Topmødet i Betlehem

 

Jul og nytår i Vor Frelsers Kirke

 

En ny generation af stjernebørn så dagens lys da Christianshavns Skole holdt juleafslutning i Vor Frelsers Kirke. Ud over salme- og korsang, krybbespil og stjernebørn ønskede præsten Lene Matthies alle en glædelig jul og udtalte på menighedens vegne et fromt ønske om at busslusen på Holmen snart må se dagens lys. Blandt menigheden sås også en storsmilende Morten Lind og en glad Birte Pedersen fra Christianshavns Lokalråds Trafikgruppe. De havde benyttet juleræset til at indsamle underskrifter for busslusen, og allerede inden jul havde de fået over 2000 underskrifter.

 

Sogenpræst Mogens Hansen gik også til stålet juleaften i Vor Frelsers Kirke og talte – mens børnene blev sat til at tælle levende lys i kirken -  vor tids Kvirinius ret imod. Juleevangeliet udlagde han som et møde mellem top og bund, men langt fra Bella Centrets snurrende kameraer. I Betlehem stod himmel og jord, top og bund, i et. Jul er omvendt Robinsson, Pop Stars og Stjerne For En Aften, her stemmes ingen ud, men alle er velkomne. Guds gave, Jesus, blev mødt af en modtagelseskomité en broget forsamling af nyreligiøse fantaster og en hyrdeflok. ”Giv magthaverne selvtillid”, fortsatte han i sin bøn, ”så ingen længere har nødig at undertrykke andre.”

 

Mens en 8’er gassede op ude i Prinsessegade indledte Mogens Lindhardt juledag sin prædiken med Kvirinius’ befaling til menneskene som han satte overfor guds befrielse af mennesket i slutningen af juleberetningen. Et menneske er et stykke økonomi og kan sættes i mandtal, men det er ikke befalingen der får englene til at synge, men barnet. Sangen er frihedens og troens sprog, når vi synger og spiller i kirken slipper vi for vores egne tanker; sang og musik standser refleksionen og eftertanken. Orglet trækker alle naturens lyde ind, så vi kan forbinde vores krop med dem. Frihedens lyd er en stemme der aldrig skal forstumme for mennesket kan aldrig reduceres til et tal. Gud blev menneske for at vi skulle give lyd. Amen. Og herefter sang koret ”En rose så jeg skyde” så vidunderligt smukt inden Mogens Lindhardt sluttede af med en bøn: ”Vis os, at vores tanker kan forstumme for at give plads til din sang”.

 

2. juledag, trak Lene Matthies en linje fra adventsdagenes forventningsglæde til langfredag der nu er lige om hjørnet. Jerusalem er byen der slår profeter ihjel, symbolet på magten og volden som man genfinder i storbymentaliteten. Også i København, og hos fiskerne i Vestjylland, for den sags skyld. Gud sendte sin søn Jesus fordi han ikke ville lade os ene men påtvang os hans selskab. ”Hvor ofte ville jeg ikke samle dine børn, som en høne samler sine kyllinger under vingerne”. For de der ikke vil samles giver livet ikke mening, billedet af det øde hus er et helvede, som at være alene med sig selv er det. Angsten minder os om dette. Og så blev der ellers luftet ud i salmerne, Grundtvig fik en tiltrængt pause bortset fra en enkelt salme, og i stedet fik Brorson foretræde. ”Den yndigste rose er funden” rundede gudstjenesten af mens menigheden gik til alters.

 

Ida Brandt prædikede nytårsdag. Dagen er en anledning til at se fremad og tilbage og Ida Brandt indledte smukt med Poul Borums ord; et år mere af forvirrende drømme, et år mere af knopper der bliver til vissent løv, et år mere tættere på min død. Glæde og sorg følges ad – som i Kingos salme ”Sorrig og glæde de vandre til hobe” – men Jesus er der, og han følger os i glæde og sorg, og vi kan møde ham - også i de gudsforladte egne. Det nye år kan begynde med glæden ved julenat. Og sådan en nytårsdag hvor stemmen hos de fleste nok er lidt rusten, og hvor Grundtvig kan synes en smule tyngende, der kan man vel nok tillade sig at bladre lidt væk fra Grundtvig og få et hemmeligt stævnemøde med favoritten Brorson, selv om Kingos ”Sorrig og glæde..:” bestemt også er værd at synge med på. Ida Brandt bevilligede menigheden et øjebliks fred hvor man kunne samle sine tanker, og det var en passende afrunding af julen.

 

Menigheden er usædvanligt godt kørende, nærmest forkælede, her på Christianshavn. Vi har flere præster at vælge imellem, de virker alle veloplagte og veltalende og de har en særlig evne til at gøre kristendommen nærværende i lokalsamfundet.

 

Jens Frimann Hansen

 

 

BILLEDTEKST: Traditionen tro var børnehaveklasserne stjernebørn ved skolens juleafslutning i Vor Frelsers Kirke.