Køer og litteratur

af Jens Frimann Hansen

Trykt i Information, 21. august 1995.

Det blev en flok køer på en mark i en lille overset fortælling fra 1918, der markerede det indre gennembrud i forfatteren Albert Dams forfatterskab. Fireogfyrre år senere brød han igennem i offentligheden, og da huskede ingen hans måske allerbedste fortælling.

Albert Dam (1880-1972) og hans forfatterskab hører stadigvæk til de mest oversete i dansk litteraturhistorie. Det til trods for at der er spundet mange ender over forfatterens groteske historie og skæbne. Han romandebuterede i 1906 med thrilleren Mellem de to søer, men blev først anerkendt i 1962 med skilderisamlingen Syv Skilderier. Imellem de to bøger kæmpede han en sej men vedholdende kamp for at få forlagene til at antage hans manuskripter.

Albert Dam var en af de sidste danske forfattere, der oplevede vogterdrengtilværelsen. Han var født på en gård i Virring ved Skanderborg og blev som 12-13-årig, som sine ældre brødre før ham og som det hørte sig til på en Østjydsk gård, sat til at passe bedriftens køer i begyndelsen af 1890'erne. De lange lyse sommerdage og det tunge arbejde med køerne, satte sig uudslettelige spor i hans lange forfatterskab, og da han i en radioudsendelse 18. oktober 1965 blev bedt om at definere et kunstværk af Niels Birger Wamberg, sagde han lidt kryptisk til alle dem der ikke kendte noget videre til hans forfatterskab: "Kunstværket er i sin fremkomst en indbildt persons egentlige arbejde, og denne ene person har ikke ret meget andet end sin egen person at tage sit stof fra. Denne samlen ud fra sit eget sker med mere eller mindre famlende usikkerhed, og i denne usikkerhed har jeg lagt mærke til hos andre, og mener ogaå det passer hos mig selv, at vi har en bestemt fase af hvort liv, som vi særlig støtter os på. For mig er denne fase de tre sæsoner jeg passede gårdens kreaturer i marken hjemme om sommeren.”

Mon ikke man i tresserne havde lidt svært ved dechiffrere Albert Dams tilsyneladende kodede og mystiske definition af kunstværket? Mon ikke de der hørte citatet debiterede det på den aldrende forfatters overfyldte mystiske konto? Ihvertfald, Albert Dam forklarede sig sjældent men talte i grove rustikke billeder, som kun et nærmere kendskab til hans liv og måske i særdeleshed til hans tidligere forfatterskab kunne hjælpe med at tyde.

I tilfældet med køerne forholdt det sig således at Albert Dam syvogfyrre år forinden på et tidspunkt hvor han var 38 år og kunne se tilbage på et alt for beskedent forfatterskab havde publiceret en tekst med titlen “Tider går” i Gads danske Magasin, decembe 1918. En mærkelig fortælling, næsten intet sker, kun driver vogterdrengen Søren en flok køer på græs, han flytter lidt rundt på dem, vander dem, tænder bål og rister kartofler med nabosønnen Sofus og trækker så ellers køerne tilbage til stalden, da mørket sænker sig over landskabet. I denne udramatiske handlingaramme sætter Albert Dam grundstenen til den æstetik der kommer til at styre hans publikationer i resten af forfatterakabet. Køerne har nemlig en særlig egenskab i den obligate modsætning mellem natur og kultur i teksten. Da Søren henter dem i stalden er køerne de kultiverede dyr, der står i båsens gennem århundreder tilvante lugt. Da de kommer ud på grusvejen har naturen overtaget og Søren må passe på at køerne ikke dumt og enfoldigt begynder at styre ind i Jens Thomsens rugmark. Køerne får en dobbeltrolle i fortællingen, de repræsenterer både naturen og kulturen i én og samme skikkelse. Men der sker mere i den begivenedsløse fortælling. Da Søren har fået kreaturerne ud på marken bemærker han umærkeligt, hvordan køerne hele tiden flytter lidt rundt på sig og dog forbliver de samme, som tiden sniger sin forandring på, medens stoffet er det samme. Han ser noget lignende i røgen fra bålet, som han tænder, hvor røgen svøber studig frem, som et nyfødt stof; der higer efter sin form. Hvad Søren ser er en virkelighed, der på een gang forandrer sig og dog forbliver den samme.

Albert Dam kaldte selv dette fænomen for Den lodrette beatåen og i et interview til Hans Andersen fra Jyllands-Posten forklarede han sig: "Fortiden og nu -ja -jeg kalder det den lodrette beståen, evighed er aådan et kedeligt ord. Når en ting engang er hændt, så er den. I det vandrette plan bliver den afløst af en anden, ligesom den efterfulgte en anden, men den har en beståen i sig selv... Udtalelaen kan næsten stå som et motto for Albert Dams forfatterskab. Han så sin egen mission, som i digtningen at fastholde øjeblikket, men altså ikke uden et utvetydigt blik for forandringens og tidens skurrende egenskaber. Og med dette projekt skilte Albert Dam sig kraftigt ud fra den lidt ældre, men meget store generation af danske digtere, en generation, der talte indtil flere vogterdrenge, og som Albert Dam, bortset fra et vist interessefællesskab med Johannes V Jensen, lignede meget lidt.

En af vogterdrengene var Jeppe Aakjær og tyve år før A1bert Dam var han hyrdedreng i sin faders gård. Han karakteriserede arbejdet med køerne som evindeligt, men medgiver dog, at han under opholdet på markerne fandt en nærhedsfølelse og et intimt kendakab til naturen. Han lærte ihvertfald hvor lærken havde sit kuld og hvor haren havde sit leje. Køerne kom dog buldrende tilbage i Aakjærs forfatterskab i romanen Vredens Børn, hvor helten, den kuede og slemt udnyttede dreng Per, trækker gårdmanden Bertels køer på græs. Det går hverken værre eller bedre end at den mishandlede Per drømmer sig i den dejligste søvn under lammeskyerne - og sover over sig! Da han vågner, driver han nærmest i panik køerne tilbage til malkning i gården. Malkepigerne har ventet længe, og køerne er selv blevet utålmodige og tumler i strid galop som terninger rundt på gårdspladsen, hvorved en af dem kommer til at trampe Per hårdt over foden.

For Aakjær bliver køerne et vehikel i hans overordnede ideologiske projekt for Aakjær var det primære at skildre landarbejderens urimelige vilkår på landet. En iøjnefaldende forskel, der i det hele taget karakteriserede Albert Dams forhold til den ældre store generation af forfattere, der foruden Aakjær talte forfattere som evolutionisten Johannes V Jensen, socialisten Martin Andersen Nexø og præsten Jacob Knudsen. Alle de nævnte så deres eget ideologiske projekt bekræftet i deres omverden som de i vid udstrækning brugte som et spejl de holdt op foran deres egen digteriske holdning. For Albert Dam var det tværtimod et erklæret mål at skildre hvad han så, at lade digtningens genstand selv udfolde sig i teksterne, som et suverænt æstetisk billede. Og dette projekt var særdeles omfattende for Albert Dam. Fra 1912-13 besøgte han Danmarks fængsler, oprindeligt for at lave research til en roman, men besøgene endte med at blive et mål i sig selv.

I en række hudløse journalistiske artikler, trykt i al ubemærkethed, men genudgivet i 1988 af Nansensgade Antikvariat, skildrede han med sin exceptionelle evne for detaljen det danske fængselsvæsens fornedrende behandling af fangerne. Køerne på marken fortalte A1bert Dam, at vi lever i en verden hvor alt forandrer sig og alt består i en tidløshed. Et æstetisk udgangspunkt Albert Dam fastholdt i sine tekster fra 1918 og til sin død i 1972. Efter at have fået udgivet et hovedværk, Så' kom det ny brødkorn i 1934 og et par bøger om tobaksfremstilling under krigen, begyndte Albert Dam i halvtredserne og tresserne at kalde sine tekster for træsnit, skilderier og rids. Netop ved at insistere på billedkarakteren af sin digtning slår han sin kaleidoskopiske dobbelthed fast, at verden på en gang er flydende og fast evig og i forandring - som oplevelsen af et kokobbel på en mark.

Teksten er jo netop en tidslig handling, læsning og skrivning foregår i tid, hvor billedet fastfryser øjeblikket. Albert Dam digtede i sine sidste år om de fjerneste tider, om samfundene for 70 millioner år tilbage, som han fastholdt i sit eget nu. Livet dengang skildrede Albert Dam med metaforer fra sin egen tid: skildpadderne var trillebørstore, padderokkerne skød kandelabre af svejfede sidegrene og solen og blæsten var over den jævne flades tørre ris som en profeti om en kommende kornmark.

Det var billeder fra Albert Dams barndom i den firlængede gård, der om noget kom til at farve hans tekster mod tressernes slutning. Han skrev til det sidste og i et endnu højere gear efter han havde rundet de firs og forlagene pludselig havde fået interesse for hans tekster. Men jeg tror aldrig han rigtig følte sig forstået, for i interviews fastholdt han sine kryptiske billeder overfor journaliaterne, der kom i hjemmet på Århusvej i Silkeborg. De faldt næsten alle i næsegrus beundring over oldingen og forfatteren med det velplejede tandsæt og hovedform som en egestub, når han som billen i Kafkas Forvandlingen snappede efter deres spørgsmål. De gav ham megen anerkendelse, men kun få tog sig tid til rigtigt at læse hans bøger.