I audiens hos Christianshavns glade borgmester

 

Til en af de store demonstrationer mod EU-topmødet mødte vi Christianshavns borgmester Frank Hedegaard. Han havde aftalt at mødes med sine SF-kolleger ved Børsens trappe, men da de ikke dukkede op lod han demonstrationen passe sig selv og inviterede undertegnede med søn ind og se det borgmesterkontor på rådhuset hvor han siden december og helt frem til 1. februar tilbringer de fleste af døgnets timer. ”Jeg skal alligevel ind og hente nogen papirer”, fortæller han os, og fulde af forventning cykler vi gennem Christiansborg og ind til bagindgangen af rådhuset. Her møder vi så selveste hr. overborgmesteren Jens Kramer Mikkelsen. Frank hilser venligt på ham med en kvik bemærkning, men overbossen har åbenbart et ikke nærmere oplyst problem med en eller anden teknisk genstand, for han småvrisser tilbage, og går ind i betjentstuen hvor hele tre betjente har taget opstilling for at servicere den småbrokkende og halvsure overborgmester. Frank beder os om at tage vores cykler med ind på rådhuset, og her stiller vi dem i hvad der må være Københavns flotteste cykelkælder. Og så går det ellers op ad trappen til 1. salen hvor socialborgmesteren har sit kontor.

 

Vi kommer ind i sekretærernes lokale, og Frank har hele to. Hvis man går til venstre kommer man ind i socialdirektørens domæne, det var her man i gamle dage fik udbetalt fattighjælp, det er derfor der er fliser op ad væggen. I gamle dage spulede man gulvet efter de fattige havde fået udbetalt deres penge, fortæller Frank. Går man til højre kommer man ind i borgmesterens gemakker. De består af et stort mødelokale med stole hvis rygge er udskåret som Københavns byvåben. Der er en lang række eksklusive detaljer overalt i magtens centrum, Frank gelejder os videre ind til det allerhelligste, og i sandhed, vi er imponerede da han åbner den massive trædør ind til et kontor der hvad størrelse angår ikke lader Mussolini noget efter. Frank sætter sig i den særdeles komfortable borgmesterstol og tænder en smøg, og fortæller om sine travle dage som borgmester. Han serverer en cola for junior der også må misunde Frank hans kontor, ikke mindst fordi det har direkte udsigt til Københavns Brandstation.

 

Vi snuser lidt omkring, og lige inden vi skal gå vil Frank vise os borgmesterens private toilet hvor borgmesteren altså kan skide i fred. Foruden det eksklusive toilet med håndskåret træsæde og træcisterne (!) indeholder det lille badeværelse en smart brusekabine udformet som et glasrør. Selvom brusekabinen er lille kan jeg levende forestille mig Frank tage et bad i denne model…men…øh, hvad med…øh…altså…overborgmesteren, altså, man må da håbe at…øh…røret også findes i en større udgave…

 

Audiensen er forbi. Frank låser kontoret af og vi takker for besøget. Vi følges ad et stykke af vejen på vej ud mod Havnen, men da vi når Christiansborg får Frank øje på Holger K, og han skal vel over og gøre sine hoser grønne. Hvem ved, en dag inviterer han os måske på tur i ministerbilen, og sker det, så vil sønnike og jeg sige ja tak. For vi havde en pragtfuld formiddag i selskab med Christianshavns glade borgmester, der sikkert har det lidt som Jeppe i baronens seng.

 

Jens Frimann Hansen

 

Billede 1

Det var ikke mange lokale SF’ere der mødte op til demonstration på Christiansborg Slotsplads i forbindelse med EU-topmødet. Til gengæld blev der passet godt på dem. Her overvåges Frank Hedegaard og en kollega af politiets pressetalsmand Flemming Steen Munch.

 

Billede 2

Borgmester Frank Hedegaard in action på Københavns Rådhus.