Ex-christianshavner revitaliserer Havnen på fremragende CD

Christianshavn har endnu engang fundet vej ind i musikken. Laura Illeborg, der for tiden er eksilleret christianshavner på Nørrebro, men som stadig har sin gang på havnen, har netop udgivet CDen ”
Lidt in Love”. Titelnumret er med på soundtracket til Hella Joofs film, “En kort en lang”

Lauras interesse for musik blev vakt på Christianshavns Gymnasium og efter at have været korpige hos bl.a. MC Einar og Johnny Madsen debuterede hun i 1996 som solist med “Lyv mig natten lys.” I 1998 indledte hun et samarbejde med brødrene Peter og Jens Hellemann, og de udgør stadig – sammen med Niels Dahl – aksen i hendes orkester. I 1998 udsendte de Cden ”Sværger og lover”, og så blev der ellers stille omkring Laura indtil ”Lidt in Love” kom på gaden.

”Lidt in Love” er først og fremmest en stille plade, og en hyldest til den danske sang. Sangene er minimalistiske i deres opbygning, men med en stærk klangbund, der fremhæver poesien i hverdagen.
Bedst er Laura Illeborg i de små uprætentiøse opsætninger – flere af dem er optaget i en lejlighed på Vesterbro – hvor hun får mulighed for både at vise sit potentiale som sanger og hvad hendes
sange virkelig kan.

Selvom flere af pladens numre som sagt er optaget på Vesterbro er der rigelig med christianshavnerstemning på pladen, Laura Illenborg leverer bl.a. en glimrende fortolkning af Gasolins ”Kloden drejer
stille rundt”, men der lyder også nye toner fra Havnen. ”Ovengaden oven Vandet 102” har Laura Illenborg selv skrevet, og hun synger den så smukt, at den må være selvskrevet i jukeboxene på
samtlige værtshuse på Christianshavn.

Laura Illeborg ”Lidt in Love” (CD) er udkommet.

Jens Frimann Hansen