Havnen er død. Lars lever

 

Havnen, Christianshavns anden avis, må lukke. Det bliver et vemodigt farvel ikke bare med en avis, men også med en mand der har fulgt Christianshavns historie tæt

 

Det er en blanding af et readaktionsmøde, et sygebesøg og et interview da jeg træder ind hos Lars Hoffmann. Han ringede til mig for et par år siden og spurgte om jeg ville være med til at lave en ny avis på Havnen. Jeg takkede ”Ja”, ikke så meget fordi jeg tænkte i alternativer til christianshavnerpressen, men mere fordi Lars Hoffmann altid har stået for mig som en af Havnens virkelig farverige og ægte personligheder. Kort sagt en kapacitet. Ikke bare på sit eget område, men på alle områder. Lars Hoffmann er musiker, journalist, redaktør og efterlønsmodtager og det er svært at trække grænserne mellem de forskellige personligheder hos Lars. Han er af natur nysgerrig som bare fanden, og han generer sig aldrig for at spørge. Han ved alt om Christianshavn, rygter når ham altid som den første, allersenest som nummer to. Sidst der var en storbrand på Christianshavn var det lige ud foran Lars’ køkkenvindue, og det er typisk, her hvor helbredet er ved at indhente ham. At kan Lars ikke komme til nyhederne, så må nyhederne komme til ham. Vi sidder ved køkkenbordet i det store køkken, Lars har sat vand over til te, og konen, Karen, er sendt af sted på arbejde. Alt er stille, bortset lige fra fjernsynet i arbejdsværelset der er indstillet på en nyhedskanal.

Lars flyttede til Christianshavn for snart 35 år siden. Først boede han i en baggård som Weidekamp fik gjort kål på , i ”Kasernen” har han boet i 25 år. ”Jeg var den første der købte en lejlighed her, og det var starten på det ny Christianshavn med dyre lejligheder og jyske boligspekulanter. Det startede som en lavine, før var boligen noget gammelt lort, nu kunne man med et spinde guld på den. Det er en kedelig udvikling, selvom det også er fint, nu, hvor jeg er blevet ældre og syg, så kan jeg belåne mit hjem helt ud til bagtrappen og leve…”

 Christianshavnerblodet ruller i Lars’ årer. Allerede som 14-årig blev han sendt ud at sejle med ØK. Et par år senere uddannede han sig til telegrafist på Wendelboes Radioskole og da han var omkring de tyve var han en tid marinesergeant på Holmen. Men allerede som ganske ung vidste han at han ville skrive. Han havde forsøgt sig på en socialdemokratisk ungdomsavis – Miniavisen – hvor han havde så gode kollegaer som Dea Trier Mørch og Arne Herløw Petersen. Ved gode venners hjælp fik han en elevplads på Viborg Stiftstidende og senere fortsatte han på Randers Stiftstidende. ”Det var en hård tid”, erindrer Lars, ”Vi arbejdede 17 timer i døgnet, og hjemme i København fik jeg to børn inden jeg var udlært.” Det var også ved denne tid Lars for alvor fik smag for musikken. Han turnerede med forskellige jazzbands rundt i jyske forsamlingshuse når der var tid til det. Det var der egentlig ikke, men han gjorde det alligevel.. Da Lars var udlært vendte han tilbage til København. I mange år var han journalist på Aktuelt, men han nåede også til Danmarks Radio og til Valby Bladet hvor han var i tyve år. De bedste historier fik han da han var på Hjemmet og i ungdomstiden i Randers. Ingen af historierne blev skrevet ned, de blev kun oplevet. I Randers manglede jazzbandet en trommeslager og Lars havde hørt om en englænder der arbejdede på Junckers Reklamebureau i byen. De fik ham engageret til en prøveaften, men han efterlod ikke noget musikalsk indtryk på bandet selvom han var en flink fyr. År senere kunne de læse om ham i alverdens aviser. Trommeslageren var Charlie Watts fra The Rolling Stones. I de tidlige tressere var Lars med Papa Bues Jazzband i Hamborg hvor de spillede for et tusindtalligt publikum. Samtidig optrådte et engelsk rock’n roll band uden den samme succes, så Papa Bue gav dem øl og opmuntrede dem. Det viste sig senere at være The Beatles, og da Lars mange år senere mødte John Lennon tilfældigt i Thy-lejren kunne de begge mindes episoden. Lars spiller stadigvæk, men er lidt betænkelig ved om helbredet kan stå igennem den kommende lørdags arrangement.

Lars taler og taler, for tredje gang sætter han vand over til te, men endnu en gang skal det nå at blive koldt inden han får det hældt over tebladene og han må begynde forfra. Han vender tilbage til John Lennon. ”Det var jo den gang han blev klippet korthåret, og hele verdenspressen stod på lur udenfor og ville have fat i ham. Vi sad bare der hele natten og spillede. Jeg på guitar og ham på trampeorgel. Han bad mig om aldrig at skrive om det...det var Åge fra Verdensuniversitet jeg var sendt over for at interviewe.”

I de senere år har det været sværere for Havnen at skaffe de nødvendige annoncører. ”Det er efterhånden kun storkapitalen – Netto og A.P. Møller - der annoncerer i Havnen. Det økonomiske grundlag for at drive avisen er ved at falde væk”. Før Lars startede Havnen havde han i nogle år været redaktør på Christianshavneren. ”Jeg synes avisen var kedelig og Havnen opstod i protest mod Christianshavneren. Christianshavneren får et skjult tilskud fra huset [beboerhuset (red)], det er både beboerhusets avis og så alligevel ikke, jeg mener, aviserne på Christianshavn må konkurrere på lige vilkår.”

 

Lars skænker teen og klokken er efterhånden blevet så mange at jeg må skynde mig videre på arbejde. Jeg tømmer hurtigt glasset og skynder mig ud ad døren vel vidende at jeg vil savne disse vidunderlige stunder i Lars’ køkken hvor vi diskuterer avisen, men også berører alt andet. Jeg vil savne at jeg ikke længere har næste nummer af Havnen at se frem til. Jeg vil savne den manglende tekstombrydning og orddeling som blev mine Word-dokumenters skæbne og som også på sing egen skæve måde blev Havnens varemærke, og fortalte om at det her var et særligt engagement der drev værket. Værtshusene vil savne Lars når han stolt kom ind med sidste nummer af Havnen og glad og stolt distribuerede det blandt gæsterne. Nu er det bare Lars der dukker op, men det er nu heller ikke værst. Hans historier er i hvert fald ikke kedelige.

 

Jens Frimann Hansen

 

Billedtekst: Lars Hoffmann med teen i køkkenet og redaktionslokalet