Naturen som subjekt. Forfatteren i parentes bemærket

af Jens Frimann Hansen

Trykt i Forfatteren nr. 7, november 1997.

Albert Dam (1880-1972) romandebuterede i 1906 med thrilleren ”Mellem de to søer”. Debuten varslede en kometagtig karriere, Politikens anmelder, digteren Christian Rimestad, skrev i en julekronik, hvor han så tilbage på årets litteratur, at Albert Dam var den eneste debutant i 1906, der fortjente opmærksomhed. Men noget gik galt for Albert Dam. Godt nok fik han udgivet en roman i 1908, anmelderfiaskoen ”Det bevingede hjul”, men herefter slap forlagenes velvilje i mange år frem op. Albert Dam forsøgte i flere omgange at få udgivet en fortsættelse til debutromanen, men Gyldendals direktør Peter Nansen nægtede at lade den trykke. I 1911 flyttede Albert Dam så tilbage til Jylland, hvor han forsøgte at ernære sig som journalist inden han i 1914 overtog konditoriet i Kjellerup.

1908-1934 er den længste af de tavse perioder i Albert Dams forfatterskab, når man ser bort fra nogle få kortere prosatekster og en række journalistiske artikler. Årsagerne til tavsheden kan dels findes i en række biografiske grunde. Albert Dam fik kone og børn, blev konditor og var i flere omgange indkaldt til Sikringsstyrken under 1. Verdenskrig. Direkte adspurgt om sin tavshed, angav Albert Dam imidlertid nogle helt andre grunde: en langsommelig arbejdsproces, en omstændelig arbejdsmetode og sygdom. Men selvom forfatterskabet, hvad udgivelser angår, lå stille, så afslører de relativt få og korte tekster Albert Dam trods alt fik trykt, at der var sket et afgørende skred i hans prosa. Fra et afsæt i den naturalistiske roman, fra af Christian Rimestad at blive sammenlignet med mesteren Johannes V. Jensen, udviklede Albert Dam en helt anden æstetik med helt andre, radikale mål for litteraturen. Albert Dams (nye) kunstneriske bevidsthed blev til i en bevidst eller ubevidst afstandstagen fra den store generation af forfattere, der kulminerede umiddelbart før og efter århundredeskiftet.

”Mellem de to søer” var en thriller om morderen Karl Bay, der myrder den unge Mathilde Jensen i en blanding af had og kærlighed. Stilistisk er den med dens fyldige naturskildringer skåret over naturalismens læst. Stoffet har Albert Dam ordnet og organiseret i forhold til romanens plot med et suverænt overblik, så han dels afdækker de psykologiske præmisser for mordet, dels lader Karl Bay slippe af sted med sin handling uden at blive opdaget. Høstmaskinen holder med drabelig konsekvens sit indtog i sognet i 1900, det er dens knivsaksebevægeler Karl Bay gentager, da han dolker Mathilde. Det store gentages i det små, den oprindelige lillesogns-idyl afløses af den ny tids teknoficering af landbruget. Dette kan læses som et modernistisk træk på romanens tematiske plan, men har ingen afsmitning på romanens form, hvor alt er arrangeret og ordnet af fortælleren, der efterstræber en helstøbt og sammenhængende fortælling. En lignende praksis benyttede Johannes V. Jensen i f.eks. ”Den lange rejse”, hvor han desuden tog litteraturen i ed i en anden sags tjeneste. ”Den lange rejse” præges af forfatterens overbevisning om Darwins evolutionære opfattelse af udviklingen og Johannes V. Jensen ser sin digterrolle som at afspejle Darwins naturlære i fiktiv form. Men når romanens tåger letter, når det fiktive lag tages væk, er der kun ideologien tilbage. Ideologien, eller engagementet i sagen, er forfatterens egentlige anledning til at skrive.

Litteraturen bliver et redskab, et middel, til at udtrykke et sagsforhold, der ligger uden for litteraturen selv. Albert Dam skrev i anledning af Dansk Forfatterforenings 25-års jubilæum i 1919 følgende: ”Afgrænset mål og hensigt har ikke stået for mig i det ganske sporadiske forfatterskab, jeg er bleven drevet til. Lad det være grunden, hvorfor jeg hidtil har skrevet så lidt”. Året før, i 1918, havde han publiceret en af sine bedste fortællinger, ”Tider går”, i Gads danske Magasin. Et af de karakteristiske træk ved fortællingen, et træk, der slog igennem i næsten alt hvad Albert Dam skrev fremover, er dens minimalisme på plotsiden. Der sker ikke meget i fortællingen, hvor vi følger en ganske almindelig dag i en vogterdrengs liv i ensomt selskab med køerne på marken. Vakuummet på plotsiden er til gengæld opvejet af fyldige skildringer, af især kokoblets og naturens udfoldelser. Da Søren har fået anbragt køerne på marken, synes de at stå stille, men ”lidt efter har de dog flyttet og forandret på sig, som tiden sniger sin forandring på, medens stoffet er det samme”. I bålet, som Søren tænder sammen med kammeraten Sofus, ses det i røgen, der ”svøber stadig frem, som et nyfødt stof, der higer efter sin form.” Fortællingens subjekt forskyder Albert Dam fra en forfatterbevidsterhed til naturen selv, til skildringen af de processer, der foregår i naturen. Det helt afgørende er, at fortællingen ikke hviler på en bestemt opfattelse af naturen, men er et studium af den. Albert Dam mødte som forfatter naturens processer med en konsekvent usikkerhed, med et spørgsmål om naturens egentlige hensigt, et spørgsmål, der forbliver ubesvaret. I praksis var naturens processer et morfologisk anliggende i Albert Dams skildringer af den. Som den gamle mand i romanen ”Dag så lang” (1954) så sit liv udtrykt i en skys balanceren ”på en gnist af tilfældige vindes kast”, afskåret fra muligheden for at nå ind til udtømmende mening med det.

Da Albert Dam i 1934 brød tavsheden og udgav romanen ”Så’ kom det ny brødkorn” optrådte der en kunstner, Johannes, der svævede omkring idealet at forsvinde som kunstner. Et ideal, hvis yderste konsekvens er, at verden må fremstå som det kunstværk den selv er. Albert Dam supplerede i ”Vesteuorpæers bekendelser” (1963) med en betragtning om kunstneren og hans værk: ”Når en kunstner skaber et værk, ligger planen ikke klar, han kan begynde med en krævende agt og vilje der må famle sig frem efter en sløret hensigt.” Forfatteren må tilstræbe at opgive sig selv, sætte parentes om sin egen hensigt, for at lade stoffet udtrykke sin egen hensigt i værket.

Man kan argumentere for at Albert Dam i sine skilderisamlinger fra 60’erne gik i den samme fælde som Johannes V. Jensen, ved at Albert Dam lod sin overbevisning være styrende for skilderiernes fiktive univers. Der er imidlertid en helt afgørende forskel i de to forfatteres syn på udviklingen, der også slår igennem i deres fiktive behandling af stoffet. Johannes V. Jensen var optaget af herredømmetanken, hvor mennesket i stadig højere grad rejste sig over naturen og fik magten over den. Hos Albert Dam forblev mennesket derimod en del af naturen i takt med at det udviklede sig til at blive menneske. For Johannes V. Jensen var der således en konkret og bevidst hensigt med udviklingen, hvor den hos Albert Dam forblev ukendt, i og med den var underlagt naturens selvberoende processer. Menneskets udvikling var, som vogterdrengen Søren så det i bålets røg, et morfologisk projekt, mennesket er et stof, der higer efter sin ukendte form.