Hedetur

Som læser får man varmen i selskab med Anne Marie Helger

Komikøsen og christianshavnerinden Anne Marie Helger har netop udgivet bogen "Hedetur". Tornadoer kender vi normalt kun fra varmere himmelstrøg. Helgers hedetur i et overophedet Danmark, skaber rent undtagelsesvis de samme klimatiske betingelser her. Helger suger i sin bog hændelser og fænomener fra magtelitens verden, fra 68'er-generationen og fra det tavse, holdningsløse flertal op i sin tornado, centrifugerer dem, hvirvler dem rundt, for at efterlade en slagmark, hvor intet er som det var før. I hendes livtag med virkeligheden mestrer hun både at vende tingene helt på hovedet og at sige tingene direkte. Som når hun indleder sine forestillinger med: Kære publikummer og publikusser…

"Hedetur" er Helgers personlige rids af epoken fra 68 til 98, altså sådan cirka fra hønsestrik til shippinghår, eller, som Helger andet steds i bogen sammenfatter udviklingen fra 60'erne til 90'erne: "I 60'erne var det moderne at være et godt menneske. Nu er det trendy at være et dumt svin." Det leverpostejsfarvede og farveløse har aldrig været Helgers kop te. Hun er især gået i felten bevæbnet til tænderne med et gudbenådet snakkeorgan og dyre, monstrøse og farvestrålende rober i kampen mod dansk middelmådighed og holdningsløshed. Hun citerer et sted i bogen forfatteren Scharnberg: "Frygt ikke meninger, frygt det meningsløse. Frygt ikke holdninger, frygt det holdningsløse". Man kunne med Helger i tankerne tilføje: Frygt ikke farver, frygt det farveløse.

Anne Marie Helger er en af de få danskere, der tør stikke snuden frem og som ikke tøver med at kalde fremskridtet - hvad enten det manifesterer sig i form af broer, mobiltelefoner eller EU-afstemninger - for et tilbageskridt. Hun har sine meningers mod, hvad enten man kan lide dem eller ej. Og sådan har alle danskere vel kendt hende de sidste 10-15 år, hvad enten de har set hende i teatret eller på skærmen. Så, hvorfor nu skrive en bog om det? Er bogen andet end et dokument over den Anne Marie Helger vi alle kender i forvejen?

Helgers "Hedetur" er faktisk ud over at være den sædvanlige bredside og bandbulle over trends og modestrømninger i vor tid også en bog, hvor Helger afslører de mere intime forudsætninger for hendes bredspektrede komiske virksomhed. Hendes erindring om barndommen i Charlottenlund og barndommens somre i Gilleleje, indhyllet i tæpper på stranden, er med til at sammenstykke et mere både nuanceret og følsomt billede af mennesket og skuespilleren Anne Marie Helger. På den måde bliver hun også til noget andet og mere end en flimrende skygge fra skærmen, comaakvariet, som hun selv ynder at kalde fjernsynet i bogen.

Det var Anne Marie Helgers farmor der læste Dickens højt for hende i sommerhuset. En ny bog hver sommer. Som Dickens er hendes sympati hos børnene og de svage, mens karrierefolket og medløberne udsættes for hendes betagende bagholdsangreb. Sproget flyder let og elegant gennem hele bogen og slutter blandt andet af med et eksempel til efterlevelse for dem der er fyldt fyrre. Et gammelt ordsprog siger: den sten man ikke har løftet når man er fyldt fyrre, den skal man lade ligge. Kommer nogen for skade at hentyde til dette mundheld får de Helgers mildt irettesættende blik over brillekanten. Ingen nok så mægtig bautasten skal vide sig sikker for hendes utrættelige flytteiver.
Det lover i hvert fald godt for fremtiden.
Anne Marie Helger, "Hedetur". Udkom på Aschehoug i begyndelsen af oktober. 112 sider. 149,- kr. Jens Frimann Hansen

Og leverpostejkuren. Tidens unge herrer skal helst ligne shippingmen og børsmæglere, med håret - hvis de ellers ikke har kronraget sig - klinet lige så veldresseret og afrettet ind til kødhovederne at man tror de gør det for sjov. Ikke en frivol, selvstændig tot må gå egne veje. Der er ingen af de nye hårgelé-typer der kan klare det pres, men en god gammeldags leverpostej kan. Den er uovertruffen, og så dufter den lige så skønt som den smager. Når man som succesrig gulddreng ikke har tid til frokostpause, er maden lige ved hånden.

Uddrag fra bogen

Jens Frimann Hansen
Trykt i: Havnen, november 2000.