2 kommentarer af Jens Frimann Hansen

 

 

Christianias bjerge

I 1900 købte Henri Oedenkoven og hans hustru Ida Hofmann et bjerg i det sydlige Schweiz for penge. Monte Verità blev bjerget døbt, her forsøgte intellektuelle, kunstnere, filosoffer, teosoffer og andre at realisere et andet liv hvor kunsten, de store tanker og alternativ levevis var udgangspunktet for tilværelsen. Her kunne man for små 100 år siden møde en tidligere handelskonsul i underhyler og fuldskæg i færd med at grave have. Her gik nøgne, vegeterende soldyrkere rundt -kålrabiapostle blev de kaldt. De fabrikerede deres eget tøj og deres møbler efter vegetariske principper i et oprør mod industrikulturen. Fascinerende og beundringsværdigt. De forsøgte at etablere deres egen økonomi. Et tandlægebesøg i den virkelige verden kunne blive betalt med en sang eller en solodans…

Christiania har en anden historie, men Christianias tankegods ligger ikke så forfærdelig fjernt fra de schweiziske urhippies, som også har fortilfælde andre steder. En af de afgørende forskelle er dog at grundlæggelsen af Christiania var en besættelse af et område hvor der ikke umiddelbart fandtes en økonomi. Økonomien havde man så at sige med udefra hvad enten christianitterne levede af en social ydelse, forældrenes nåde, på nas af fællesskabet eller havde et arbejde. Først senere kom hashmarkedet…den forbandede økonomi som nu er så grundlæggende fedtet ind i hele problematikken omkring Christiania. Og med økonomien kom alternativet Christiania til at spejle den virkelige verden. Pusherne kører i de samme biler som forretningsmanden, på Christiania er man begyndt at bygge huse udfra den byggemarkedsæstetik -  skidengrønt trykimprægneret træ, gipsplader og røde sten - som man finder i en hvilken som helst middelstor dansk provinsby. Når bonderøvene i Venstre hyler op om at Christiania skal laves om til et parcelhuskvarter så er Christiania måske tættere på at realisere de unge venstreløvers ambitioner end man skulle tro. Pusherstrejken for nylig var endnu et skridt i retning af en resocialisering af Christiania tilsat en god gang hykleri. Betalte pusherne told, skat og moms havde vi taget hatten af for aktionen.

                      Der er ingen bjerge på Christiania, kun en prærie eller en steppe, hvor slaget – med åbenlyse paralleller ud i den store verden - om fristadens fremtid kommer til at stå. Uanset udfaldet af denne kamp vil der kun – som det ser ud lige nu - være en taber. Alternativet. Det alternativ der er hele Christianias berettigelse.

                      Og Monte Verità? Tja, i dag er det et kombineret museum, et forskningscenter og et luksushotel med en værelsespris som kun en pusher har råd til at betale.

 

Akropolis

Ombygningen af Christianshavns Skole har nu stået på i et par år, og alt ser ud til at tidsplanen mere eller mindre holder. Økonomien holder vist nok også og både storskole og filial er nu velpiloterede, behørigt isolerede og man kan være ret sikker på at taget ikke falder ned om ørerne på ens unger og at det ikke regner ind, så hvad kan man ønske sig mere? Og filialen der huser de mindste fra 0. til 3. klasse har virkelig vist sig at være et scoop. Filialen har fået store rummelige veludstyrede lokaler, som giver lyst til at gå i skole for lærere såvel som elever. På storskolen kommer det færdige resultat som det tegner sig i skrivende stund til at tage sig noget anderledes ud. Ombygningen af filialen, som vel i de flestes øjne ikke opretholder meget andet end hvad man kan kalde en forventet standard, har slugt så mange penge af den afsatte byggesum, at storskolen efter ombygningen vil genopstå som noget der i bedste fald kommer til at ligne en velistandsat ruin. På storskolen har der kun været råd til de mest grundlæggende bygningsarbejder, fx et nyt tag, ny rørføring, nyrenoverede toiletter, opførelsen af den ny gymnastiksal og et nyt fysiklokale. Men ser man på hvor meget af byggesummen der egentlig er blevet brugt på modernisering af de faciliteter som elever og lærere bevæger sig rundt i til hverdag, så er det en forsvindende lille del af pengene der anvendes til disse områder.

                      I barnets og i lærerens perspektiv er det vigtigt at omgivelserne er indbydende og rare at være i, det har erfaringerne på filialen allerede vist. Hvis man har lyst til at være i undervisningslokalerne så går indlæringen også bedre, og de faglige muligheder bliver langt større. På storskolen vil gangene fortsat ligge uudnyttede hen, håndværkerne vil kun i yderst begrænset omfang nå ind i klasseværelserne som også i årene fremover efter endt skoledag kan forventes at se ud som KB-hallen efter en Foo Fighters koncert.

                      Det er en skandale, og der burde rejse sig et folkekrav blandt christianshavnere om at få skolebestyrelsen til at lægge pres på kommunen for at få bevilliget de sidste millioner så Christianshavns Skole også kan blive en moderne skole og ikke et velrestaureret Havnens Akropolis.