Lad tusind kopier blomstre

af Jens Frimann Hansen

Information, 5. november 1998.

Kulturarven bør kopieres og distribueres – det vil gavne samfundet og sikkerheden

"Når computeruheldet for alvor er ude, kan det være en lang og sej kamp at vende tilbage til hverdagen". Med denne oplysende kliché i toppen af Erik Kjær Larsens artikel, "Uge fire pc (post crash)" (30/10), lykkedes det Erik Kjær Larsen/Information på en halv avisside at tage hul på en nødvendig debat om informationsteknologien og dens anvendelsesmuligheder og samtidig køre debatten totalt af sporet.

Kort fortalt beretter Erik Kjær Larsen i et stykke flydende bekendelsesjournalistik om et uheld med en computer, der kostede ham "uerstattelige personlige værdier". Uheldet rystede ham i en sådan grad, at han udfra sine egne oplevelser nærede bekymringer på rigets vegne. Hvis hans computer kunne blive ramt af en sygdom, hvorfor så ikke også Rigsarkivets eller landsarkivernes.

Der sker jævnligt uheld
Vi konfronteres jævnligt med uheld, hvor computere er involveret, og et blandt mange spørgsmål er om problemet ligger i teknologien i-sig-selv eller i menneskets anvendelse af den. Ikke, som Erik Kjær Larsen skriver, om hele vores kulturarv kan ligge i et par kufferter eller om en computernørd kommer til at trykke på knappen "SLET ALT", hvis fremtidens arkivalier digitaliseres. Hvad der skal digitaliseres og under hvilke former det skal digitaliseres er det interessante at diskutere i en bredere offentlighed, ikke induktive skrækvisioner a la "Hvad nu hvis…" Vi mister det personlige Der er ingen tvivl om at vi mister noget ved digitaliseringen af kulturarven. Personlig patina, som præstens regibemærkninger i kirkebogens margen, vil gå tabt, hvis kirkebogen i fremtiden skal føres på edb. Ganske som en fortælletradition gik tabt, da de mundtlige fortællinger blev skrevet ned og blev til litteratur. Ved ethvert teknologisk fremskridt mister vi noget, men vinder noget andet.

Kulturarven kan kopieres
Spørgsmålet er imidlertid om ikke sikkerheden vil være større, når man næsten omkostningsfrit kan kopiere kulturarven og opmagasinere den mere end et sted. På den måde kan man gøre den digitale del af arvegodset uimodtagelig overfor forvitring, krig, tyveri, brand og vandskade. Et andet spørgsmål der melder sig er hvilke alternativer vi måtte have, eftersom en stor del af vor tids kulturarv allerede har en digital form. Arkiverne undgår ikke under nogen omstændigheder at skulle forholde sig til hvordan den digitale information skal sikres for eftertiden. Sikkerhed fremfor alt synes mere end noget andet at være kodeordet for bevaringen af kulturarven og sikkerhed har altid været lig med distribution. Netop distributionen var biblioteket i Alexandria’s redningsplanke. Ifølge Plutarch brændte det i 47 fKr, hvorved 300.000 antikke værker gik op i røg. Til alt held praktiserede biblioteket også en omfattende kopieringsvirksomhed. Takket været den blev den klassiske litteratur sendt ud andre steder i verden og således bevaret for eftertiden.

Fru Jensen kan også
Der er ved digitaliseringen af kulturarven desuden den sidegevinst, at den kan betyde en demokratisering af historien. Den potentielle adgang til kulturarven vil blive lettere for andre end historikere. Fru Jensen kan, hvis man altså giver hende lov, i fremtiden koble sig på de online tilgængelige dele af arkiverne fra sin egen eller sit folkebiblioteks computer, i stedet for som nu at skulle begive sig ud på en dagsrejse fra Gedser til Rigsarkivet i København eller landsarkivet i Viborg. Jeg har i dette indlæg set helt bort fra det højst bizarre forhold Erik Kjær Larsen har til en computer. På den ene side og med fuld ret – fraskriver han den åndelige og humane egenskaber, på den anden side kaster han hele sit åndelige liv ind i computeren som var det en kirke (uden at tage backup). Om han som vennen Carsten Graff er en informationsteknologisk munk eller som de fleste af os andre en åndelig struds med hovedet dybt begravet i den ny teknologi må det være op til hans læsere at bedømme.

Landsarkiverne og Rigsarkivet ønsker jeg dog en heldigere skæbne.