Stort loppe- og kræmmermarked på skolen

afholdes Lørdag den 31. august kl. 12-16 på Christianshavns Skole, Prinsessegade 45  (bag den nye gymnastiksal)


Om efteråret møder man ofte skilte der inviterer til loppemarked i en eller anden baggård på Christianshavn. Sidste år grundlagde Christianshavns Skole en ny tradition, da børn og forældre  på Christianshavns Skole arrangerede et kæmpe loppe- og kræmmermarked. Loppemarkedet blev så stor en succes at skolen igen i år forsøger at fylde de slunkne klassekasser. Overskuddet fra loppemarkedet går ubeskåret til klassekasserne og til hytteture og lejrskoler.

 

Det er skolebestyrelsens håb, at loppe- og kræmmermarkedet på Christianshavns Skole udvikler sig til en fast tradition på skolen. Det var for skolebestyrelsen meget positivt at opleve det store engagement som børnene og forældrene lagde for dagen sidste år, og i år vil tillige skolens lærere medvirke i arrangementet. I år kan man vente sig alt fra dansk pølsevogn over popkorn, hjemmebag og hjemmelavede bolcher til spændende eksotiske retter. Desuden må man forvente boder med alskens former for underholdning, og der vil igen i år blive mulighed for at gøre et godt køb i en af loppeboderne.

 

Arrangørerne krydser fingre for godt vejr, men skulle der blive udsigt til vedvarende regn er man klar til at rykke ind i gymnastiksalen.

 

 

 

 

BILLEDTEKST: Keglebanen var et af sidste års helt store hits på Christianshavns Skoles loppemarked.