”Du kommer for sent…fyrre armbøjninger!”

 

Havnen har mødt boksetræneren Ricard Olsen der i mere end 40 år har råbt og skreget af bokserne i CIK og frembragt flere verdensmestre

 

CIK’s bokseafdeling har stolte traditioner. Tom Bogs trænede i klubben og flere af Mogens Palles nuværende og tidligere professionelle verdensmestre kommer fra klubben, der holder til, som alt andet på Christianshavn, i mildt sagt beskedne lokaler i CIKs bygning i Bådsmandsstræde 20. Fra træningslokalet har man en eminent udsigt, som politiet givet misunder bokserne, ud over rockerborgen og Christiania. I den ene side af lokalet er der fire bokseringe og 10 slatne sandsække hænger ned fra loftet forstærket med gaffertape (for nylig knaldede en af motionisterne til en af sækkene så den faldt ned og nær havde taget livet af den forbløffede bokser). Et elendigt stereoanlæg brager løs med forældede dansehits, som kun overdøves af trænernes hersen med sine folk. Der stinker af sved, og er det Banjo der træner, skrues der helt op for varmen og  temperaturen er ikke under 30 grader i lokalet. Kondensen driver så ned ad vinduerne allerede inden man har taget den første armbøjning. Alligevel er boksning uhyre populært, oven i købet så populært at man i CIK i perioder må lukke for tilmeldingen.

 

”Før i tiden var der et rigtigt christianshavnerhold, det var nogen hårde drenge fra kvarteret som alle var bange for at møde…nu er der næsten ingen fra Christianshavn. Når vi i dag kommer til Jylland med drengene, så kalder de os for Christianiaklubben, men de har stadigvæk stor respekt for os. Vi var for nylig med otte mand i Skive. De 3 første boksere skulle i ringen om lørdagen, og de vandt alle deres kampe. Da de fem næste skulle i kamp om søndagen havde alle modstanderne trukket sig, og vi kunne bare hente guldmedaljerne”. Ricard Olsen er, selvom han aldrig selv har boet på Christianshavn, alligevel et lille stykke christianshavnerhistorie. Han har været bokser i klubben helt tilbage fra de tidlige tressere, og har været i klubben samtidig med Tom Bogs. De fleste i klubben kalder ham sædvanligvis bare for ”den gamle idiot”, for sådan er tonen i klubben, og den finder Ricard hyggelig hos motionisterne, men nødvendig hos eliten. Vi sidder på 2. salen i CIK og taler sammen da Alexandra Matheus, en af verdens bedste kvindeboksere som også trænes af Ricard Olsen,  pludselig stikker hovedet ind: ”Øhh, jeg skulle i bad”, siger hun. ”Ja…”, svarer Ricard, ”…gå du bare ud og vask dig, det trænger du sgu også til.” Alexandra forsvinder ud i omklædningsrummet, mens Ricard fortæller videre. Ovenpå er motionstræningen i gang i bokseklubben. Støvet daler ned fra loftet og lysstofrørene vibrerer under motionisternes tunge træningsøvelser. De bliver haglet igennem et træningsskema der til forveksling ligner kampboksernes, så hvis de ikke taber sig er de selv uden om det. Lugten af sur sved er umiskendelig, og når man som motionist bliver kommanderet ned for at tage sine første armbøjninger spotter man blodpletterne på kanvassen. Håndklæderne der hænger på tovene er ligeledes fyldt med blod, jo, det er stadigvæk lidt farligt at gå til boksning.

 

Ricard Olsen er i bestyrelsen i CIKs bokseafdeling og han lever og ånder for boksning. Mest kendt er han som træner for de professionelle verdensmestre Mikkel Kessler, Steffen Nørskov, hans egen søn Frank Olsen og Mads Larsen. Desuden træner han et af de nye håb Martin Nielsen. Han er ansat af boksepromotor Mogens Palle, og lever af boksning. Ser man Fight Night om fredagen på tv kan man næsten ikke undgå at møde Ricard. Han sekunderer sædvanligvis et par boksere, og med rolig stemme og det uundværlige tyggegummi i kæften giver han gode råd til sine drenge. Og så, og den er sikker hver gang, når der mangler 40 sekunder af en omgang, hører man Ricard råbe til sin bokser: ”Kom nu, 30 sekunder”, måske er det hemmeligheden bag de mange sejre.

 

”I dag har vi 14 kampboksere, og det er et passende antal. Vi har været oppe på et par og tyve, men for at kunne gøre dem til dygtige boksere må de ikke være for mange.” Selv startede Ricard i klubben i 1960, og karrierens højdepunkt var et juniormesterskab i 1965. For nogle år siden var han med til at starte et motionisthold, og det har været en af det største succeser i klubben. Boksetræning er blevet populært, og især blandt kvinder. Motionisterne har Ricard dog ikke så meget med at gøre, bortset fra at han en gang imellem zig-zakker sig vej ned gennem motionisterne og er der en der sjusker med maverullerne, rygstrækkerne eller armbøjningerne får han eller hun det at vide. ”Det der, det er fandme da ikke armbøjninger, og det har det aldrig været!”. Er der en der har tekniske problemer med at slå på en sandsæk retter han gerne vedkommende. Men det er først og fremmest ungdomsbokserne der nyder godt af Ricard Olsens erfaring. Og CIK er en talentfabrik, for nylig vandt en af klubbens største af slagsen, Morten Scharff, over den nordiske juniormester.

 

Vi afbrydes for anden gang, da en ung kampbokser kommer ned med Ricards mobiltelefon. ”Den har lige ringet”, siger han, ”men jeg nåede ikke at tage den.” Ricard takker knægten, men opgiver at ringe tilbage til nummeret i displayet. ”Jeg kan ikke finde ud af at ringe fra det lort”. Vi kan høre at motionisterne ovenover er nået til englehoppene, for det er som om gulvet er ved at brase sammen under dem. Jeg spørger Ricard Olsen om det ikke er farligt at bokse, og om han ikke er betænkelig ved at sende unge mennesker i kamp. Han vrider sig lidt inden han medgiver at der kan være en risiko, men den er størst hos eliten. ”Boksning er kunst”, fortsætter han, ”hvis man ikke forstår kunsten er det farligt. Vores opgave som trænere er at forberede dem så godt som muligt. Vi opdrager dem, og lærer dem at passe på sig selv.”

 

Da interviewet med Ricard er slut går jeg ovenpå for at træne med den sidste time hos motionisterne. En anden af klubbens trænere, Frank, han er jyde og må i kraft af sin dialekt være overkvalificeret til titlen som bonderøv. Han er i fuldt sparrings-outfit på vej ind i ringen med en af de unge kampboksere, og råber til motionisterne, at hvis det lykkes bokseren at få ram på ham, så skal de bare smide et håndklæde over ham og tage nøglerne i hans jakkelomme, og selv lukke og slukke efter sig.

 

Det er den 23. december og julen kører på fuld tryk udenfor. Ricard viser sig i døren og brøler GOD JUL, selvom det tydeligvis er et ræs han ikke tager aktivt del i. Det lader han andre om. For Ricard er det kun boksning der tæller.

 

Jens Frimann Hansen

 

BILLEDTEKST: Cheftræner Ricard Olsen med ur og fløjte. Meget mere skal der ikke til for at skabe en topbokser.