Mulatskuespillerinde

af Jens Frimann Hansen

Trykt i Information, 26. april 1999.

For mindre end 14 dage siden uddelte teaterkritikerne Reumerter til teatersæsonens bedste forestillinger. Teaterpriserne er blevet opgraderet og konkurrerer nu med medvindsmediet, filmen, om pressens gunst. At det er de samme skuespillere der modtager priserne, filmens Bodil og teatrets Reumert, bekymrer ingen sig om. Det er sgu næsten som om vi kender dem, skuespillerne, hver weekend kan vi i alsidighedens navn zappe rundt mellem to-tre tv-kanaler med næsten identiske underholdningsprogrammer, hvor de optræder. Nogen gange endda samtidigt.

Sådan noget sker heldigvis aldrig teatret. Måske er det derfor teatret i særlig grad gør sig fortjent til priser. Teaterforestillingen forløber i et her og nu og handler i høj grad om skuespillerindens fysiske og mentale tilstedeværelse på scenen foran et publikum. Jo mere skuespillerinden giver af sig selv – eller måske er det omvendt – jo mere hun udvisker sig selv og går op i rollen, jo større kan oplevelsen være for publikum. Vi har set negere spille Hamlet og Supermand. Vi har set svenskere spille danskere og vice versa. Vi har så galt set danskere i rollen som Frank Sinatra. Når stykket og spillet er vellykket, enten glemmer man skuespillerens etniske herkomst, eller måske tilføjer etniciteten en ekstra dimension til skuespillet. Er det ikke vellykket, men epigoneri, så har vi dog, som regel, endnu bevaret så megen takt og tone, at det kun meget sjældent er etniciteten, der får skyld for det sceniske forlis. Så meget desto mere må det undre, om end det utvivlsomt er positivt ment eller måske en ironi jeg ikke forstår, at Charlotte Christensen i en anmeldelse her i bladet kalder Hella Joof for "en af Danmarks bedste mulatskuespillerinder" (Inf. 19/4).

Kunne man gøre sig fortjent til en Reumert i denne kategori? Ville en albino ved hjælp af teatersminke eller solbadning grænsende til det selvmorderiske have en chance for at blive indstillet til en pris? At Hella Joof er "mulatskuepillerinde" er en trivialitet, der ikke lader sig udligne af at anmeldelsen lader forstå, at stykket også handler om Holocaust og Ku Klux Klan. Tværtimod, inviterer begrebet til en kedelig og unødvendig kategorisering og rubricering af kunstnere, der kun alt for tydeligt afspejler tendenser i andre kroge af samfundet.