Cyberspace - undergang eller udfrielse

af Jens Frimann Hansen

Information, 11. november 1999

Hvor uendeligt svært det måtte være at se Bill Gates i rollen som Alexander den Store og Microsoft som det makedonske rige, hvor umuligt det måtte være at forestille sig Bill Gates opsadle Bukefalos med Windows for at ride ud og erobre den ukendte verden, så er lighederne mellem de to feltherrer alligevel slående. Og konsekvenserne af deres togt har været den samme: De gamle "traditionelle" samfund gik i opløsning, og "nye" samfund, med anderledes tænkende og anderledes følende mennesker opstod. Hellenismen indledtes med Alexander den Stores invasion af Orienten. Hellenismen karakteriserede religionshistorikeren Vilhelm Grønbech som den epoke, hvor horisonten sprængtes og verden blev til en lejrplads, en slags indledning til historien. Som sådan har den visse berøringspunkter med og tager en del af glansen af vor tids rumudvidelse: Internettet. Nu kan man ikke beskylde Vilhelm Grønbech for at lade sig dupere af nogen som helst form for videnskabelig udvikling. Langt hen ad vejen genfandt han i videnskaben de gamle religiøse strukturer, men skrev også, at "for hver gang ånden [videnskaben] fik større råderum, eller i hvert fald større tidsrum til sin rådighed, blev menneskeheden tommere…" Tid er der givet ikke blevet mere af, men rumudvidelsen er altså god nok. Internettet har, som Alexander gjorde det, forrykket horisonten, men om det har medført et tab af menneskelighed og en tomhed, der udfyldes med perspektivløs surf på Internettet. er jeg ikke så sikker på. Internettet har som hellenismen indvarslet en forandring og dermed nye betingelser, nye muligheder og nye begrænsninger for vores omgang med nye typer af information.

Internettet betragtes af mange som et religiøst anliggende. En af dets frihedskæmpere, grundlæggeren af borgerretsbevægelsen Electronic Frontier Foundation og medforfatteren til Internettets uafhængighedserklæring, John Perry Barlow, der desuden har en universitetsgrad i sammenlignende religonshistorie, karakteriserede i et interview i Information (24/11-97) Internettet ligefrem som et teologisk og spirituelt anliggende . Hinsides Perleporten En tankegang der utvivlsomt deltes af hans ven, nu afdøde Timothy Leary. En måned efter sin død sendte Timothy Leary en af sine nærmeste venner, Robert A. Wilson, en e-mail, der som en engel forkyndte: "Robert, hvordan går det? Hilsner fra den anden side…Det er ikke hvad jeg forventede. Dejligt, men trængsel…Håber du har det godt. Kærlig hilsen, Timothy". Leary iscenesatte sin død på Internettet; man kunne klikke sig ind på hans feberkurver, blodtryk, puls, måltider, cigaretforbrug etc., mens han forsøgte at imødegå sin sidste rejse som det ultimative trip. Internettet var for Leary en metafor for de utallige psykedeliske universer, han havde oplevet gennem et langt liv på stoffer. Men verdsligheden synes alligevel at skinne igennem Timothy Learys sidste happening, ligesom man kan diskutere omfanget af ikke mindst den spirituelle substans i kulten, når serveren gik ned, som en følge af, at millioner af surfere klikkede sig ind på hans homepage. Leary omtalte i sin sidste bog sin hjerne som hardware og sine erfaringer og sanseindtryk som software, og havnede med sin og vor tids mest fortærskede metafor midt i debatten om hvorvidt computeren har erstattet menneskeligheden eller om mennesket omkostningsfrit kan hengive sig til computerteknologiens lyksaligheder. En debat med appokalyptiske og soteriologiske undertoner og med et rungende ekko fra årtusinders kamp for den rette lære.

Ikke ubeskedne Gates
På den ene side fremturer teknokraterne med Bill Gates i spidsen, som ikke ubeskedent har kronet sig selv som kejser Augustus, når han anser sig selv og sit interface som subjekt for Internettets fortsatte udvikling og udbredelse. Teknokraterne er i selskab med et helt akademi af gråsprængte hippier a la Leary og Barlow og i Danmark Ole Grünbaum, der ser Internettet som en ny åndelighed, en slags digitaliseret psykedelisk univers. På den anden side har vi kritikerne, apokalyptikerne og præsterne, der med en ikke mindre beskedenhed prædiker, at mennesket er forvandlet til en computer og at netsurf er en asocial handling, der avler selvkult og solipsisme, åndelig fattigdom og fællesskabssvigt. 666, dyrets tal og antikrists pseudonym, ser de åbenbaret på ny i den digitale kodes 0’er og ettaller.

Nettet som prügelknabe
Sagligheden i debatten er til at overse og svinger mellem informationsteknologisk askese og blind accept. Med overskriften "Elever bliver vildledt på nettet" efterlyste en artikel i Information (3/11-98) kildekritik i undervisningen, efter at en handelsgymnasiast var kommet for skade at skrive, med Internettet som kilde, at jøderne døde af tyfus under 2. verdenskrig og ikke af gas i de tyske koncentrationslejre. Denne bekymring deler jeg ikke specifikt i forhold til nettet, men absolut i forhold til enhver anvendelse af information. Internettet er imidlertid blevet til prügelknabe for lemfældig omgang med information; stillede man bare tilnærmelsesvis så "strenge" krav til fjernsynet ville den medieformidlede virkelighed tage sig langt sundere ud. Vi lever i en tid, hvor kopister og efterlignere overdænges med berømmelse, hvor en mening om noget allerede givet synes at have en forrang fremfor det egentlige nye. Man kalder det "anvendt forskning" på universiteterne og for "projektet" når talen falder på kunstværket. Distributøren og formidleren har et klart forspring i forhold til videnskabens og kunstens eremitter, der udforsker de yderste grænser for vores kulturelle fællesskab.

Et begrænset medium
Hvad man skal huske på i den sammenhæng er, at Internettet er en distributionskanal og derfor principielt ikke kan bidrage med noget nyt. Men hvad man også skal huske på er, at arbejdet med information altid er vores eget, for at information skal blive til viden, som kan omsættes i teori eller praksis. Distributørernes og formidlernes kolde informationsstrømme skal tages i brug for at blive til varm og produktiv viden. Internettet er som sådan ikke en genvej til noget som helst, men et medium med et potentiale der både kan være med til at udvikle individet eller være et medium, hvor individet surfer rundt mellem allehånde informationer, der ligeså godt kunne være bordtennisbolde eller æg, som individet ikke evner at tilegne sig eller ikke ved hvad han skal stille op med. Som sådan fordrer Internettet, hvis det skal være en mulig del af en demokratisk proces, individets engagement og refleksion over sin egen tilværelse, egenskaber, der for de fleste udvikles i social sameksistens med andre, i et godt uddannelsessystem og i en velsmurt offentlighed. Men måske er det i virkeligheden dér skoen den trykker? Man kan argumentere for at mediesamfundet har tabt interessen for det almene og selv er blevet til en slags dope, når medierne fremstiller en forskelsløs skinverden, hvor interessen for orkaner, katastrofer og krig godt nok er stigende, men interessen for fred og klodens samlede skæbne er vigende. Medierne er i tiltagende grad begyndt at dyrke det specielle, det der bryder hverdagen, på bekostning af det almene, som ingen længere kan eller vil forholde sig til.

BIG NEWS i hellenismen var Jesus, ordet der blev til kød. At forestille sig, at noget lignende skulle kunne ske i informationssamfundet forekommer utænkeligt, men arbejdet med at omsætte information til viden, at omsætte ord til kød, er nødvendigt specifikt for Internettet, hvis det skal være kulturbærende. Men også alment i informationssamfundet, hvis vi skal ledes nogenlunde velbeholdne til en lejrplads i fremtiden.