Forandringens Æstetiker, om forfatteren Albert Dam

Af Jens Frimann Hansen

Trykt i: Berlingske Tidende, 19. oktober 1995.

Den første samlede fremstilling af forfatteren Albert Dams liv og forfatterskab udgives i dag, 115 år efter hans fødsel.

Forfatteren Albert Dam (1880-1972) ville i dag være fyldt 115 år. Han kaldte de fleste af sine tekster i halvtredserne og tresserne for træsnit, skilderier og rids. Bag disse betegnelser lå der et livs langt selvstudium i tilværelsens grundlæggende vilkår, et studium der kun alt for sjældent blev honoreret af de forlag, hvor Albert Dam forsøgte at få udgivet sine bøger. Han blev afvist gang på gang og måtte i mange år ernære sig som konditor i Kjellerup. Albert Dam romandebuterede i 1906 med “Mellem de to søer”, men blev først for alvor anerkendt som forfatter i 1962 med bogen “Syv skilderier”. Imellem de to bøger førte han en bitter, men vedholdende kamp for at få forlagene til at antage hans bøger, men mellemrummene mellem udgivelserne blev for store til, at man huskede ham som forfatter. Professor Hans Brix præsterede i anmeldelser at kalde ham for debutant tre gange, og først da redaktørerne af tidsskriftet Vindrosen, Klaus Rifbjerg og Villy Sørensen, 55 år efter debuten fik øje på ham og trykte hans tekster i Vindrosen, bed han sig fast som forfatter i den litterære offentlighed.

Der var mange små ryk i Albert Dams forfatterskab. Helt almindelige og på overfladen betydningsløse hændelser, der bragte hans tekster et lille skridt videre på vej mod træsnittet, skilderiet og ridset. En af de helt store og skelsættende begivenheder i Albert Dams liv var hans tid som vogterdreng på fødegården i Virring ved Skanderborg. Det var i årene 1892-94 og han uddybede sin vogtertilværelses betydning i forbindelse med, at han i tresserne blev bedt om at definere kunstværket. Han definerede det som en epoke i sit liv og henviste til sin egen tid som vogterdreng, der var den epoke han støttede sig til som kunstner. En noget aparte definition på kunstværket, som Albert Dam dog selv havde antydet næsten halvtreds år forinden, i en af forfatterskabets helt centrale fortællinger, Tider går, der blev trykt i Gads Danske Magasin i 1918.

Tider går er en mærkelig og næsten stillestående fortælling hvor næsten intet sker, kun driver vogterdrengen Søren en flok køer på græs, han flytter lidt rundt på dem, vander dem, tænder bål og rister kartofler med nabosønnen Sofus og trækker så ellers køerne tilbage til stalden, da mørket sænker sig over landskabet. I denne udramatiske handlingsramme sætter Albert Dam grundstenen til den æstetik, der kommer til at styre hans publikationer i resten af forfatterskabet. Køerne har nemlig en særlig funktion som grænsefænomenet der er i besiddelse af så vel naturlige som tillærte og kultiverede egenskaber i teksten. Da Søren henter dem i stalden er køerne de kultiverede dyr, der står i båsens gennem århundreders tilvante lugt. Da de kommer ud på grusvejen har naturen overtaget og Søren må passe på at høvederne ikke begynder at styre ind i Jens Thomsens rugmark. Køerne får en dobbeltrolle i fortællingen; de repræsenterer både naturen og kulturen i én og samme skikkelse. Da Søren har fået kreaturerne ud på marken bemærker han umærkeligt, hvordan køerne hele tiden flytter lidt rundt på sig og dog forbliver de samme, som tiden sniger sin forandring på, medens stoffet er det samme. Han ser noget lignende i røgen fra bålet som han tænder, hvor røgen svøber stadig frem, som et nyfødt stof, der higer efter sin form. Hvad Søren ser er en virkelighed, der på én gang forandrer sig og dog forbliver den samme. En kalejdoskopisk virkelighed, hvor det sansede øjeblik er underlagt forandringens magt.

Knap ti år før Albert Dam fik trykt “Tider går” rejste han rundt og besøgte danske fængsler. Det var på et tidspunkt hvor hans forfatterskab mere eller mindre var gået i sig selv. Oprindelig havde det været hans plan at finde en scene til en roman, men besøgene blev hurtigt til et mål i sig selv og han udgav en hel artikelserie fra 1912-13 om det danske fængselsvæsens behandling af fangerne. Et af de første skilderier Albert Dam udgav – “Udånding. Skilderi fra et damptog” (1963) tog netop udgangspunkt i et af disse fængselsbesøg. Skilderiet er af tydelig selvbiografisk karakter med referencer til hændelser i Albert Dams eget liv. I skilderiet er fortælleren en gammel mand, der beretter om en hændelse i sin ungdom, hvor han i et kørende tog reflekterer over sine egne og andres livsmuligheder. Han ser ud af vinduet på det forbifarende landskab, der sanses som en film, når det farer forbi udenfor kupéens vindue. Det sete går, når det sanses i fart, hele tiden over i noget andet. Men pludselig reflekteres en lille græsplet i kupéens modsatte vindue og som et fotografi fastholdes den i den unge mands bevidsthed. Græspletten udmærker sig ikke ved nogen kvalitativ egenskab, men sanses blot som værende til. Albert Dam kaldte selv disse fænomener for lodrette beståener og i et interview i Jyllands-Posten forklarede han sig: “Fortiden og nu- ja - jeg kalder det den lodrette beståen, evighed er sådan et kedeligt ord. Når en ting engang er hændt, så er den. I det vandrette plan bliver den afløst af en anden, ligesom den efterfulgte en anden, men den har en beståen i sig selv.”

Det er digtningens opgave at fastholde øjeblikket, men altså ikke uden et utvetydigt blik for forandringens og tidens skurrende egenskaber. Skilderiet “Udånding” blev et programskrift for Albert Dams videre digtning i tresserne, hvor han for alvor videreudvikler sin artistiske form i et spil mellem nuet og forandringen.

Albert Dam insisterede i halvtredserne og tresserne på billedkarakteren af sin digtning. Ved at spille på dobbeltheden mellem at hans tekster på éngang er tekst og billede, udtrykker han sin kalejdoskopiske virkelighedsopfattelse, at verden på én og samme tid er underlagt forandringen og fastholdt i ét nu. - Når vi læser en tekst sker tilegne(sen af den i tid; det at læse er en tidslig handling, hvorimod vi, når vi står overfor billedet, konfronteres med et fastfrosset øjeblik. Billedet kan kun stå i et allegorisk forhold til tiden, ligesom teksten kun kan stå i et allegorisk forhold til nuet. Denne dobbelthed udtrykte Albert Dam i billedet af køerne, i røgen som Søren så og som Albert Dam registrerede den på en togtur omkring 1910. Men først langt senere indarbejdede han det som en form i sin digtning.

Fra og med gennembrudsbogen “Syv skilderier” i 1962 benævnte Albert Dam alle sine fiktive tekster skilderier eller rids. Albert Dam kastede sig, ligesom Johannes V. Jensen i “Den lange rejse”, en forfatter han lignede meget lidt, men som han beundrede, over en fiktiv skildring af evolutionen. Albert Dam digtede i sine sidste år om de fjerneste tider, om samfundene for 70 millioner år tilbage, som han fastholdt i sit eget nu. Livet dengang skildrede Albert Dam med metaforer fra sin egen tid: skildpadderne var trillebørstore, padderokkerne skød kandelabre af svejfede sidegrene, og Solen og blæsten var over den jævne flades tørre ris som en profeti om en kommende kornmark. Det var billeder fra Albert Dams barndom i den firlængede gård, der om noget kom til at farve hans tekster mod tressernes slutning.