Parasit eller selvmordspilot

af Jens Frimann Hansen

Trykt i: Information, 12. oktober 1998

Da den amerikanske astronaut Scott Carpenter i 1962 sendtes i kredsløb om jorden i Mercury 7, blev han så betaget af at han på under en time så solen stå op og gå ned 16 gange, at han glemte at trykke på den knap, der skulle bringe ham sikkert tilbage til jorden. I sidste øjeblik fik kontrolcentret på jorden vækket Carpenter, da han som en anden Ikaros var ved at komme for tæt på solen.

Filmråd, Teaterråd, Litteraturråd, Musikråd, Udviklingsfond, udviklingspuljer, regionale kulturforsøg foruden en lang række andre offentlige, private og internationale fonde og ordninger er kunstens for nuværende forudsætning, ganske som raketten var den forudsætning, der tillod Carpenter at svæve i det ydre rum. Fordelingen af midlerne mellem puljerne diskuteres jævnligt, det kaldes vist nok for kulturdebatten, og afslører vel ikke andet end offentlighedens alarmerende lave ambitionsniveau på kunstnerens vegne.

Kunsten er som alt andet blevet underlagt laveste fællesnævner, kunsten er blevet til et spørgsmål om fordelingen af penge. Kunstneren er blevet funktionær i et vakuum og har affundet sig med at blive målt og vejet på tyngden i de projekter han eller hun sender ind til fondene og efter sin evne til at tilpasse sig fondenes hensigt mere end sig egen. "Når en kunstner skaber et værk, ligger planen ikke klar...", skrev forfatteren Albert Dam i 1963, "Tilfældigheder kan gribe ind i kunstnerens sløret svævende hensigt." I dag synes det omvendte at være tilfældet, kunstværket udvikler sig efter hensigtens lov. Iltsvindet i offentligheden, og ikke mindst i de bevilligende instanser, begrænser kunstnerens frihed og forhindrer kunsten i at udvikle sig frit. Man kan frygte at flere og flere kunstværker bliver til luftkasteller og Tivolimøller, hvor kunstnere med talent for budgetlægning forfordeles fremfor andre kunstnere, alt imens kunstværket langsomt kvæles af den sammenhæng hvori det præsenteres. Eller endnu værre: man giver midler beregnet for kunstnere til produktionskontorer og formidlere, fordi man her har en sikkerhed for at få leveret varen uden besvær med fuld pressedækning og regnskab og rapport til tiden.

Problemet er at kunsten mindre og mindre bliver lavet af kunstnerens indre nødvendighed og i stigende omfang for at stimulere eller udvikle behov der ikke findes på forhånd. Sidste skud på stammen er fonden Kulturbro 2000 og for så vidt også Kulturministeriets Udviklingsfond, en mutation af den nu aflivede Kulturfond. Kulturbro 2000 forventer et programbudget på 75 millioner kr. (!) og inviterer kunstnere og kunstinstitutioner til at arbejde med temaet "På grænsen" og opfordrer dem til at søge samarbejdspartnere på tværs af Øresund. Er kunstneren en brobisse eller måske en virtuel brobygger sat i denne verden for at eksponere et kontroversielt byggeprojekt i milliardklassen? Man kan allerede nu høre hvordan formidlerne sitrer, som små engle, mens de væver deres tråde over Øresund og sender deres e-mails ud i cyberspace.

Større forventninger kan man måske have til Kulturministeriets Udviklingsfond, der har lidt bredere rammer, selvom man også her sidder med en fornemmelse af at bestyrelsen har malet sig op i et hjørne. Bestyrelsen har på forhånd valgt at fokusere på det digitale multimedieområde og den etniske og tværkulturelle kunst og undgår således ikke at sende et signal om hvilken retning kunsten skal tage i de kommende år, hvis man altså nærer seriøse forventninger om støtte fra fonden. For Søren, vi skal passe godt på de kunstnere vi har i en tid hvor der er meget kunst, langt mellem keglerne og hvor de bevilligende instanser synes at fremelske kunstnere og formidlere, der driver parasitær virksomhed fremfor at lave god kunst.