The Other Ones
Under K-noter kunne man i onsdags læse at Grateful Deads gamle bandmedlemmer for første gang optrådte sammen siden frontfiguren Jerry Garcias død i 1995. Dette er ikke korrekt. I 1996 lancerede de resterende bandmedlemmer festivalskonceptet FURTHUR, altså ”videre”, et navn der refererede til destinationen malet på Ken Kesey og the Merry Prankster's bus under deres psykedeliske rejse gennem Amerika i 1964. Furthur festivalen turnerede i USA i 1996, 1997 og i 1998. I 1998 optrådte hovedparten af de overlevende Grateful Dead medlemmer for første
gang sammen under navnet The Other Ones, og uddrag af deres liveoptræden blev udgivet på dobbeltalbummet ”The Strange Remain”.
De såkaldte Dead Heads har ingenlunde, som noten desuden skriver, forholdt sig passivt siden 1995. De ses fortsat ved de overlevende bandmedlemmers koncerter, ligesom de har banet vejen for en ny generation af de såkaldte jambands, fx Phish, moe., Gov’t Mule, Strange Cheese Incident m.fl. De har desuden et af de mest veludviklede cybersamfund på Internettet, hvor der med musikernes velsignelse bl.a udveksles koncertoptagelser.
Bob Weir var i juni og juli i Europa med sit band Ratdog, og Phil Lesh and Friends har netop udgivet en glimrende studieplade. Ingen af delene nåede Informations spalter, kun blev det til et
par linjers ligegyldig misinformation.

Jens Frimann Hansen

Læserbrev i Information 16/9-2002