alt det der ikke er tilladt ude i den virkelige verden pludselig er lovligt. Her må man holde fast i hinanden, man må vælte hinanden og man må løbe med bolden i hænderne. I det kølige forårsvejr får de afløb for hele ugens sammensparede energi, og selvom bolden er lidt dum og en uventet tackling ind i mellem får bugt med dem, så er de hurtigt oppe igen og på vild jagt efter Arnes tvillinger. Selv en blodtud og en albue i øjet fra en lidt for ivrig voksen får dem ikke til at miste lysten.

 

Børnehavelederen står ude på sidelinjen og hepper på sine tvillinger der helt åbenlyst har et naturligt talent for spillet. Da de voksne efter pausen hvor Peter og Jes fortæller lidt om klubben og viser en gammel video med et rugbyhold der vist nok klarede sig rigtig godt til et Danmarksmesterskab for en del år siden, får lov til at være med fortrækker Arne. Måske fordi hans hovedform let forveksles med rugbyboldens silhuet, jeg ved det ikke. Men vi andre udfolder os for fuld skrue, sammen med børnene, og det er pissesjovt.

 

Det var et suverænt veltilrettelagt arrangement som forhåbentlig bliver gentaget igen, og som måske allerede nu giver flere unge medlemmer til CSR Nanoks ungdomsafdeling. Hvem skulle have troet at rugby var så sjovt, og så er det næsten ikke farligt, for den vigtigste regel er at det kun er for sjov og at man passer godt på hinanden.