Cirkus på havnen

af Jens Frimann Hansen, Trykt i Havnen, juli, 2000.

For ganske nylig besøgte jeg en nedlagt fabrik i provinsen. For ti år siden lukkede fabrikken som led i et multinationalt selskabs rationaliseringsplaner. Fra den ene dag til den anden mistede området sin betydning og på de ti år har de gamle fabriksbygninger fået lov til at forfalde og stå ubenyttede hen. Kommunen overtog bygningerne og forsøgte at sætte gang i nogle nye aktiviteter, men ingen af disse formåede for alvor at bide sig fast. Efterhånden blev området groet til med bjørnekløer, hyld og hyben og millioner af brændenælder og tidsler. Kommunens lømler, narkomaner og andet udskud fik fast tilholdssted derude, hvor de havde selskab af skrottede biler, scateboard- og agilitybaner. De gamle betonanlæg var med kommunens velsignelse overmalet med graffiti, man havde opgivet alle planer med området.

Sådanne steder, der ligger hen og venter på at blive taget i anvendelse kaldte billedhuggeren Willy Ørskov for terrain-vague. De er i kraft af deres provosoriske karakter dybt fascinerende, fordi der på disse steder er en intim dialog mellem mennesker og naturen. Og vigtigst, i denne sammenhæng, det er sådanne steder, der virker som en magnet på et cirkus. For en kortere periode kan man slå cirkusteltet op og definere sit eget lille reservat, hvorefter publikum strømmer til, lokket af løftet om elefanter, heste, akrobater og klovner.

Cirkus på Christianshavn

Det er mange år siden sådanne steder fandtes på Christianshavn. Jovist var der Holmen og B&W, og, jo, der foregik da forskellige kulturelle arrangementer disse steder, da henholdsvis militæret og kapitalen søgte andre græsgange, men kun for en kort periode. Ny kapital stod på spring, og i dag er kulturen en sjælden gæst på Christianshavn og Holmen med mindre den befinder sig inden for en veldefineret institutionel ramme.* Men så var der jo Søren Østergårds cirkus, der hele juni måned havde slået telt op på Holmen. Selvsamme Østergård deltog i Københavns Internationale Teaters seminar i Kanonhallen i juni måned, hvor han ikke lagde skjul på de vanskeligheder især af økonomisk art, der var med at slå et cirkustelt op på Holmen til almindelig glæde og underholdning for christianshavnere og andre.

Cirkus har altid haft en andenrangsstatus sammenlignet med andre kunstformer. Da Cirkusbygningen f.eks. blev bygget i 1886, måtte cirkuser kun optræde når teatrene alligevel holdt sommerlukket. Cirkus er heller ikke omfattet af nogen lovgivning, hvilket i praksis betyder, at det er så godt som umuligt at få støtte til at producere en cirkusforestilling. Således er der i Danmark kun meget få der vover at eksperimentere med og udvikle genren, da det som regel sker for egen regning og risiko. Søren Østergård og Anita Saij, der er leder af Teatret Dancelab, er i den sammenhæng undtagelser. Sidstnævnte opførte i begyndelsen af 90'erne en forestilling i B&W's nedlagte haller med ekstensive lån fra cirkusgenren og Anita Saij har siden modtaget flere internationale priser for sit videre arbejde med cirkusformen.

Fransk og dansk cirkus

Der er efterhånden tradition for at københavnerne strømmer til de store udenlandske cirkusbegivenheder, som arrangeres af KIT. I år har det været Les Arts Sauts (juni/ ved Østre Gasværk) og i juli kommer Cirques Invisible for tredje gang til landet. Mange husker sikkert fra tidligere år Archaos og Cirque Plumes eller Anita Saijs "Acid Cirque", der blev opført på en byggetomt på Amager. De franske cirkuser har alle fået støtte fra den franske stat, hvorved de har haft mulighed for at udvikle deres kunstneriske form, således at den ikke nødvendigvis skal ledsages af kunstneriske kompromiser og popcornsalg for at kunne løbe rundt. Uden denne støtte ville det være utænkeligt at vi overhovedet så dem i Danmark.* Men det er paradoksalt at der i Danmark findes en så stor publikumsinteresse for cirkus der eksperimenterer med formen, samtidig med at man ikke har en cirkuspolitik i landet. Det ligner mest af alt en omvendt flygtningepolitik, hvor man hilser udlændinge velkomne, samtidig med at man vanskeliggør danske initiativer inden for cirkus.

Da elefanten døde i Ulvedalene med udsigt til at løfte Lisbeth Dahl var det endnu et eksempel på hvordan teatret lånte et element fra cirkus. For i virkeligheden er grænsen mellem teater og cirkus ikke altid nem at trække, det vidner de franske gæstespil også om. Teater og cirkus har altid stået i gæld til hinanden til fælles bedste.

Fremtidens cirkus på Christianshavn

Man kan frygte for cirkusets videre skæbne i Danmark og på Christianshavn, men måske er det kun toppen af isbjerget, måske stikker problemet i virkeligheden langt dybere. Cirkus er en metafor for det provisoriske, det flygtige, et pust udefra, hvor nogen kommer til byen for at rejse hurtigt videre. Udviklingen på det attraktive Christianshavn og opkomlingen Holmen, for slet ikke at tale om Christiania, er at rummene lukker sig om sig selv og pladsen til det uforudsigelige bliver mindre. Der findes ikke længere disse udefinerlige steder eller pladser hvor man kan lade tankerne flyve eller hvor et cirkus kan slå teltet op.

Søren Østergård beskrev sin fascination af cirkus med to små anekdoter. Da han som ni-årig overværede et cirkus i Svendborg faldt teltet sammen og publikum måtte kravle ud i regnen. Nogle år senere var han i cirkus med sin far, der led af høfeber. Under hestenummeret kom han lidt for tæt på en af hestene så han fik et nyseanfald, der skræmte hesten fra vid og sans og fik den til at stejle. Disse episoder glemte han aldrig, og de var mere end noget andet medvirkende til, at han købte sit første cirkustelt. * Lad os også i fremtiden give børnene på Christianshavn mulighed for at få sådanne oplevelser.

Fra den 22.-26. august 2000, kommer der igen cirkus på Holmen , når Tiger Lillies Varieté (billedet) blander sælsomme ballader om livet i Soho, sunget som var det Tom Waits på helium. Tiger Lillies Varieté er et møde mellem det russiske statscirkus, Archaos og Reeperbahn. Billetter kan købes hos BilletNet på tlf. 7015 6565.

LÆS ANMELDELSE, KLIK HER